Vi spiser generelt sundere og vi ryger mindre. Igennem de sidste årtier er hjertesundheden forbedret i de skandinaviske befolkninger. Men i Sverige er antallet af hjerteanfald og blodpropper blandt unge steget, og de nye proteinrige diæter mistænkes for at rumme årsagen.
Det går fremad for hjertesundheden i Skandinavien. Vi er generelt blevet bedre til at spise de sunde fedtstoffer, og flere og flere kvitter tobakken. Det kan læses i sundhedsstatistikkerne, hvor blodpropper og hjerteanfald er blevet sjældnere i løbet af de sidste årtier.
Fedme og type 2-diabetes er nye folkesygdomme, der er ligeså livstruende og kostbare i sundhedsøkonomien, men det er en anden snak.
Men mens antallet af hjerteanfald falder i befolkningen som helhed, ser man i Sverige en stigning blandt unge i alderen 35-44 år. Stigningen er ny og har kunnet aflæses i årsrapporten for 2013 fra den svenske sundhedsstyrelse. Det har fået professorer fra blandt andre Karolinska Institutet i Stockholm og Sahlgrenska Akademin i Göteborg til at mistænke de nye slankediæter, hvor man skruer markant ned for kulhydraterne og op for proteinerne og fedtet for at rumme årsagen. De har netop luftet mistanken i et debatindlæg i dagbladet Dagens Nyheter.
Diæterne, der blandt andet går under navnet LCHF-diæten (Low Carb High Fat), går ud på, at indtaget af kulhydrater begrænses til et absolut minimum, mens proteiner og fedt udgør hovedparten af kostplanen. En engelsk morgenmad med pølse, æg og bacon er en god LCHF-morgenmad, hvis man dropper toasten og appelsinjuicen.
LCHF og lignende diæter er populære blandt især yngre, fordi de er et brud med de velkendte slankekure, der bygger på kedsommelig mådehold. Med LCHF kan man øjensynlig mæske sig i både sovs og bøffer og alligevel slippe af med de overflødige kilo. Svenske undersøgelser har vist, at op mod hver fjerde svensker har prøvet LCHF-kuren med ønsket om at tabe sig. Hvordan det forholder sig i Danmark vides ikke, men kurens popularitet er næppe markant mindre.
De fem kronikører peger på, at skandinaver både er blandt de største motionister i verden og blandt de mennesker i verden, der sidder mest ned. Vi har meget stillesiddende arbejde, og mens nogle af os er gode til at dyrke en masse motion, kniber det lidt mere med den almindelige, daglige bevægelse hos flertallet. Ifølge kronikørerne er det en skidt idé at erstatte manglende motion med fed og proteinrig mad. Det skader blodkarrene og øger risikoen for blodpropper.
I kronikken advares også imod at fokusere ensidigt på sukker som den store trussel mod folkesundheden. Ifølge kronikørerne får en række populærvidenskabelige bøger og blogs lidt for megen opmærksomhed, hvilket kan bidrage til, at der sælges både mere smør, fede mejeriprodukter og rødt kød – selvom de populærvidenskabelige konklusioner strider mod al anerkendt forskning.
Kronikken slutter med en konklusion, det er svært at være uenig i:
“Forhåbentlig kører alle snart træt i fedtkrigen og sukkerfælden. Mad og måltider bør ligesom motion stå for glæde, nydelse og samvær. Der er ingen modsætning mellem sund mad og god mad, ligesom der ikke er modsætninger mellem en sund livsstil og et godt liv.”
Du kan læse hele kronikken på nedenstående link (på svensk).
Som det kan ses nedenfor, har Naturli.dk for nylig bragt en historie med det modsatte synspunkt. Naturli.dk har ingen mening om, hvad der er rigtigt eller forkert i fedt/sukker-diskussionen, men vil gerne give læserne mulighed for at danne en mening på et oplyst grundlag.
Kilde: Dagens Nyheter
Forrige artikelResveratrol nedsætter motionseffekt
Næste artikelLugtesansen er unik for alle mennesker