Nyheder

Svovlindholdet i luften er halveret

22. november 2016

Indholdet af svovl i luften er i Danmark faldet med over 50 procent siden 2014. Det viser nye tal.

Syreregn var på mange folks læber i 70’erne, da alvorlig fiskedød brød ud i svenske og norske søer. Epidemien skyldtes, at for høje svovlkoncentrationer førte til en forsuring i land- og vandområder, som dræbte dyre- og planteliv.

Siden er svovlkoncentrationen i luften faldet. Nye tal fra Det Nationale Center for Miljø og Energi ved Aarhus Universitet viser, at der nu er over 50 procent mindre svovl i luften i Danmark, end der var i 2014.

Det positive fald skyldes, at skibe i Nordsøen, Østersøen eller i farvandene omkring Nordamerika højst må bruge 0,1 procent svovl i deres brændstof, hvilket er 90 procent mindre end de tidligere krav.

– Et højt svovlindhold i luften er skadeligt for mennesker. Det kan føre til luftvejssygdomme og for tidlige dødsfald. Cirka 20 procent af de samlede helbredseffekter i Danmark, som skyldes luftforurening, stammer fra skibe. Derfor er det en god nyhed, at vores skrappere regler virker efter hensigten, siger miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen i en pressemeddelelse.

For at sikre at skibene overholder reglerne bruger Miljøstyrelsen en såkaldt ’sniffer’ på Storbæltsbroen, som kan opsnuse, hvis skibe, der sejler under broen, snyder med brændstoffet.

Forhåbentligt smitter den positive udvikling. Medlemslandene i FN’s søfartsorganisation IMO vedtog i oktober, at skibsfartøjer i verdens øvrige farvande kun må bruge brændstof med max 0,5 procent svovl fra 2020 – En stor forbedring sammenlignet med de nuværende 3,5 procent.

__________

 

Syreregn – skibsfart er den største synder

Svovludslip fra kræftværker, trafikken, landbruget og skibssejlads forurener luften og fører i for store koncentrationer til syreregn. Det skyldes, at fossile brændsler og biobrændsel indeholder svovl, der bliver dannet til svovldioxid under forbrænding og omdannes til sulfat i atmosfæren. I 1970’erne førte svovlforurening til massiv fiskedød i svenske og norske søer. I dag er den største kilde til svovlforurening skibsfart.

 

 

Kilder: Miljø- og Fødevareministeriet

Forrige artikelRåmælk skal bekæmpe tarmbetændelse hos spædbørn

Næste artikelGrønkål med avocadocreme, koriander og kylling