Dorte Bredgaard gik i gang med en tankeproces, der afslørede for hende, at syge tænder er et tegn på følelser, der ikke bliver udtrykt.
De fleste skænker nok sjældent deres tænder en tanke. I hvert fald, når de har det godt. Anderledes forholder det sig nok, hvis noget begynder at værke, gøre ondt eller der bliver sendt kuldegysninger gennem kroppen, når man drikker et glas køligt vand. Så kommer tænderne længere frem i bevidstheden, og en del vil nok overveje at opsøge tandlægen for at få løst problemet.
Og det er én måde at gøre det på. Men for tidligere tandlæge Dorte Bredgaard findes der også en anden metode. Dorte har arbejdet som tandlæge i 25 år, og allerede længe inden, hun begyndte på det, kendte hun en del til faget. Hendes far var nemlig også tandlæge, og som ung pige hjalp hun til i klinikken. Men ikke fordi hun havde de store ambitioner om at gå i hans fodspor. I mange år var hun nemlig sikker på, at hun ikke selv skulle sidde med boret i hånden.
– Længe tænkte jeg, at jeg slet ikke skulle være tandlæge. Men så en dag, så kom det bare til mig, at det var vejen for mig at gå. Jeg kan ikke helt sige præcis hvornår eller hvorfor, siger Dorte.
Sådan er der meget i Dortes liv. Svarene har det med at komme til hende, uden hun nødvendigvis kan forklare, hvor de kommer fra. Hun er bare sikker på, at der er noget større på spil end hende selv. Sådan var det også, da hun begyndte at genoverveje, hvorfor problemer med tænderne opstår. For allerede kort efter, hun havde taget tandlægekitlen på, var der ting, der begyndte at undre hende. Hun kunne ikke se en logisk sammenhæng i, hvem der fik huller, hvor de fik dem henne, hvorfor de vendte tilbage eller hvorfor paradentose, som er en betændelsestilstand, kunne opstå omkring en tand, men ikke nødvendigvis dem ved siden af.
De forklaringer, hun havde fået under sin uddannelse, gav simpelthen ikke svaret på det, hun så i klinikken, og derfor begyndte hun at tænke.
Efter 10 års undren fik Dorte selv to huller. En opdagelse, der kom meget bag på hende, fordi hun ellers altid havde haft sunde tænder og ikke havde lavet om i hverken sine spisevaner eller tandpleje. Så hvorfor fik hun pludselig huller? Hendes tankeproces tog til, og en dag havde hun en patient i stolen, som sagde noget, der vakte genklang hos Dorte.
– Han var en ny patient, en meget klog mand, og han sagde til mig, at huller opstår, når man bider i sig i stedet for at bide fra sig. Der faldt det hele ligesom på plads for mig, og jeg kunne også forstå mine egne huller i det lys, siger Dorte.
For hun var nemlig i et ægteskab på det tidspunkt, som, hvis hun var ærlig overfor sig selv, var forbi. Derfor havde hun også i længere tid bidt en masse ting i sig, og derfor gav det pludselig mening for hende, hvorfor hendes tænder reagerede.
Fra den dag begyndte hun at udvikle en ny forståelse af tænderne og deres sygdomme. Men der skulle stadig gå mange år, før hun begyndte at tale med andre om det, og endnu længere tid, før hun tog konsekvensen af sin opdagelse.
Fra den skæbnesvangre dag gik der omkring et årti, før Dorte i det små begyndte at tale med patienter om deres tandlidelser på en ny måde. I mellemtiden havde hun selv været forbi en kinesiolog, som brugte et pendul til at spore sig ind på følelser.
“Jeg kunne mærke, at jeg var meget nysgerrig på det og følte en tiltrækning mod det her pendul, men jeg tænkte samtidig, at det var lidt underligt, at følelser og organer skulle hænge sammen.”
