Krop

Kender du din blodtype?

17. februar 2014

Low carb, stenalderkost, 80-80-20 osv. Der er skrevet mange bøger og solgt en del kurser på forskellige koststile, der alle lover os det samme: En slank og sund krop. Her er et bud på, hvorfor kurene ikke virker ens på alle – nemlig teorien omkring blodtype-kost.


Det er ikke nogen nyhed, men måske en forklaring på hvorfor nogle kure er mere oppe i tiden end andre. For mange af os er det at være slank lig med sundhed. Men du kan sagtens være slank uden at være sund, og du kan også have lidt på sidebenene og alligevel være sund. Men vi kommer ikke uden om, at en tilpas kropsvægt er en af bivirkningerne ved en sund livsstil.

Men hvad er så den rette livsstil?

Her handler det i høj grad om at lytte til sin krop, hvilket lyder lettere, end det er for de fleste. Den moderne livsstil har sat så mange begrænsninger for et naturligt forhold til kroppen, og vi lærer allerede i en tidlig alder at overdøve kroppens protester. Vi skal sidde stille, selv når det gør ondt. Vi skal have hurtig mad, selvom maven efterfølgende brokker sig. Vi skal være længe oppe foran skærmen, selvom vi er trætte osv.

 

Vi ER forskellige

Vi kan alle blive enige om, at vi er forskellige og har forskellige behov, men så er det endnu mere tankevækkende, så ens vi alligevel bliver behandlet og lader os behandle. Vi får den samme medicin ved lægen, vi tyer til de samme diæter, og vi får alle at vide, at en halv times motion om dagen er, hvad der skal til.

Lige for tiden er stenalderkost og Low Carb High Fat (LCHF) meget oppe i tiden: Vi skal tilbage til urmennesket, der levede af meget protein og fedt i forhold til anbefalingerne fra sundhedsmyndigheder. Der er ingen tvivl om, at rigtig mange mennesker er blevet glade for disse former for diæt – de sætter forbrændingen i vejret, og folk, der har været på evige slankekure, oplever pludselig at tabe sig af alt det, de egentlig troede, at de skulle forsage.

 

Blodtype O – jægeren

Vi har her med blodtype O at gøre. Blodtype O er den oprindelige blodtype, og er lige præcis den blodtype, der har allerbedst af at leve, som vi oprindeligt gjorde. Siden urtiden er sukkerforbruget tidoblet og C-vitamin-indtaget reduceret, og det er ikke foreneligt med den oprindelige jæger. Samtidig er kød og fedt ikke det samme som i urtiden. Det kød, vores forfædre spiste, var langt sundere – med færre mættede fedtsyrer, da det stammede fra vildtlevende planteædere.

Det kan altså næsten ikke blive vildt og råt nok, når det handler om blodtype O, der typisk vil reagere positivt på en stenalderkost med vægten lagt på kød og sunde fedtstoffer. Teorien om blodtyperne fortæller også om psykiske forskelle på de forskellige blodtyper – og her kunne en forklaring på, hvorfor en typisk blodtype O-kost er så meget oppe i tiden, ligge gemt. Blodtype O er nemlig en stærk, selvbevist ledertype (jægeren), der gerne stiller sig frem og går forrest. Det kunne være interessant at tjekke blodtypen hos nogle af fortalerne, der lige nu sælger budskaber om stenalderkost og proteinrige kure.

 

Blodtype A – agerbrugeren

I Asien og Mellemøstens bondesamfund i stenalderen udviklede en ny blodtype sig – blodtype A. I modsætning til blodtype O trivedes denne blodtype på vegetarisk kost med kødtyper, der var mere lette f.eks. kylling og fisk. Personlighedsmæssigt adskilte blodtype A sig også – hvor O var den konkurrenceprægede jæger, var A den samarbejdsvillige bonde, der var afhængig af de diplomatiske evner for at overleve i et bysamfund.

Til gengæld kan blodtype A’s hang til perfektionisme og ‘selvgjort er velgjort’ godt give A’er stressudfordringer i det moderne samfund. Derfor er det endnu vigtigere at minde blodtypen om, at de har bedst af rolig motion som yoga og tai chi, hvorimod O’eren bare skal have fyret noget krudt af, når vedkommende rører sig.

 

Blodtype B – blandingen

Mens A og O er hinandens modsætninger, har blodtype B fået lidt af det gode fra begge blodtyper, men minder nok mest om en videreudvikling af blodtype O. B’eren har et robust immunforsvar, og i modsætning til de tidligere blodtyper har blodtype B det oftest fint med mælkeprodukter. Derimod er kornprodukter ikke det optimale for en B’er, især ikke ved helbredsproblemer, ligesom fjerkræ hovedsageligt bør undgås.

Moderat motion som vandreture, svømning og cykling er optimalt for B’er, der også personlighedsmæssigt er kendetegnet ved ord som balance og harmoni. B’ere kan med fordel tillade sig at være kræsne og mærke sig frem til, hvad de har behov for.

 

Blodtype AB – barnet

Den yngste af blodtyperne AB er faktisk mindre en 1000 år gammel, og har faktisk andre spændende lighedstræk med et barn: Det er intuitive mennesker med et følsomt fordøjelsessystem og nogle gange et overtolerant immunsystem. AB er en blanding af A og B, men har også sine helt egne træk. F.eks. tåler blodtype AB godt tomater, som hverken A eller B har godt af. På andre måder har AB nogle træk fra både den og den anden blodtype.

Kosten bør være blandet kød, fisk, korn, grønt m.m. Og i lighed med blodtype A er kaffe faktisk også fint i moderate mængder. Motionsbehovet ligner også A’s – blide og afstressende former i kombination med B’s moderate vandreture og cykling.

 

Fordele og ulemper

Ligesom ved mange andre kostanvisninger, har blodtypekost også sine fordele og ulemper. Det er selvfølgelig aldrig sjovt at læse sig til, at nogle af ens yndlingsspiser ikke er gode for en, modsat kan blodtypekosten forklare, hvorfor forskellige diæter har vidt forskellig effekt på os.

Blodtypekosten handler ikke blot om, hvad der i sidste ende får os til at slanke os – det handler i lige så høj grad om velvære, forebyggelse af sygdomme og lindring af symptomer. Og er der noget, der kan få de fleste til at spise sundere, så er det, når vi mærker forskellen – ikke bare i tabte kilo – men i bedre humør, mere energi og bedring af sygdomme og symptomer.

 

Vil du vide mere?

Der findes masser af bøger om blodtypekost – Peter D’Adamo & Catherine Whitney har skrevet flere – bl.a. ‘Spis efter din blodtype’, ‘Lev efter din blodtype’ og ‘Lav mad efter din blodtype’.

Herhjemme har Knut Flytlie skrevet ‘Mad som medicin og blodtypekost’, hvor han kort introducerer læseren for blodtypekost.

Du kan også søge på blodtypekost eller blodtypediæt på nettet, så kommer der masser af forslag til mere viden – samt mere udførlige anvisninger i kost til de forskellige blodtyper.

 

Forrige artikelMangler du noget? Selen forebygger kræft

Næste artikelSeks gange fairtrade, der gør en forskel