Tantebule i nakken

Jeg har ondt i nakken hver dag. Læste fornyligt om begrebet tantebule – det har jeg også.
Der stod, at tantebule kan afhjælpes med øvelser. Men ikke noget om hvad og hvordan! Jeg får ikke hovedpine, men bare nakkesmerter og træthed i nakken. Jeg sidder på kontor og har gjort det hele mit arbejdsliv. Jeg er 52 år.

Hilsen Tanten


Hovedet hviler på et højt tårn af ryg-, bryst- og nakkehvirvler. De allerøverste nakkehvirvler er ikke meget større i diameter end en fem krone. Og her skal kronen på værket så gerne balancere.

Hovedet vejer 4-6 kg. Det er noget af en kugle ovenpå små hvirvler. Og det er noget af en ba-lancekunst. Og netop balancen er meget vigtig for, at man ikke får nakkesmerter.

Da vores vigtige sanseorgan, øjnene, bor her, har de også indflydelse på denne balance. Man siger, at nakke- og øjenmuskler spiller lidt op til hinanden. Hvis du sidder foran din computerskærm og skal nærlæse noget, så vil du trække hovedet frem, altså, som vi siger, ”stikke næsen frem.” Eller hvis du har tendens til at sidde med rund ryg, i hvert fald runde i det øverste af ryggen, så vil nakken også ”falde sammen”.

Nakke og hals er pakket ind i muskler. Og jo mere du lader hovedet sidde fremme og ikke rigtig får dig rettet helt op, jo kortere vil halsens muskler blive og derved bliver det sværere og sværere at rette nakken op. Det er sådan man får lavet en såkaldt ”tantebule”. Eller bare ondt i nakken.

Du kan udspænde musklerne sådan:
1. Sæt dig lidt ude på sædet af din kontorstol, sid fremme på sædeknuderne, knæene er skilt lidt ad, som om du sidder på en hesteryg.
2. Tag nu en dyb vejrtrækning og lad hagen falde ned mod brystet.
3. Drej så hovedet, så det venstre øre nu peger ned mod (i retning af) venstre skulder. Hvis du ikke synes, det strammer, så tag venstre hånd og læg den op på hovedet nær højre øre. Forestil dig, at du hælder vand ud af øret og ud over skulderen.
4. Husk at slappe helt af i begge skuldre imens. Bid heller ikke tænderne sammen.
5. Byt til den modsatte side.

God fornøjelse

Mvh Tine

1 kommentar

  • Mette siger:

    Kan man få en “tante bule” væk fra nederst på nakken/øverst ryggen??
    Udover der er ømhed omkring den.
    Så er jeg ked af at det er så tydeligt.
    Og er kun 38 år, så syntes det er længe jeg skal døje med den.

  • Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

    Skriv et svar

    Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

    *