Krop

Hyben dulmer slidgigt

27. juni 2022

Dansk forskning i aktivt stof fra hybenfrugter påviser markant nedsat smerte og stivhed hos patienter med slidgigt i hånden. Der er potentiale for, at alle typer slidgigt kan behandles med hybenpræparater.

Hyben er anerkendt for sit høje indhold af C-vitamin, og det er snart 10 år siden, der blev dokumenteret en smertereducerende effekt af hybenpulver på slidgigt i knæ og hofte hos slidgigt-patienter. Vel at mærke patienter, der var så mærkede af sygdommen, at de var på venteliste til operation for en ny hofte eller et nyt knæ.

Men i en ny, videnskabelig artikel fra en forskningsenhed under Frederiksberg Hospital påvises også god effekt på slidgigt i hånden. Såvel stivhed som smerter blev reduceret hos 90 pct. af deltagerne i forsøget. Samtidig faldt forsøgspersonernes indtag af smertestillende midler med 33 pct., når de fik Lito Hyben fra den danske producent Hyben Vital.

Hos en kontrolgruppe, som modtog placebo, oplevede 36 pct. en reduktion af smerter og/eller stivhed.

Hjælp til alle typer slidgigt

En stor portion af forskningen i slidgigt (osteoarthritis) har knæ eller hofter i fokus. Således altså også i den tidligere forskning i hybenpræparater.

En vigtig årsag til, at de danske forskere undersøgte hybenpulverets virkning på slidgigt i hånden (”den dominerende hånd”, dvs. højre hånd, hvis patienten er højrehåndet, og omvendt), var derfor at undersøge, om også andre typer slidgigt kunne behandles med hyben. De positive resultater får forskerne til at konkludere, at hybenpulver formentlig er virksomt over for slidgigt-lidelser generelt.

Langtidsbehandling nødvendig

Den danske forskning blev gennemført i forskellige, systematisk opdelte faser a tre måneders varighed, og det viste sig at være vigtigt, at hybenpræparaterne blev taget over en længere periode. Først efter omkring 30 dages behandling viste der sig markante resultater, når forsøgspersonerne skulle gennemføre et antal på forhånd fastlagte øvelser og vurdere smerte og stivhed.

Til gengæld kunne der også konstateres en vedvarende, positiv udvikling, når de samme patienter havde fået udskiftet pillerne med et placebo-middel.

Smertebehandling uden bivirkninger

Andre forsøg med hybenkapsler og -skaller underbygger, at frugten styrker brusken og nedsætter inflammation. Smerterne fra slidgigt kommer fra inflammation, der er resultatet af nedbrudt brusk i leddene. Den bedste behandling af slidgigt er derfor, hvis brusknedbrydningen kan hindres, og det er følgelig uhyre positivt, når der opdages stoffer, som kan styrke den sårbare brusk.

Normalt består slidgigt-behandling i høj grad af generelle smertestillende stoffer, som har en række uønskede bivirkninger. Andre, nyere behandlingstyper er stadig meget dyre. Derfor er det en meget god nyhed, når et nyt middel kan dæmpe både symptomer og selve sygdommens årsag, uden at der er nogen bivirkninger.

Nedbrudt brusk kan gendannes

Perspektiverne med hybenpræparater rækker muligvis endda endnu længere. Forskere har isoleret en fedtsyre i hybenpulveret, som ser ud til at kunne gendanne allerede nedbrudt brusk. Fedtsyren, som går under navnet GOPO, kan i laboratorieforsøg både beskytte og genopbygge raske bruskceller. Yderligere forsøg vil vise, om GOPO har potentiale for at gendanne brusk, som er allerede er delvis nedbrudt. Normalt kan bruskceller ikke gendannes som andre celler.

Plantagerne på Langeland

Hyben i pille- eller pulverform markedsføres af forskellige producenter. Hybenbærrene bliver tørret og pulveriseret – både frøene og skallerne.

Lito Hyben, som produceres på Langeland af Hyben Vital, blev anvendt i det omtalte forsøg, fordi det er fremstillet under meget standardiserede forhold.

Hyben Vital var de første i Danmark, som begyndte at plante hyben i egentlige plantager. Producenten på Langeland arbejder også med at udvikle nye sorter af hyben, som har et maksimalt indhold af de stoffer, mennesker har gavn af.

Forskning i større grupper

Frederiksberg-forsøget blev udført på en gruppe bestående af 30 forsøgspersoner, og i konklusionen på den videnskabelige artikel lægges der op til, at der etableres forsøg på endnu større grupper af patienter med slidgigt i hånden. En kvantitativt større undersøgelse vil styrke dokumentationen for hybenpræparaters effekt.

Det bemærkes også, at patienterne i det aktuelle forsøg fik lov til fortsat at tage smertestillende midler. Det betød, at forskerne kunne konstatere et nedsat behov for smertelindring. Men samtidig er det usikkert, hvilken effekt der er i at tage de to præparater samtidig.

Endelig mener forskerne også, det kan være oplysende at teste andre typer hybenpræparater, som er fremstillet med andre metoder end Lito Hyben, så man kan sammenligne virkningen.

Kilde: Rose Hip Powder That Contains the Natural Amount og Shells and Seeds Alleviates Pain in Osteoarthritis of the Dominant Hand – A Randomized, Double-Blind, Placebo-Controlled, Cross-Over Clinical Trial.

Offentliggjort i: Open Journal of Rheumatology and Autoimmune Diseases, august 2013.

Forrige artikelFlere pestcidrester i dansk frugt

Næste artikelMotion i det nye år? Fasthold din motivation