Nyheder

Tamiflu er stort set virkningsløs

27. juni 2022

Medicinalindustrien har trofaste kunder, enhver brugtvognsforhandler må misunde dem. I 2005 indkøbte den danske stat for 65 millioner kroner Tamiflu, der nu er afsløret som stort set virkningsløs.

Fugleinfluenza og svineinfluenza bankede på døren i henholdsvis 2005 og 2009. Pandemiskrækken var udbredt, og man indkøbte influenzavacciner i stort tal og præparater som Tamiflu, der både kunne bruges til forebyggelse og behandling af influenzatilfælde. Den danske stat indkøbte for 65 millioner Tamiflu fra producenten Roche i Schweiz, og i 2009 fornyede man lagerbeholdningen.

Tamiflu kunne blot forkorte influenza med en halv dag

Men vi kunne efter alt at dømme have sparet de penge. Engelske forskere fra Cochrane Collaboration har fundet ud af, at produkterne Tamiflu og Relenza højst kan forkorte et influenzaforløb med en halv dag. Det er muligt, at præparatet kan hjælpe meget syge patienter, men ellers raske mennesker, der rammes af influenza, har efter alt at dømme meget lidt ud af Tamiflu.

– Det er på ingen måde muligt, at Tamiflu og Relenza kan forhindre en pandemi, siger Carl Heneghan, professor inden for evidensbaseret medicin på Oxford University, til The Guardian.

Er systemet til for industri eller patienter?

I en leder i British Medical Journal spørger en af redaktørerne, Dr. Fiona Godlee, hvilke konsekvenser resultatet skal have:

“Studiets konklusion bør mane til eftertanke blandt politiske beslutningstagere. Men baggrunden for studiet bør tilsvarende få politikerne til at se de indlysende fejl i det nuværende system. Hvorfor bad ingen om denne type vurdering, før man brugte så store summer på præparatet? Og hvorfor har vi et system til medicin-evaluering og -regulering, der ikke er i stand til at give patienter, læger og politiske beslutningstagere rettidig, pålidelig og uafhængige vurderinger? Man får fornemmelsen af, at det nuværende system i højere grad er til for producenternes skyld.”

Verdenssundhedsorganisationen WHO anbefalede i 2009, at alle lande investerede i store beholdninger af Tamiflu og Relenza, og nu håber de britiske forskere, at WHO omstøder denne anbefaling.

Roche mener fortsat Tamiflu virker

Men producenten Roche holder lidet overraskende fast i, at Tamiflu er et godt lægemiddel mod influenzapandemier. Medicinalgiganten har fået offentliggjort et studie i lægetidsskriftet Lancet, hvor en undersøgelse af 30.000 patienter skulle bevise, at præparatet har reddet liv.

Kilde: Videnskab.dk, BMJ.com

Forrige artikelResistente bakterier i kylling

Næste artikelVegatest: Statusrapport på krop og sind