Danske forskere har undersøgt rødkløveren og fundet ud af, at ekstrakt fra planten kan nedsætte hormonelle udsving, hedeture og knogleskørhed, hvis kvinder drikker det dagligt. Denne effekt er bl.a. udnyttet i et af de mest populære tilskud til kvinder i overgangsalderen.
Den danske urt – rødkløveren – er udbredt på enge og overdrev, og man har længe vidst, at husdyr, der græsser længe på rødkløvermarker, kan få fertilitetsforstyrrelser. Årsagen er, at rødkløveren indeholder store mængder phytoøstrogener, isoflavoner, som kan påvirke dyrenes egne østrogener.
Det er også derfor rødkløveren kan have en effekt for kvinder i overgangsalderen, hvor kvindens produktion af østrogen falder.
Selve idéen til undersøgelsen fik forskerne, da de i 2010 blev ringet op af en fynsk landmand, Michael Mohr Jensen, der står bag firmaet Herrens Mark, som bl.a. også laver ekstrakt af mælkebøtte. I et samarbejde med phytoterapeut Rikke Goerlich, var han blevet opmærksom på rødkløveren og dens høje indhold af østrogenlignende stoffer.
Michael Mohr Jensen opfordrede forskningslektor Per Bendrix Jeppesen til at undersøge, om et ekstrakt kunne hjælpe overgangsramte kvinder. Og det kunne det:
– De kvinder, som fik ekstraktet, fik i gennemsnit reduceret antallet af svedeture med en tredjedel. Og de svedeture, de havde, var betydeligt mindre intense, så de trivedes bedre om dagen og kunne sove ordentligt om natten. Kvinderne fik derudover stabiliseret deres hormonniveau og hæmmet nedbrydningen af deres knogler, siger Per Bendix Jeppesen, der ledte studiet ved Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitetshospital, Aarhus Universitet.
Til studiet fandt forskerne 60 kvinder, der alle var hårdt ramt af overgangsalder, og som blev delt i to grupper ved lodtrækning. Den ene gruppe blev behandlet med rødkløverekstrakt – den anden fik et placebo-produkt.
Efter tre måneder blev kvinderne undersøgt for ændringer i hormonbalance, knogletæthed og antal og intensitet af hedeture.
I gruppen, der havde fået rødkløverekstrakt, havde kvinderne fået reduceret deres hedeture med 32 procent, og de tilbageværende var betydeligt mindre kraftige. Tallet, der er et gennemsnit, varierede mellem 60 og 20 pct. færre hedeture.
Knoglenedbrydningen i ryggen var bremset op hos gruppen, der fik rødkløver, mens nedbrydningen var betydelig for placebopatienterne. Samtidig var rødkløvergruppens østrogener i bedre balance, hvilket meget vel kan være forklaringen på færre hedeture. Modsat medicinsk hormonbehandling oplevede kvinderne til gengæld ingen bivirkninger. Eneste klage var over ekstraktets knap så gode smag.
Gennem mange år har Bidro med gelé royal været et populært kosttilskud til kvinder i overgangsalderen. Gelé royal er bidronningens føde, og måske en forklaring på, at hun lever flere år, mens en almindelig arbejdsbi lever 1-2 måneder. Hun skal reproducere kontinuerligt gennem sin levetid, så arbejdsbierne laver denne føde specielt til hende. Gelé royal er i hvert fald sprængfyldt med næring og energi, og har i hundredvis af år været forbundet med ungdom, potens og styrke.
I Bidro Til Kvinder er disse egenskaber blevet forenet med rødkløver og salvie. Udover rødkløverens gode egenskaber for østrogenbalancen, er salvie også kendt for at have en positiv effekt mod overgangsalderens gener. Salvie er et af de mest skattede lægeplanter, som har været anvendt som universalmiddel i århundreder, men især har været brugt ved hedeture og natlige svedture. En anden fordel ved kapsler med gelé royal, rødkløver og salvie er selvfølgelig, at man slipper for den mindre behagelige smag af rødkøver…
Nye studier i rødkløver
De lovende resultater fra rødkløverstudiet har betydet, at de danske forskere nu er i gang med at planlægge et større studie, hvor flere kvinder skal deltage over længere tid. Især resultaterne for knoglernes vedkommende giver håb om, at man på sigt kan opbygge en decideret behandling ud fra studierne.
Sådan blev svedeture målt
Hvordan måler man hede- og svedeture? I studiet blev kvinderne udstyret med en helt ny slags sensor, en såkaldt ’svedconductor’, som de fik om håndleddet et helt døgn før og efter behandlingsperioden. Måleren registerede med sensorer, hvor ofte kvinden blev ramt af svedeture, og hvor kraftige de var, gennem hele døgnet.
Kvinderne fik målt mængden af hormonet FSH i blodet inden studiet, så det kunne fastslås, præcist hvor langt henne i overgangsalderen kvinderne var. På den måde kunne forskerne tage højde for, om antallet af svedeture ville være tiltagende eller aftagende uden behandlingen af rødkløver-ekstrakt – altså om der ville være en anden forklaring end ekstraktet på mængden af hedeture.
Forrige artikelKirsten Lehfeldt: Overgangsalderen er livets efterår
Næste artikelDe autoimmune tager over