Skøn

Sved det ud med infrarød sauna

5. marts 2010

Hvis du har savnet solens varme her til sommer, så har du chancen for at komme efter det – helt uden skadelige UV-stråler. Og det er ikke kun din hud, der bliver dejligt renset, din krop kommer af med masser af affaldsstoffer.

Der er dukket flere nye former for infrarød sauna op, og det er en god nyhed til alle, der som jeg, har svært ved at trække vejret i en almindelig sauna. Som navnet siger, varmes saunaen op med infrarøde stråler, som har samme varmepåvirkning, som solens stråler (bruges også i sygehusenes kuvøser). Det giver en helt anden slags varme end den fugtige, du nok kender fra den almindelige sauna. Faktisk minder det mig om, da jeg som helt ung og dejligt uvidende brugte solariet til at få varme helt ind i knoglerne på en kold dansk vinterdag.

For den nette sum af kr. 15.000 kan du få din helt egen infrarøde sauna derhjemme, du skal bare have plads nok og en stikkontakt. Det ligner en helt almindelig sauna, dvs. du sidder i et lille ”kammer” lavet af træ. Men lad det være sagt med det samme, hvorfor sidde hjemme og svede, når du kan gøre det med maner i professionelle hænder og langt mere behageligt?

Jeg har besøgt Kropsinstituttet i København, stiftet af Martin Mogensen, som er Body-sds behandler, coach og en flittigt brugt behandler i toppen af dansk idræt. I mit yndlingskvarter i København tager han imod i dejligt befriende, sprudlende, farveglade omgivelser. Tydeligt en mand med sans for både æstetik og kvalitet, og hvilken dejlig kontrast til de ellers mange udmærkede spasteder med deres strejf af østen. Så allerede på den lille vente-bænk med de farvede glas med lys, sølvbakken og en stor kande vand med en flot sumi-stick (japansk kul, virker rensende), befinder jeg mig godt.

Infrarød sauna for sundheden

De infrarøde stråler skaber elektromagnetiske bølger, ligesom de bølger, der kommer fra solen. Selve luften føles ikke varm, men varmeeffekten er høj, når strålerne rammer huden. Varmen trænger dybt ned i vævet og giver øget blodcirkulation, løsner stive led og muskler, styrker immunforsvaret, giver smertelindring, er super ved fibromyalgi, reducerer stress og træthed. Derudover bryder den vibration, som bølgen skaber, bindingen mellem kroppen og nogle af giftstofferne i cellerne, så disse stoffer kan frigøres, og dermed udrenses – altså er infrarød sauna god til udrensninger.
I en infrarød sauna kan man svede 80 pct. vand og 20 pct. affaldsstoffer (hvilket er langt mere end i finsk sauna og i dampbad). Og som krøllen på halen virker et besøg både forebyggende og afhjælpende mod appelsinhud. Man forbrænder nemlig helt op til 900 kalorier på et saunaophold.
Husk at drikke rigeligt med vand, så du får genoprettet væskebalancen og samtidig får udskilt affaldsstoffer.

En lille infrarød sauna med puppetendenser

Martin viser mig ind i ”sauna” rummet, hvor ”puppen”, jeg skal ligge i den næste halve time, befinder sig. Af med tøjet, ned på håndklæderne, hiv puppen op til hagen og tænd for varmen.

Og hvilken varme! Som at sidde foran en brændeovn en kold vinterdag, en blød varme, slet ikke aggressiv, som jeg kender fra en almindelig sauna. Jeg kan selv regulere varmen undervejs, og bliver klar over, at jeg kan klare meget mere, end jeg troede, netop fordi det ikke er den fugtige varme.

Da jeg har ligget lidt strejfer min hånd låret, og jeg undres over, hvor meget jeg faktisk sveder. Kombinationen af at ligge ned, have hovedet i fri luft og varmen på kroppen får mine muskler til at give efter. Jeg blunder samtidig med, at jeg tydeligt mærker, at hele kroppen, især bagsiden, nyder godt af at ligge ned. Og pludselig er tiden gået, alt for hurtigt.

Infrarød sauna gør blød

Jeg ifører mig badekåbe og sidder og genvinder almindelig kropstemperatur og drikker sumi-vand, mens jeg ser på fantastiske livsbekræftende malerier af bornholmske Poul Pava.

Bliver enig med mig selv om, at næste gang skal jeg forkæles med en omgang massage bagefter, musklerne må være som smør efter sådan en indledning. Jeg føler mig faktisk lettere, måske er det bare tanken om alle de affaldsstoffer, jeg har svedt ud gennem huden. Hjem til et dejligt bad, og en silkeblød og sund hud, ahhh!!!

Fakta:
Kropsinstituttet, Studiestræde 14A, 2.sal, 1455 København K, tlf: 51 16 18 16, www.kropsinstituttet.dk

Her kan du også svede, dog på ”gammeldags” maner:

Ved Kosmetologen:
Det, med at svede det ud, har været brugt hos kosmetologer i mange år, her dog med fokus på ansigtet i form af et dampapparat, der varmer huden let op inden en dybderens. Visse modeller kan tilsættes urter eller æteriske olier for ekstra duft og virkning
Derhjemme:
Køb et ansigtsdampbad hos isenkræmmeren, tilsæt et par dråber af Dr. Hauschka’s ansigtsdamp og sid med et håndklæde over hovedet i ca. 10 min, herefter er huden ekstra modtagelig for både skrubbemasker, lermasker, der trækker hudorme ud og nærende masker. Ansigtsdampbadet er bedre end hovedet over en almindelig gryde, da det holdes på en konstant temperatur, som huden kan tåle.
På spaen:
Du kan også prøve en detox udrensning med ayurvediske urter, lidt ligesom at sidde i en mini-svedhytte, dog med hovedet ude i fri luft. Jeg prøvede det for nogle år siden og kan kun anbefale det. Se mere om swedana (dampbad for hele kroppen) på: www.dhamani.dk

Forrige artikelKosttilskud spild af penge eller?

Næste artikelBækkenbund for mænd – få en anakonda!