Nyheder

Tab af forælder øger risiko for selvmord

17. november 2015

Nyt studie fra Aarhus Universitet viser, at børn, der mister en forælder, fordobler risikoen for at begå selvmord senere i livet.

Hvis børn oplever, at deres far eller mor dør, kan det få betydning for barnets mentale helbred i rigtigt mange år. Måske bliver barnet med tiden deprimeret, måske socialt utilpasset – og for nogle ender sorgen med selvmord.

Akut stress kan rumme årsag til selvmord

Et omfattende registerstudie fra Aarhus Universitet viser således nu for første gang i stor skala, at de ramte børn har en fordoblet risiko for at begå selvmord senere i livet, sammenlignet med børn, der ikke har mistet en forælder ved dødsfald.

Risikoen er særligt stor, hvis forældrenes dødsfald også skyldtes selvmord.

– Vi ved ikke, om det er den akutte stress tidligt i livet, der får konsekvenser. Og vi ved ikke, om der er tale om et genetisk aspekt – altså om det går i arv, at ens mor eller far også begik selvmord, men børnene er i højere risiko uanset årsagen til forælderens død. Men vi kan se, at de største konsekvenser opstår for helt små børn, der oplever at miste en far eller mor – jo tidligere, det sker, desto større påvirkning i forhold til selvmordstendens. Så til trods for, at de helt små børn ikke forstår et dødsfald, kan det få større konsekvenser for dem senere i livet, siger cand.psych., ph.d. Mai-Britt Guldin fra Aarhus Universitet.

Små drenge er særligt sårbare

I alt 7,3 mio. danskere, svenskere og finner født i perioden 1968 til 2008 udgør baggrundsbefolkningen for undersøgelsen, der netop er publiceret i tidsskriftet JAMA Psychiatry.  Af dem har 200.000 (3 pct.) mistet en forælder inden de blev 18 år, og af disse begik 265 selvmord.

Flest selvmord finder sted, når de berørte børn er teenagere eller er kommet op i begyndelsen af 20erne. Og dobbelt så mange drenge som piger gennemfører det: Konkret vil det sige, at fire drenge ud af 1.000 drenge, der har mistet en forælder, begår selvmord, mens det tilsvarende tal for piger er to piger ud af 1.000 piger.

– Vi ved, at selvmord – i modsætning til selvmordsforsøg – generelt er mere udbredt blandt unge mænd end piger, og nu kan vi se, at drenges mentale helbred objektivt set også er i højere risiko i forbindelse med forældres død, siger Mai-Britt Guldin.

Studiet konkluderer, at den mest sårbare gruppe blandt børn, der har mistet en far eller mor ved dødsfald er drenge. Derefter kommer børn, der mister en forælder inden de er fyldt 6 år og drenge, der mister deres mor.

Til gengæld ser miljøet ikke ud til at være afgørende i denne sammenhæng – herunder uddannelsesniveau, økonomiske og sociale forhold.

– Så nogle af de bl.a. danske børn, der mister deres forældre tidligt, får tilsyneladende ikke den hjælp, der skal til for at forebygge selvmord, siger hun.

Kilde: Au.dk

Forrige artikelOpgør med fedme og fordomme

Næste artikelFlydende vitaminer til børn … og barnlige sjæle