Lige nu spiller forestillingen ”Menneskebyrden” på Skuespilhuset i København. Stykket kredser om, hvordan det føles at have en depression, og hvordan tre mennesker rent faktisk har oplevet at blive mødt af systemet og samfundet.  

– Dengang puttede man de psykisk syge i bur. Selv børn helt ned til 6-års alderen, siger skuespilleren Rosa Sans Michelsen. Hun er sammen med skuespilleren Thomas Voss ved at præsentere publikum for en historisk gennemgang af, hvordan man har set på og behandlet psykiske lidelser – herunder mennesker med depression – gennem tiden.

Og det er ikke hverken behageligt eller kønt at forestille sig. Behandlingerne varierede fra at lukke de syge i kister. Spænde dem op med lænker. Nedsænke dem i vand med ål. Nærdrukningsoplevelser. Det hvide snit. De deprimerede blev puttet bag lås og slå, og ikke engang mordere måtte omgås dem – det ville være stigmatiserende for dem at blive associeret med de gale.

Publikum i salen griner over absurditeten i den måde, man så på mennesker med depression og andre psykiske lidelser. Man kan næsten fornemme en aura af lettelse over, at vi da heldigvis ikke er så indskrænkede og ubehjælpelige i omgangen med mennesker med usynlige sygdomme. Pyha. Men hvad publikum ikke ved, som stykket langsomt vil åbenbare for dem, er, at en del af det menneskesyn stadig hænger ved.

Sådan føles det i hvert fald til tider for forestillingens tre hovedpersoner, Daniel Majholm, Randi Bitsch og Line Roager, som alle har været eller er ramt af depression og fortæller om nogle af deres oplevelser på scenen.

Depression er ikke en tilstand af ked-af-det-hed

– Det der blik, siger Line, mens hun peger ud på publikum. Hun henviser til den måde, hun føler, at folk ser på hende, hvis hun fortæller, at hun har været ramt af den psykiske lidelse, som depression er. En følelse af at være farlig. Måske endda smitte. Randi genkender blikket. Selvom depression på verdensplan rammer mere end 300 millioner mennesker, er det stadig forbundet med fordomme og misforståelser.

Den mest gennemgående misforståelse, som stykkets tre personer har mødt, er opfattelsen af, at andre ved, hvad depression er. At de forstår det. At de kender det.

– Jeg tror, at mange kobler hverdagsfølelser sammen med depression, fordi det er det samme sprog, vi bruger til at tale om det. Så bliver det lidt sådan at: “jeg kender godt depression, for jeg var også ked af det, da min kat døde”, siger Daniel.

Men det ene har ikke noget med det andet at gøre.

For depression handler ikke bare om at være ked af det. Deprimerede mennesker kan også grine. Faktisk fortæller Daniel, som stadig lider af depression, at der bliver grint meget, når mennesker fra Depressionsforeningen mødes. Grinet føles bare ikke på samme måde, som det gjorde, inden depressionen satte ind. Det gør det heller ikke at græde. Ikke for Daniel i hvert fald.

Alting føles anderledes. Han mener, at man reducerer depressionens væsen, hvis man bare tænker det som en tilstand af ked-af-det-hed.

Men det kan være svært at forstå, hvis ikke man selv har haft depressionen inde på livet.

Og det er nok også det, der gør, at den anden misforståelse om depression opstår. Nemlig forståelsen af, at dem, der har det, bare skal tage sig lidt sammen.

Hvis man er forudindtaget, forstår man ingenting

Kristian Moltke Martiny er forsker og har været med bag kulissen i forbindelse med udformningen af forestillingen. Han har arbejdet med at indsamle kvalitativ data, der kan belyse, hvordan depression kommer til udtryk.

– Inden jeg gik i gang med arbejdet, var jeg nok lidt fordomsfuld og tænkte, at de her mennesker godt kunne tage sig lidt sammen. Jeg forstod dem som passive, men det interessante er, at de laver en masse arbejde, man ikke kan se, siger Kristian. Han forklarer, at det var et fællestræk for alle de depressionsramte, han talte med, at de tænkte ufatteligt meget.

