Nyheder

Tag ekstra D-vitamin i vinterhalvåret

21. oktober 2014

Børn kan let komme i underskud med D-vitamin i vinterhalvåret, og i Storbritannien er problemet så stort, at man atter er begyndt at se børn med engelsk syge, der ellers hører tiden omkring 1900 til.

Mange britiske børn mangler D-vitamin, og de engelske sundhedsmyndigheder estimerer, at antallet er steget med 200 pct de sidste fem år. Årsagen skal findes i computere, dårlige madvaner og for lidt viden blandt både forældre og sundhedspersonale.

Mangel på D-vitamin og engelsk syge

Engelsk syge, der også er kendt som rakitis, var særlig udbredt i Victoriatidens Storbritannien. Den skyldes mangel på D-vitamin og resulterer i svage knogler eller deforme skeletdele, eksempelvis hjulbenethed. Symptomerne viser sig særligt i de perioder, hvor skelettet skal vokse mest. Det er hos børn i alderen fra tre måneder til halvandet år og hos unge i puberteten. Hvis vi ikke får tilstrækkeligt med D-vitamin, kan vi ikke optage de fornødne mængder af kalcium og fosfor til vores knogler.

Børnene i Victoriatidens England fik for lidt sol i lejekasernernes baggårde, og fed fisk eller andre D-vitaminkilder var sjældne gæster på fattiglemmernes middagsborde.

Ringe viden om sollys og D-vitamin

I dag er problemet i højere grad, at alt for få forældre kender til solens ringe effekt i vinterhalvåret. En britisk undersøgelse blandt 1100 forældre og 250 sundhedsprofessionelle viste, at blot fire pct af forældrene med børn under fem år var klar over, at sollyset fra november til marts ikke kunne frembringe tilstrækkeligt med D-vitamin.

Lidt mere skræmmende var det dog, at blot syv pct af de adspurgte sundhedsprofessionelle – heriblandt læger – kunne nævne de måneder, hvor sollyset var for svagt til at give os D-vitamin.

En tredjedel af de sundhedsprofessionelle og fire ud af fem forældre vidste ikke noget om de officielle råd om at give børn mellem seks måneder og fem år et ekstra tilskud af D-vitamin.

D-vitaminmangel bag diabetes

Ifølge de britiske sundhedsmyndigheder får børnene gennemsnitlig kun 27 pct af den anbefalede mængde D-vitamin dagligt.

Hvordan det ser ud i Danmark vides ikke, men selvom der måske er mere opmærksomhed omkring vitaminmangel, skulle det være mærkeligt, om alle danske børn fik tilstrækkeligt med D-vitamin. I vinterhalvåret kræver det i hvert fald en stor glæde ved fed fisk, hvis man ikke skal tage vitaminet som et kosttilskud.

Mangel på D-vitamin kan som sagt resultere i engelsk syge, men det er også mistænkt for at spille en rolle i udviklingen af såvel type 1- som type 2-diabetes.

Kilde: Dailymail.co.uk

Forrige artikelFire fordele ved gurkemeje

Næste artikelKirstin’s Lyserøde Drøm

Bliv medlem af Naturli+
helt gratis

 

Få tips og hacks til et lykkeligt liv med naturlig sundhed.

Velkommen du er nu tilmeldt Naturli+ klubben.