Der er masser af spændende oplevelser at hente i den danske natur, og sommerferien er et oplagt tidspunkt at gå på opdagelse. Med et nyt website kan du blive guidet til de mest fascinerende dyr og planter samt tage både store og små med på naturbingo.
Når man hører safari, tænker man måske på løver, zebraer, giraffer og gnuer i hobetal. Men natursafari kan være meget andet end et besøg på den afrikanske savanne. For selvom dyrelivet herhjemme byder på færre af de store dyr, er der altså meget at opleve inden for landets grænser.
Lige nu er det et perfekt tidspunkt at gå på opdagelse i den danske natur. Sommerferien er over os, og rekordmange danskere afholder ferien under hjemlige himmelstrøg. Det viser opgørelser over sommerhusleje, som afslører, at danskerne tager sidste års tendens til sig igen i år; selvom det i højere grad er muligt at rejse til Sydens sol, vælger mange at lade være.
[relateredehistorier]
Det giver plads til nye oplevelser i det velkendte, og de oplevelser kan være med naturen. For her kan man altså både finde brune bjørne, stinkende storkenæb og zebraedderkopper.
Mangler du inspiration til oplevelser i naturen, er der hjælp at hente. Naturstyrelsen har nemlig lanceret en ny hjemmeside, som zoomer ind på nogle af de mest opsigtsvækkende dyr og planter i den danske natur. Arterne kan findes på bingoplader, så man kan tage familien med på tur og dyste om, hvem der først finder flest af de forskellige insekter, urter og sommerfugle.
Initiativet kommer, efter mange danskere sidste sommer tog på tur for at komme tættere på de store dyr, og det er altså et forsøg på at rette den store naturinteresse i nye retninger.
– Sidste sommer tog mange danskere på safari i de statslige naturområder efter Danmarks svar på ’Big five’ og gik på jagt efter kronhjorte, vilde heste, bisoner, havørne og sæler. I år kan man skifte kikkerten ud med en lup og gå på opdagelse efter alt det, vi normalt ikke ser ved første øjekast, siger miljøminister Lea Wermelin.
Et eksempel på det er den brune bjørn, som faktisk er en natsværmer med et giraflignende mønster, og som på trods af sine otte centimeter ofte går vores øjne forbi. Natsværmeren er nemlig hurtig på vingerne og derfor nemmest at spotte i de helt tidlige morgentimer, hvor den hviler sig efter en lang nat.
Ud over at være en kilde til sjov og inspiration, glæder den nye hjemmeside miljøministeren, fordi den er en måde at udbrede kendskabet til den danske natur hos både børn og voksne. Noget, hun mener, er vigtigt af særligt én årsag.
– Der er et historisk stort fokus på at give den danske natur bedre vilkår til at blive vildere og mere mangfoldig. Mange vil gerne hjælpe med at passe på naturen, og første skridt er at lære den bedre at kende. Derfor vil jeg gerne opfordre alle til at tage ud i vores fælles natur i sommerferien. Men i stedet for at gå hurtigt igennem den, så giv dig tid – stop op og læg mærke til alt det, der blomstrer og summer netop nu, udtaler Lea Wermelin.
Forrige artikelSukkerholdige drikke linket til øget kræftrisiko
Næste artikelKaffe – farligt eller fantastisk?