Nyheder

Tag en ugentlig grøddag

27. juni 2022

Det er trange tider. Pengene er små i mange hjem. Du kan både hjælpe helbredet, miljøet og spare penge ved at indføre en ugentlig grøddag.

Grøddag? Var det ikke sådan noget, man havde i gamle dage? På landet? Jo, det var det da. Men der er god grund til at genindføre traditionen i dag. Grød er siden blevet moderne, og en del gastronomer kommer jævnligt med bud på alternativer til den fade og slimede havregrødsklump, som mange sikkert erindrer fra barndommen.

 

Grødbar i København

For et år siden åbnede et par unge gutter en grødbar på en mondæn adresse på Nørrebro i København. Lasse Skjønning Andersen, der er den ene halvdel af grødduoen, udtalte dengang til dagbladet Politiken:

– Grødkonceptet har et stort potentiale herhjemme. Det er en tendens, der er stærkt på vej tilbage. Grød er gået fra at være lidt kikset til at være moderne – ikke mindst på grund af den nordiske madbølge, som mange af de store, danske kokke sværger til.

 

Grød er godt for miljø, helbred og økonomi

Der er mange fordele i at spise grød som aftensmåltid en gang om ugen. Grød er nemt at lave, så du får mere tid med familien, mens aftensmåltidet næsten laver sig selv. Grød er sundt. Særligt hvis grøden erstatter et måltid med kød. Kød, der er rødt i sin rå form – det vil sige kød fra lam, okse, kalv og gris – øger blandt andet risikoen for tyktarmskræft ganske betragteligt. Det viser flere studier. Derudover er en god grød fuld af fuldkorn, vitaminer og mineraler. Endelig er grød billigt. Du kan sagtens lave en lækker grødservering til fire mennesker for en tyver. Det får man ikke meget kød og kartofler for.

 

Spændende grødblandinger

Den nye interesse for grød har gjort det nemmere at finde færdige grødblandinger af høj kvalitet. Mølleriet Aurion i Hjørring fører an med flere forskellige økologiske grødblandinger. Nogle sælges under navne som “Krudtuglegrød”, “Den glade maves grød” og “Altid mæt grød” i gårdbutikker og nogle af Helsams butikker. Du kan finde den nærmeste forhandler på aurion.dk.

Aurion laver også økologiske grødblandinger for supermarkedskæden Irma, der desværre lukker forretningerne udenfor Storkøbenhavn i nærmeste fremtid. Men grødblandingerne kan fortsat købes af jyder, fynboer og andet godtfolk på irmatorvet.dk. Irmas “Grød nr. 1” med speltflager, tranebær, kirsebær, risflager, solbær og mandelsplitter kan absolut anbefales. Det kan “Grød nr. 6” med emmerflager, blåbær, tyttebær, spelt, byg, hasselnødder og havre også.

Hvis du selv vil lave din grød, findes der masser af opskrifter og inspiration på internettet.

 

Grød hitter hos børn

En god grød koges ved svag varme i fem minutter og får et kvarter til at “sætte sig”. Rør gerne en god klat økologisk smør i og servér med frisk frugt eller et surmælksprodukt. En frugtyoghurts syre og sødme passer fortræffeligt til den varme grød.

Grød er som oftest et hit hos børn. Men skulle det knibe, kan du jo altid lokke med pandekager til dessert.

Forrige artikelGuldbrød med cider

Næste artikelDiagnosen skygger for mennesket bag