Krop

Kræftforebyggelse: Vitaminer virker!

24. marts 2014

Det er blevet diskuteret igen og igen med mere eller mindre lødighed, om vi skal tage en vitaminpille eller ej, men der er gode grunde til at tage multivitaminer – også på lang sigt, hvor det kan nedsætte risikoen for kræft.

Når overskrifterne på de hurtige medier igen konstaterer, at det er uden effekt eller i værste fald farligt at tage vitaminpiller, ryster mange af os på hovedet. For når især vinteren og det tidlige forår er over os, mærker flere, at det tager noget af trætheden og risikoen for infektioner, når vi får et ordentligt tilskud i god kvalitet.

Nogle af os er oven i købet så modige, at vi kaster os over doser, der er lidt højere end de anbefalede daglige tilførsler, som myndighederne anbefaler – ikke fordi vi har et dødsønske, men tværtimod fordi vi vil mere end bare holde skørbug fra livet.

Undersøgelser tyder på, at valget ikke er helt dårligt, for det er ikke kun på kort sigt – mere energi og færre sygedage – at en multivitamin giver effekt. På længere sigt kan vitamin- og mineralpiller gøre en forskel i forhold til, hvem der udvikler kræft.

 

Amerikanske læger fik multivitamin

Det amerikanske lægetidsskrift JAMA offentliggjorde for halvandet år siden en meget stor og langvarig undersøgelse, som næsten 15.000 læger deltog i.

Igennem 12 år havde forskere fra Harvard Medical School fulgt 14.641 mandlige læger, der havde rundet 50 år ved undersøgelsens start. Physicians Health Study II blev undersøgelsen kaldt, da det var en opfølger til en tidligere undersøgelse af udvalgte vitaminers effekt på hjertekarsygdomme og kræft. Halvdelen af lægerne fik gennem de 12 år udleveret en multivitaminpille til daglig indtagelse, mens den anden halvdel fik en placebo-pille. Hverken forsøgspersoner eller forskerne vidste, hvilke læger, der fik hvad.

Ved undersøgelsens afslutning viste det sig, at gruppen af læger, som havde fået multivitaminpillen, havde 8 pct. færre tilfælde af kræft. Selvom det ikke lyder af meget, gør undersøgelsens størrelse – antal deltagere og år – at resultatet er rimelig sikkert. Og for de 8 pct., der undgår kræft, må man mene, at tallet ikke er ubetydeligt.

Forskerne havde også gjort sig nogle tanker om, at da gruppen af forsøgspersoner tilhørte lægestanden – og dermed havde forholdsvis sunde levevilkår generelt – ville resultatet højst sandsynligt kun blive mere markant, hvis undersøgelsen var lavet med forsøgspersoner, der havde ringere levevilkår.

 

Tidligere kræftsyge fik større effekt

En gruppe af de deltagende læger havde tidligere haft en kræftsygdom, og i denne gruppe viste sig en yderligere positiv effekt af multivitaminpillen, nemlig at deres risiko for at dø af kræft blev nedsat med hele 27 pct. – enten i tilfælde af ny kræftsygdom eller hvis den tidligere kræft havde spredt sig.

Forskerne fra Harward foreslår selv, at undersøgelsen lægger op til mere forskning i multivitaminers virkning over længere tid – f.eks. på mere blandede grupper end amerikanske læger over 50 år, så andre aldersgrupper, kvinder og forskellige etniske grupper, også repræsenteres.

De peger også på, at tilskuddet, der blev brugt gennem alle 12 år, allerede undervejs blev forældet, da der kom nye anbefalinger til f.eks. indtaget af D-vitamin. Et hurtigt blik på ingredienslisten viser, at det heller ikke har været specielt organiske eller letoptagelige vitaminer, som tilskuddet har indeholdt. Denne del har forskerne til gengæld ikke taget med i spekulationerne: Hvorvidt et organisk og letoptageligt produkt kunne give bedre resultater eller virke på en anden måde.

Men det sender da trods alt signaler om, at selv et mindre godt vitamin-produkt kan have effekt på længere sigt.

Kræft på grund af mangel?

Men hvorfor er det så lige, at en multivitamin om dagen ser ud til at kunne forhindre nogle tilfælde af kræft hos gruppen af ældre læger?

Vitaminer indeholder selvfølgelig antioxidanter, der kan forhindre oxidering af cellerne, men det er næppe her hele forklaringen skal findes. Den amerikanske læge og forsker Bruce N. Ames har tidligere forklaret sammenhængen mellem vitaminmangel og kræft ved hjælp af triage-teorien.

Triage-teorien går – lidt forsimplet – ud på, at vores krop bruger næringsstofferne til at holde gang i de vigtigste organer først og fremmest, så – hvis vi ikke får tilstrækkeligt med mikronæringsstoffer som vitaminer, mineraler o. lign. – skubbes andre cellers behov til side, så vi på sigt bliver hurtigere gamle eller f.eks. udvikler kræft. Denne tankegang er i princippet ganske logisk, for hvad er idéen i at bruge ressourcer på at forhindre kræft med en korrekt celledeling, hvis hjertet ikke får, hvad det skal have for at fungere?