– Men så fik jeg kinesiologen til at lære mig at pendulere, og jo mere jeg arbejdede med det, jo mere forstod jeg, at de her følelser, vi ikke udtrykker, bliver til sygdom, siger Dorte.
Hun forklarer det med et eksempel. Hvis man for eksempel er sur på sin chef, som de fleste nok har prøvet en enkelt gang eller to, men ikke får givet udtryk for sin vrede, måske fordi man er bange for konsekvenserne, så er der en masse indestængt energi. Man kan nok endda mærke, hvordan man er nødt til at spænde op for at holde ordene i munden. Den energi, som aldrig kommer over læberne, bliver så ifølge Dorte omdannet til en destruktiv energi, som er det, der giver huller i tænderne.
– Fortællingen er jo, at et hul skyldes bakterier. Men hvis det er bakterier, så virker det jo mærkeligt, at én tand midt i rækken skulle blive ramt, mens dem ved siden af er helt sunde. Det giver simpelthen ikke mening, at det skulle være bakteriernes skyld, siger Dorte.
Og sådan oplever hun, at det er med mange af de fortællinger, der hører til tænder og sygdomme. Myterne, som hun kalder det. Den ene er bakterie-myten, en anden er sukker-myten.
– Det er aldrig bevist hos mennesker, at sukker giver huller. Man kan se det hos laboratorierotter, men ellers ikke, og befolkningsstudier underbygger heller ikke den ide. Jeg tror, man holder fast i tanken, fordi man ikke har andre forklaringer. Men man skal ikke tale med patienter særlig længe for at opdage, at der ikke er hold i det, siger Dorte.
Hun fremhæver blandt andet, at hun har haft patienter med huller og syreskader, som hverken drak sodavand eller juice og heller ikke spiste syrlig frugt eller søde sager. Alligevel havde de problemer. På den anden side har hun haft patienter i stolen, som indrømmede at drikke flere liter sodavand om dagen, uden at det kunne ses.
Så for Dorte er der ingen tvivl om, at roden til problemet er de usagte følelser, der bliver til destruktiv energi. I takt med, at det stod mere og mere klart for hende, og hun langsomt og intuitivt sporede sig ind til sammenhængen mellem tænder, sygdomme og følelser, blev det også sværere og sværere for hende at udføre sit almindelige arbejde som tandlæge. På et tidspunkt trak hun sig. Det betød dog ikke, at hun var færdig med at hjælpe mennesker med deres tandproblemer, men at hun begyndte at gå til det på en helt ny måde.
For i stedet for at tage imod patienter i klinikken, begyndte hun at tilbyde sessioner, hvor hun med pendulet i hånden sporer sig ind på de følelser, der nager.
– Med inspiration i håndlæsning og min forståelse for tænderne fandt jeg intuitivt ud af, at de forskellige tænder handler om forskellige livsområder. 6-års tænderne, som er dem, der nok bliver boret allermest i, handler generelt om at være nyttig. I undermunden cirkulerer det om arbejde og i overmunden er det de nære relationer, så er der problemer med dem, så ved jeg, at det er i den retning, problemet ligger, siger Dorte.
For den enkelte kan der så være forskellige specifikke følelser og problemstillinger på skift. Det kan være, at man lader sig udnytte af venner eller familie, fordi man gerne vil være nyttig, eller at man altid ender med at klare arbejdsopgaverne alene, selvom man egentlig skulle være flere om dem. Fælles er dog, at der er et problem, man ikke får sagt fra overfor.
– Hele essensen er, at uanset hvilke følelser eller problemstillinger, der er på spil, så er der noget, man sluger, og jeg hjælper mine klienter med at finde ud af, hvad det er, så de kan arbejde med det, siger Dorte.
Nogle vil kunne løse problemet selv, når først de har fået øje på det, og på den måde vil problemerne med deres tænder også stoppe. Andre vil have behov for hjælp til at bryde de negative mønstre og vaner.