– Med det tankemaraton er det klart, at der ikke er ressourcer tilbage til fysiske handlinger.

Han kan ikke sige, om tankemyldret var årsag til depression eller en reaktion af den. Men det har sådan set heller ikke været målet med hans forskning. For både Kristian og instruktøren Thomas Corneliussen, der har arbejdet sammen på forestillingen, har det væsentlige nemlig været at blive klogere på, hvordan depression føles og nuancere forståelsen i samfundet.

– Det er lidt gennemgående for min research, at hver gang, jeg begynder at forstå, hvad det handler om, så bliver det til sand og forsvinder mellem fingrene, siger Thomas, som dog tror, at teatrets skildring kan være med til at tale til sanserne og kroppen hos publikum, og på den måde give en bedre forståelse, end ordet kan tilbyde.

Depression kan ikke puttes i en kasse

– Har du taget din medicin?

– Ja.

– Og synes du, det virker?

– Nej.

– Godt. Så får du lige en ny recept her, og så må vi se, hvordan det går med det.

Sådan lyder en ordveksling mellem Daniel og hans læge, som bliver gengivet på scenen. Daniel var svært deprimeret og har gennem tiden fået flere forskellige former for medicin. Det har givet ham varierende bivirkninger fra overvægt til tanker om døden. Der er til gengæld ikke meget af det, der rent faktisk har formået at gøre ham rask. Det er han stadig ikke. Han lider i dag af mild depression.

Han er ikke blevet nedsænket i isvand, eller pisket for at få depressionen ud af kroppen, som man gjorde det før i tiden. Men han synes heller ikke, at han er blevet behandlet som et selvstændigt og lige menneske af systemet.

Efter han blev en del af ”Menneskebyrden”, har produktionen sørget for, at han har fået en neurologisk undersøgelse. En undersøgelse, som han nok burde have være tilbudt ved det offentlige. Når man har været sygemeldt i otte uger, har man nemlig krav på at forstå, hvad der er galt med en. Og for Daniel, og mange i lignende situationer, er den neurologiske undersøgelse den bedste måde at nærme sig det svar.

– Det skulle jeg nok have været tilbudt for længe siden, for min funktionsnedsættelse har ikke udviklet sig synderligt, siden jeg blev rask i 2016. Nu har jeg så fået den, og det kan jeg gå videre med, siger Daniel. Men det efterlader ham også med en følelse af svigt.

For Daniel er gennem tiden blevet sendt i jobprøvninger og trukket igennem et system, han ikke ser som pragmatisk, og som ikke har været i stand til at give ham de hjælpemidler, der måske kunne have fået ham tilbage på arbejdsmarkedet i en eller anden form.

– Jeg har mødt et system, der er grusomt at arbejde i, og som modarbejder alt det, det gerne vil, nemlig at hjælpe mennesker. Det er sovset ind i paragraffer og regler, som ingen kan navigere i. Og hvis ikke man lige passer ned i en kasse, som er opfundet til formålet, så er man ilde stedt. Der er jeg faldet forbi, siger han.

Bliv udfordret på din egen opfattelse

Daniel er på sin vis blevet offer for et firkantet system, der ikke passer til en så dynamisk lidelse, som depression er.

For den er svær at pakke pænt sammen. Forstå. Blive klog på. Derfor efterlader den også til tider de ramte med en fornemmelse af ikke at blive hjulpet og behandlet, men set skævt til.

Og det er ikke til gavn for nogen. Så hvis du vil udfordres på din opfattelse af, hvad depression er, eller måske bare blive klogere på, hvad den gør ved sine ofre, så tag ind og hør mere af Daniel, Line og Randis historie.

Det er ikke sikkert, at du føler dig mere sikker på begrebet bagefter, men du har næsten helt sikkert fået udvidet din horisont og reflekteret over din egen position.

– Jeg har opdaget, at vi har fordomme alle sammen. Jeg har det også. Men jeg tror, at jo flere fordomme, man går ind til forestillingen med, des mere hæmmer man sin oplevelse.