Problemet med light-sodavand er, at det ligesom almindeligt sodavand indeholder syre, som fjerner emaljen på tænderne og giver syreskader.
– Du mister simpelthen dele af dine tænder, og jo tyndere emaljen bliver, jo mere følsomt og smertefuldt kan det blive, siger præsident i den norske Tandlægeforening Camilla Hansen Steinum til Dagbladet.
Syreskader er specielt udbredt blandt børn og unge. Det viser en ny undersøgelse for den norske Tandlægeforening. Hos de 14-25-årige er der dobbelt så mange, der drikker sukkerholdige drikke sammenlignet med dem over 25.
Samtidigt rapporteres der om langt flere syreskader i dag end for blot 10-15 år siden – særligt unge og fysisk aktive lider af syreskader i tænderne.
De danske tandlæger kender også til syreskaderne. Ud af 400 tandlæger har 98 procent svaret, at de har patienter med syreskader, og næsten tre ud af fire svarer, at syreskaderne er steget de seneste ti år.
– Livet skal ikke være surt. Så jeg plejer at sige: Sodavand er okay. Det er ikke noget problem at bruge 15-20 minutter på at drikke en cola. Men hvis man indtager store mængder af søde læskedrikke over mange timer, udsætter man tænderne for et konstant sukker- og syrebad, siger Freddie Sloth-Lisbjerg, der er formand for Tandlægeforeningen til Ritzau.
Både norske og danske tandlæger er enige om, at det ikke handler om mængderne af syreholdige drikke – derimod handler det om, hvor ofte man indtager sukkerdrikkene.
Kilde: www.bt.dk/sundhed