Nogle gange, når begavede hjerner sætter sig sammen eller bliver insisterende, kan der flyttes opfattelser og nye landvindinger indfinder sig. Således også i hjerteforskningen, hvor Q10 viste sig at kunne halvere hjertedødsfald.
“Det har jeg da hørt før?” – sådan tænker vi ofte på redaktionen, når nye forskningsresultater popper op på avisforsider eller internetsider. Nogle ting kan måske henskrives under dårlig hukommelse, men mange af de resultater, som vi genkender, når de slås stort op af andre medier, kan henføres til det faktum, at vi ofte beskæftiger os med de første spæde skridt af forskning inden for naturmidler, og derfor rent faktisk har hørt om midlernes mulige virkninger, inden det bliver ‘almen’ viden.
Med et åbent sind og lidt basisviden om kroppen og næringsstoffer er det nemlig ikke svært at forestille sig, at vi gennem vores næring og omgivende natur kan finde rigtig mange løsninger på de skavanker og sygdomme, vores kroppe kan byde os.
Et rigtig godt eksempel er historien om det lille coenzym Q10, der blev opdaget for 57 år siden af Frederick Crane fra Purdue University i Indiana, USA.
At vores kroppe er afhængige af det lille coenzym stod hurtigt klart. Q10 er til stede ved al energiomsætning i kroppen, men hvordan, vi kunne bruge denne viden til noget ekstraordinært, havde alligevel lang vej.
“Naturligt stof kan redde hjertepatienter”, “Kosttilskud kan være med til at redde liv for hjertepatienter” og “First drug to significantly improve heart failure mortality in over a decade”. Overskrifterne i både Danmark og udlandet landede så endelig i år efter års forskning i Q10. Og det var dansk forskning, der for en gangs skyld kom på landkortet. 420 patienter med kronisk hjertesvigt medvirkede i Q-Symbio-undersøgelsen, som strakte sig over en periode på to år og blev styret fra Rigshospitalet.
Halvdelen af patienterne fik 100 mg coenzym Q10 (Bio-Qinon Q10) tre gange dagligt, hvorimod den anden halvdel fik et tilsvarende antal identiske placebo-kapsler. Deltagerne i begge grupper fortsatte med deres lægeordinerede, gængse hjertesvigtsmedicin.
Efter to år var der 43 pct. færre dødsfald relateret til hjertet i Q10-gruppen i forhold til placebo-gruppen, og der var ligeledes en 43 pct. reduktion i alvorlige komplikationer, blandt andet akut hospitalsindlæggelse som følge af forværring af hjertesvigt.
Den danske hjerteforsker, overlæge dr. med. Svend Aage Mortensen fra Hjertecentret, Rigshospitalet, kaldte ikke blot resultaterne positive og lovende – han talte ligefrem om et paradigmeskifte i behandlingen af kronisk hjertesvigt.
Sådanne resultater fortjener overskrifterne, men det mest overraskende for den almindelige presse synes at være, at resultaterne er gjort med et helt naturligt og ufarligt stof som Q10.
Det er også denne indstilling fra omverdenen, der ind imellem gør det svært at forske i netop naturens egne midler. Ikke mindst at samle finansiering til forskningen, da det kan være svært at tage patent på noget, naturen selv har frembragt. Nogle producenter af naturlige kosttilskud tager i stedet patent på fremstillingsmetoder – og hvis et naturmiddel skal virke, er det heller ikke ligegyldigt, hvordan du behandler det. I alt – lige fra fiskeolie til plantekoncentrater – er der virkestoffer, der risikerer at blive ødelagt af især varme og iltning.
Den danske forskning i Q10 er bl.a. støttet af Pharma Nord, der er verdenskendt for deres kvalitetsprodukt Bio-Qinon Q10, og uden producenter, der har mulighed for at støtte forskningen, og forskere, der er villige til at prøve naturlige midler af, ville vi nok ikke kende til den livreddende effekt i dag.
Q-Symbio-forsøgets patienter fik alle den samme lægelige behandling – den, som man pt. vurderer er den bedste ved kronisk hjertesvigt. Den eneste forskel mellem den aktive gruppe og placebogruppen var, at Q10-gruppen fik et dagligt tilskud. Svend Aage Mortensen mener, at forskellen på Q10 og den konventionelle medicin er, at tilskuddet arbejder med de biologiske processer, hvor konventionel medicin hæmmer:
– Konventionel medicinsk behandling fokuserer på at hæmme forskellige hormonale faktorer, som er fremtrædende ved hjertesvigt og som belaster hjertet. Når man tilfører Q10 til den øvrige hjertemedicin, bedres hjertets energiomsætning, og derved får hjertemusklen fornyet kraft og patienten færre symptomer.
Ligesom når andre muskler kan give smerter og få dårligere ydeevne ved Q10-mangel, kan hjertet (vores vigtigste muskel) også lide af Q10-mangel ved hjertesvigt.
