Nyheder

Teenagedrenge skader tænderne med syre

7. august 2009

Teenagedrenge er hårdt ramt, når det gælder syreskader på tænderne. Skaderne er ætsninger på tandemaljen, som man ikke kan rette op på, når de først er en realitet.

Det viser en undersøgelse, der er foretaget af Frederiksberg Kommunes Tandpleje, og som præsenteres i Tandlægebladet.

Cola, sodavand og andre læskedrikke formodes at være hovedårsag til syreskaderne – i fagsprog kaldet erosioner.

Drenges tænder er hårdest ramt

Mere end hver syvende af de 12-17-årige i Frederiksberg Kommune har syreskader på tænderne. Problemet ses hyppigst blandt drenge, og skaderne bliver værre, jo ældre man bliver.

Undersøgelsen er foretaget blandt 2.151 af kommunens børn og unge i 12-17-års alderen.

313 af de unge – 14,6 procent – har mindst én tand med syreskader. Fem har så voldsomme skader, at store områder på minimum én tand er helt uden emalje.

Blandt de 16-årige eksempelvis har 7,6 pct. af pigerne syreskader, mens det samme gælder for hele 32,8 pct. af drengene.

Frederiksberg Kommunes Tandpleje arbejder med at forebygge tandskaderne ved at oplyse børn om risikoen for syreskader allerede fra de er 12 år gamle.

Kilde: Tjek.dk

(Oprettet 10. august 2009)

Forrige artikelDine hænder er influenzaens højre hånd

Næste artikelDisse børn mobbes mest

Bliv medlem af Naturli+
helt gratis

 

Få tips og hacks til et lykkeligt liv med naturlig sundhed.

Velkommen du er nu tilmeldt Naturli+ klubben.