– Det kommer jo an på, hvor hurtigt opfattende man er, og hvor dybt problemet ligger. For mange vil det jo være noget, man har indlært helt fra barnsben, og her kan der altså være brug for professionel hjælp for at komme til bunds i det, siger Dorte.
Men gør man den indsats, mener hun altså ikke, at der er brug for at opsøge tandfaglig hjælp. Det vil nemlig løse sig helt af sig selv.
Det er værd at bemærke, at Dorte ikke vil afskrive tandlæger helt konsekvent. Hvis ikke man er åben og villig til at arbejde med de problemer, som i hendes optik er årsagen til et hul, så vil hun altid anbefale, at man får en tandlæge til at gøre arbejdet.
– Der er jo somme tider nogle, der skriver til mig, om de “bare” kan lade vær med at gå til tandlæge. Og nej, det kan du ikke “bare”.
“Du skal være villig til at gøre en indsats, ellers synes jeg, det er klart smartest, at man får det boret.”
Det samme kan hun sige om at få trukket tænder ud eller paradentose. Hvis du mærker, at der er noget, der ikke er, som det skal være, så skal der selvfølgelig gøres noget ved det. Hun mener bare, at det er op til dig selv, om den indsats skal komme fra en tandlæge eller ved at arbejde med sig selv.
– Paradentose er jo et godt eksempel, for det mener man i tandlægeverdenen ikke kan kureres. Det kan behandles, men det er ubehageligt og vedvarende. Jeg har set mennesker blive helbredt, og det har de gjort ved at blive opmærksomme og ændre deres adfærd, siger Dorte.
Paradentose handler i hendes bog om at indtage offerrollen i stedet for at tage ansvar for situationer og tingenes tilstand. Derfor er en behandling af lidelsen for hende at få øje på den ansvarsfralæggelse og gøre noget andet.
Visdomstænderne, som også er lidt en kæphest for Dorte, ser hun handler om bekymring for fremtiden. Så begynder en visdomstand at gøre ondt, så er det fordi, den har en besked til dig. Noget, du skal tage hånd om, og det bliver ikke løst, bare fordi man rykker tanden ud.
– Som tandlægestuderende lærer vi jo, at de fleste visdomstænder skal fjernes. Men for mig er det bare åbenlyst, at kroppen ikke bruger så lang tid på at skabe noget, for at det skal rives væk, siger Dorte.
Krop, sind, tænder, følelser, sygdom. For Dorte hænger det hele sammen. Alligevel insisterer vi på at have et system, som opdeler de forskellige ting i separate kasser, og det er ifølge Dorte en kæmpe fejl.
– Vi har læger, og tandlæger og psykiatere og psykologer, og hver især tager de sig af forskellige problemer. Men jeg synes jo, det er klart, at der er en sammenhæng, og det kan vi jo også mærke i det daglige. Alle følelser har jo en kropslig respons, siger Dorte.
Usikkerhed og frygt kan være en knugen i maven. Nervøsitet give sommerfugle. Glæde får os ufrivilligt til at smile. Sorg viser sig i tårer. Og alt det, vi går og holder inde, giver altså i Dortes verden dårlige, syge tænder. Man kan sagtens behandle det problem ved at gå til tandlæge. Hun ser det bare ikke som særlig langsigtet eller hensigtsmæssigt.
– Hvis der er et underliggende problem, så vil det jo blive ved med at være der, selvom man symptombehandler, og så kan det jo være, det kommer til udtryk andre steder i kroppen, siger Dorte.
Hun har gennem tiden haft sessioner og penduleret hundredvis af klienter, som har oplevet, at deres problemer med et hul gik i dvale eller en øm tandrod gik i sig selv, når de havde været forbi hende. Det er ikke en metode, som bliver billiget af andre tandlæger – tværtimod oplever Dorte i høj grad at blive lagt for had af sine tidligere fagkollegaer – men for hende er det lige meget. Hun har nemlig fundet en metode og indsigt, som giver hende værdi, og som hun oplever, kommer mange mennesker til gavn.