– Coenzym Q10 forbedrer hjertets energiomsætning og blokerer for den teoretiske onde cirkel, der opstår ved hjertesvigt. Q10 er et naturligt og umiddelbart sikkert stof, men det har medicinske egenskaber, når det tages tre gange om dagen i en dosis på 100 mg, som vi gjorde i forsøget, siger Svend Aage Mortensen.
En af årsagerne til, at forskerne er rimelig sikre på, at Q10 er et sikkert stof at bruge, er det faktum, at vi selv producerer Q10 i kroppen. I modsætning til andre næringsstoffer er det altså ikke noget, vi som sådan er afhængige af at få fra kosten.
Stoffet dannes naturligt i leveren, og vi får beskedne mængder igennem vores mad.
Men allerede fra 25-års alderen daler niveauet i cellerne, fordi kroppen producerer mindre Q10. Det er højst sandsynligt en af årsagerne til, at vi ikke overkommer helt det samme, når vi rykker op gennem 30’erne og endnu videre mod alderdommen.
Derfor har mange indtil nu brugt tilskud af Q10 som en energi-booster. Og modsat andre stimulanser – koffein og adaptogene planter (ginseng, russisk rod m.v.) – så mister det ikke virkningen efter et stykke tid. Undersøgelser har oven i købet vist, at tilskud ikke nedsætter kroppens naturlige Q10-produktion, så der er ikke tale om nogen form for vanedannelse.
Mens tilskud med Q10 siden opdagelsen primært har været forbundet med at holde energiniveauet oppe, har de senere års forskning gjort os meget klogere på, helt præcist hvor afhængige vi er af et ordentligt niveau af Q10 i kroppen.
Ved meget anstrengende motion og konkurrencesport som f.eks. marathonløb og triatlon kan musklerne tage skade af den store iltomsætning. Der dannes skadelige frie iltradikaler, som udløser oxidativ stress.
Et mindre studie fra universitetet i Granada i Spanien har vist, at Q10 kan forebygge nogle af disse skader. Ved at give tilskud med Q10 før en stor præstation kunne forskerne efterfølgende påvise, at tilførslen nedsatte markørerne for oxidativ stress og inflammation samt udskillelsen af kreatinin, der er de markører, man bruger for at se, om der opstår skader på musklerne.
I et andet forsøg, hvor deltagerne var patienter på kolesterolsænkende statiner, viste Q10 sig at have en markant effekt mod de muskelsmerter, som mange patienter har klaget over. Forskerne kunne måle sig frem til, at statinerne sænkede indholdet af Q10 i musklerne og dermed gav problemer for energiomsætningen her, så musklerne simpelthen ikke kunne få den samme energi ud af kosten som normalt. Denne forskning, som også er dansk, fik forskerne til at pege på, at et tilskud af Q10 nok er en god idé, hvis man tager kolesterolsænkende statiner.
Det fleste af disse forskningsresultater omkring Q10 er faktisk overraskende nye. Mange, der bevæger sig i mere holistiske kredse, hvor læger og andre eksperter beskæftiger sig med sammenhænge mellem kroppen, psyken og næringen, har længe talt om disse effekter. Men der er alligevel år mellem teorierne bliver født i vores hjerner og fra de bliver nævnt første gang, til der er skabt mulighed for forskning og derefter foretaget forskning.
Tag bare den seneste undersøgelse: Q-Symbio, hvor patienter med hjertesvigt fik Q10 og halverede deres risiko for at dø inden for to år. Bare selve undersøgelsen tog to år at gennemføre, dertil kommer der forberedelsen, interessen og helt tilbage: En teori om, at det kan forholde sig sådan.
Når du køber et naturligt middel, afprøver det og fortæller om dets effekter, er du måske medvirkende til at danne nye teorier, der en dag kan bevises i et forsøg? Normalt er det den kemiske medicin, der har alle fordelene og forskningsmidlerne – til gengæld må vi ikke glemme den store indflydelse, vi alle har, når det kommer til at støtte og videreudvikle på naturens midler.
Har du fordel af tilskud med Q10?
Helt generelt kan du have glæde af tilskud med coenzym Q10, hvis du ikke længere selv producerer nok – det vil gennemsnitligt sige efter dit 25. leveår.
Hvis du ikke mærker forskel med almindeligt tilskud af Q10, kan du prøve ubiquinol, der er den aktive form af Q10. De fleste mennesker kan sagtens omdanne ubiquinon til ubiguinol i kroppen, men erfaringen har vist, at nogle ældre og kronisk syge skal have den aktive form. Prøv i 2-4 uger med den almindelige og skift, hvis det ikke har mærkbar effekt.
Er du ryger, har hjerteproblemer, dyrker hård motion eller tager kolesterolsænkende statiner, bør tilskud med Q10 være en del af dit daglige indtag.
Forrige artikelEn farlig glutenfri uden lægeerklæring
Næste artikelSpinat med laks, perlebyg og pocheret æg