Ny forskning fra DTU viser, at triclosan, der bl.a. bruges i tandpasta, kan gøre visse bakterier resistente overfor antibakterielle midler.
Der kan være god grund til at læse varedeklarationen på både tandpasta og kosmetik. Det kemiske, bakteriedræbende stof triclosan er på EU’s liste over skadelige stoffer, hvilket betyder at det ikke må bruges i rengørings- og desinfektionsmidler. Men det er pudsigt nok stadig lovligt at bruge i tandpasta og kosmetiske produkter som eksempelvis håndsæbe. Colgate er en producent, der bruger triclosan i en del af sine produkter.
Forskere fra DTU Fødevareinstituttet har udsat bakterien Listeria monocytogenes for forskellige antibakterielle midler såsom brintoverilte, kvaternære ammoniumforbindelser og triclosan. Kemisk er triclosan en såkaldt polykloreret phenoxyphenol, tæt beslægtet med dioxiner.
Listeria monocytogenes findes udbredt i naturen og i tarmkanalen hos både dyr og mennesker. Den kan spredes til mælken via yveret eller til kødet, hvis hygiejnen ved slagtning ikke er god nok. Bakterien kan forårsage en infektion, der forekommer 50-60 gange om året i Danmark. Listerose, som infektionen hedder, er ikke så udbredt, men til gengæld er dødeligheden høj. Den rammer især ældre og andre mennesker med svagt immunforsvar samt fostre hos gravide.
Man udsatte bakterien for doser af de antibakterielle midler, der ikke var høje nok til at slå bakterien ihjel. Undersøgelsen viste, at de overlevende bakterier, der havde været udsat for andre antibakterielle midler end triclosan, ikke udviklede nogen form for resistens. Men de bakterierstammer, som var behandlet med triclosan udviklede en resistens, der betød, at de kunne tåle op til 16 gange så stor dosis antibiotika som normalt.
– Det mest påfaldende er, at bakterierne ikke blev resistente overfor triclosan, men at de til gengæld blev resistente overfor antibiotika. Det betyder, at der er ekstra grund til at være opmærksom på brugen af dette stof. Som det er i dag bliver stoffet brugt i mindre koncentrationer i kosmetik, og forbruget er stigende. Da Listeria-bakterien er vidt udbredt vil den kunne blive udsat for små doser af stoffet i miljøet, og det er disse små doser, der gør de overlevende bakterier antibiotikaresistente, siger Vicky Kastbjerg, der er ansat som post doc ved DTU.
Vicky Kastbjerg håber, at forskningsresultaterne kan øge fokus på triclosan-problematikken på EU-niveau. Hun advarer mod en tendens, man har set de senere år, hvor man bruger antimikrobielle stoffer i støvsugere, køleskabe, nattøj, skærebrætter og andre produkter, hvor det slet ikke er nødvendigt.
Læs varedeklarationen og kig efter betegnelser som “sanitizied” og “antibakteriel behandling”, hvis du vil undgå triclosan og andre antimikrobielle stoffer.