Vores kroppe vil og skal altid prioritere de livsvigtige funktioner højest. Det betyder til gengæld, at vi kun har overskud til at mindske ældning og celler med fejl, hvis vi får tilstrækkeligt med næringsstoffer – og det er højst sandsynligt derfor, at vi kan se, at en grøn kost og vitaminer gør en forskel.

 

Får vi vitaminer nok?

Ja, fastslår myndigheder. Nej, mener rigtig mange eksperter, der har beskæftiget sig med området i mange år på den naturlige side af hegnet. Hvis vi alle spiste som anbefalet plus lidt ekstra grønt og havde hang til uforarbejdede fødevarer hevet op af den friske muld, så ville vi kunne fylde vores behov. Men med hånden på hjertet vil de fleste af os nok erkende, at der ind imellem er lidt længere til idealbilledet.

Er multivitaminer så løsningen? Optimalt set burde vi have vores næringsstoffer fra maden. Især fordi specielt mineralerne har det med at modvirke hinanden lidt – så det derfor kan være en ulempe at tage dem samtidigt. Det er der dog løsninger på, med de tilskud som er udviklet i dag. Et eksempel er Super+ total-serien, der indeholder nogle af de bedst optagelige mineraler på markedet. 

Mineralerne er aminosyrebundne, har en bedre biotilgængelighed og er udvalgt efter egenskaber, der ikke generer hinandens optagelse i kroppen.

 

En multivitamin til alle?

En anden udfordring ved at tage multivitaminer er, at det i princippet er utopi at mene, at vi alle har behov for samme dosis. Vi har forskellig højde og drøjde, og så spiser vi forskelligt, ligesom vi i perioder kan have et større behov for at tilføre ekstra næringsstoffer – ved stress, sygdom eller andet, der presser kroppen. Bare inden for den danske befolkning er der stor variation i behovet.

I Super+ total er denne udfordring løst ved at mindske indholdet af nogle vitaminer og mineraler, så det er lettere at tage flere uden at overskride fødevaremyndighedernes anbefalinger i forhold til de vitaminer og mineraler, vi kan få for mange af, eller som danskerne generelt får rigeligt af. Det vil sige, at man kan tage op til tre om dagen, uden at skulle bekymre sig.

Desuden er serien tilsat udvalgte ekstrakter af de såkaldte superfrugter – f.eks. acai, granatæble, blåbær, goji mv. – som især kendetegnes af et stort antioxidantpotentiale, der beskytter vores celler.

 

Den lette løsning

Den amerikanske undersøgelse udmærker sig altså på flere områder – dels ved at påvise en sammenhæng mellem mangel på næringsstoffer og kræft – og dels ved at vise, at selv en ukompliceret multivitaminpille kan gøre en forskel.

At sætte sig ned og lave det store regnskab med hensyn til, hvilke vitaminer og mineraler, man får for lidt af og skal supplere op med, er noget de færreste ville kunne overskue eller få gjort. At tage enkeltvitaminer og mineraler i stor stil og på de rigtige tidspunkter af dagen, så de ikke modvirker hinanden, er ligeså uoverskueligt for mange. Og måske især for de befolkningsgrupper, der ville have allermest glæde af at få tilført tilskud.

Derfor er multivitaminen en let og overskuelig måde at sikre sig, at der i hvert fald bliver suppleret op, så nogle af vores mangler kan imødegås – og det er også en løsning, de fleste mennesker kan få integreret i deres liv.

Kilder:

JAMA. 2012 Nov 14;308(18):1871-80

 

Om studiet

Physicians Health Study II blev publiceret i Journal of American Medical Association, JAMA, online 17 oktober, 2012.

  • Det kliniske studie var sponsoreret af det amerikanske National Institute of Health og udført af forskere på Afdelingen for Forebyggende medicin på Brigham and Women ‘s Hospital, Harvard Medical School i USA.
  • Formålet med studiet var at evaluere effekten af ​​multivitaminer, ved anvendelse af multivitaminpillen Centrum Silver, betacaroten, vitamin E og vitamin C i primær forebyggelse af kroniske sygdomme. Undersøgelsen så på: Reduktion af kræftrisiko, hjertekarsygdomme, aldersrelaterede øjensygdomme og nedsat indlæringsevne.
  • Undersøgelsen startede i 1997 og deltagerne tog i gennemsnit en multivitamin dagligt igennem 12,2 år. I 2011 sluttede forsøget, hvorefter data blev samlet og behandlet.

Læs det fulde studie på: http://jama.jamanetwork.com/article.aspx?articleid=1380451

 

 

 

Den daglige velvære

Et andet studie om multivitaminer, der er publiceret inden for de senere år, handlede om livskvalitet i form af ens kognitive evner og stressoplevelse med og uden tilførsel af vitamin- og mineraltilskud.

210 fuldstændig raske mænd mellem 35 og 55 år blev delt i to lige store grupper, der fik henholdsvis en multivitamin-mineral eller placebo i en måned.

Resultaterne viste en klar fordel ved at tage multivitamin- og mineraltilskud. Der blev observeret mindre stress og mindre træthed samt forbedrede kognitive evner i den gruppe, der fik tilskuddet.

Kilde: Psychopharmacology (Berl). 2010 Jul;211(1):55-68.

Forrige artikelLøb – også i mørke!

Næste artikelDe dyre økokyllinger