Nye studier viser, at slanke mennesker bidrager markant mindre til global opvarmning.
Der er mange gode grunde til at holde vægten på et moderat niveau. Og nu er den bedste måske kommet på bordet – planetens fremtid.
Forskere fra London School of Hygeine and Tropical Medicine har fundet frem til, at tunge mennesker via øget madproduktion og transportfaktorer bidrager med flere gasser, der er farlige for planeten. Det skriver cnn.com.
Forskerne har brugt en model, hvor man sammenligner antallet af svært overvægtige fra Storbritannien fra 1973, hvilket var 3,5 procent, med en forudsigelse for 2010, hvor andelen af overvægtige er steget til 40 procent.
En befolkning med et så stort antal svært overvægtige har brug for 19 procent mere mad, og vil således udvikle 270 millioner tons mere CO2 om året, skriver cnn.com. Phil Edwards fra London School of Hygeine and Tropical Medicine slår fast, at hovedbudskabet med undersøgelsen er, at det på alle måder er bedst at holde sig slank. Han giver, sammen med billigere fastfood, øget motoriseret transport en stor del af skylden for fedmeepidemien, og efterlyser sundere alternativer.
– Hvis regeringen vil øge brugen af aktive transportmidler, hvilket ville godt for miljøet og den individuelles sundhed, bliver den nødt til at forbedre mulighederne for det, siger han.
På verdensplan vurderes der at være en milliard overvægtige mennesker, og af dem kan 300 millioner karakteriseres som svært overvægtige. I USA er en tredjedel af befolkningen svært overvægtig, mens forskere herhjemme frygter, at 15 procent af danskerne vil være svært overvægtige om ti år.
Kilde: Berlingske
(oprettet 1. maj 2009)