Alle former for skønhed kommer indefra. Smuk og vital hud livet igennem kan ligesom et godt humør hjælpes på vej af det, du spiser. Du kan aktivt vælge humørfremmende og vitaliserende fødevarer til dagens måltider, så du stiller byggesten til rådighed for hud, hår og humør.
Der er heldigvis rigtig mange fødevarer, som stimulerer såvel humør som hud, og jeg kan i særlig grad fremhæve fødevarer som bær og grøntsager – specielt agurker, jordbær, fuldkorn, gode jomfruolier, nødder, kerner og fisk.
I det følgende kan du læse om en række udvalgte fødevarer, hvis egenskaber i særlig grad har positiv indvirkning på vores hud, hår og humør. Du kan læse, hvordan de kan anvendes, så du opnår optimal foryngende og livgivende effekt.
Jordbær er en fantastisk kilde til antioxidanter, og mon ikke de fleste mennesker bliver glade af at spise jordbær? De forbindes som regel med sol, sommer og varme. Gennem jordbær får vi også gode beskyttende mikronæringsstoffer, næsten ti gange flere end fra æbler. Indholdet af C-vitaminer i jordbær overstiger langt C-vitaminindholdet i grapefrugter, og de velsmagende bær indeholder desuden stoffet ellagsyre, der kan have en foryngende effekt på huden. Derfor spis endelig løs af jordbærrene nu, hvor det er højsæson i Danmark, men husk at vælge de økologiske, så du undgår uønskede sprøjterester, der let gemmer sig i jordbærrenes lidt nubrede overflade. Du kan spise jordbær i salaten, i frugtsalaten eller blot nyde dem, som de er.
Du kan også lave en opstrammende ansigtsmaske med jordbær. Du skal bruge fem økologiske jordbær, som rengøres og moses med 1-2 spsk. skyr og 1 spsk. almindelig fast honning eller den antibakterielle Manuka honning. Lad blandingen stå i køleskab i 10-15 minutter og påfør den derefter ansigtet. Lad den sidde i 10-15 minutter, mens du hviler dig – gerne liggende – og vask den derefter af.
Du kan også finde opskriften på en lækker sommersalatdressing med jordbær på www.madforlivet.com.
Honning er og bliver en fantastisk fødevare. Den smager ikke alene godt, den er samtidig effektiv som skønhedsmaske. Ikke alene har den antibakteriel effekt, hvis du lider af acne eller urenheder, den holder også på hudens fugt og elasticitet. En honningmaske en eller to gange om ugen er ren nektar for din hud. Har du særligt store udfordringer med uren hud eller har du brandsår eller ar efter operationer, så kan du med fordel anvende den stærkt antibakterielle og helende Manuka honning som en antibakteriel maske.
Agurken er intet mindre end et vidundermiddel, når det gælder opstramning og toning af huden. Agurken indeholder såvel ascorbinsyre som kisel, der har genopfriskende effekt på huden og formår at mindske mørke rande under øjnene. Derudover er agurk formidabel til at tone huden, så porerne syner mindre.
Du kan let og enkelt lave denne skintonic, der udmærker sig ved at være såvel effektiv som billig. En agurk rives ned i et viskestykke eller klæde, og saften presses ud i et syltetøjsglas eller flaske. Gem saften i køleskab under tætsluttende låg, og dup den på huden med en vatrondel hver aften før sengetid. Det virker både rensende og afkølende og gør huden mere elastisk. Agurk virker også basedannende på kroppens balancer, og er derfor velegnet i friskpressede grønsagssafter samt i sommerlige salater.
Granatæbler er, udover at være fyldt med antioxidanter, også rige på plantenæringsstoffer, der nærer kroppens celler, booster immunforsvaret og øger hudens elasticitet og spændstighed. Du kan anvende granatæbler i salater, sammen med rødbeder, bagte auberginer med krydderurtedressing eller i desserter. Du kan også drikke usødet granatæblesaft, det smager fantastisk. Du kan læse mere om granatæbler og finde opskrifter på www.madforlivet.com
Essentielle fedtsyrer er livsvigtige og indtag af de sunde fedtsyrer fra eksempelvis fisk, hørfrø og hampefrø har ikke blot positiv indvirkning på alle dine kropslige balancer og på dit humør, men også afgørende betydning for din huds elasticitet, styrke og sundhed. De er væsentlige at få lidt af hver dag enten gennem kværnede hørfrø i morgenmyslien eller gennem ansjoser i frokostsalaten. Du kan med fordel drysse hakkede valnødder, græskarkerner eller hampefrø over frugtstykker eller over grønsagsretter og salater.
Proteiner er vigtige byggesten for opbygning af alle kropslige celler og funktioner, og dermed også for hud og hårvækst. Indtag af tilstrækkeligt med proteiner gennem maden er derfor endnu en væsentlig faktor for at holde huden smidig og håret tykt. Det kan anbefales at spise proteiner til hvert eneste af dagens måltider.
Det betyder ikke nødvendigvis, at du skal spise mere kød, kødpålæg og mælkeprodukter, men at du med fordel kan vælge flere vegetabilske proteinkilder og eksempelvis kombinere hampeprotein i morgensmoothien, sardiner og æg i frokostsalaten, mandler og frugt om eftermiddagen og fisk, fjerkræ, bønner eller linser til aftensmåltidet.
Lider du af voldsomt hårtab, kan det skyldes mangel på væsentlige aminosyrer, mangel på mikronæringsstoffer, stress eller hormonelle ubalancer. Indtag af en kombination af hampeproteinpulver, hampefrøolie og et multivitamin-mineraltilskud af høj kvalitet hver dag vil hjælpe de fleste.
Citrusfrugter er rige på C-vitaminer. C-vitamin kan fremme hårvækst og -fylde, ligesom det indgår som et væsentligt element i dannelsen af hudens collagen. Collagen er et proteinstof, der afgør din huds elasticitet og struktur. Det er derfor optimalt at spise C-vitaminrige fødevarer og drikke friskblendede smoothies med citrus, spise grapefrugter eller rive skræl af økologisk lime og citron over frokostsalaten. Du må meget gerne rive lidt af det hvide med, det der sidder lige under skrællen, er nemlig supersundt, også for huden.
E-vitamin-familien er nok den gruppe af vitaminer, der har størst betydning for hudens spændstighed. De fedtopløselige E-vitaminer spises bedst gennem økologisk, koldpresset hvedekimolie eller friskpresset hvedegræssaft. Begge dele er den rene eliksir for din hud.
Er din hud særligt belastet eller tør, kan en kombination af hvedekimolie, torskelevertran (Nordic natural cod liver oil) og zink gøre underværker på kort tid. Disse mikronæringsstoffer spiller sammen og understøtter hinanden, så du opnår maximal styrkende effekt ved hudproblemer. Husk at indtage en multivitamin-mineral tablet af høj kvalitet sammen med.
Du kan også med god effekt anvende koldpresset hvedekimolie på særligt tørre hudområder eller på operationsar, ligesom friskpresset hvedegræssaft kan indtages, som det er eller lægges i et kompres på belastede hudområder. E-vitaminerne styrker huden og får den til at hele hurtigere og pænere op. Du kan læse mere om E-vitaminer på www.madforlivet.com
Jomfrukokosolie har mange gode egenskaber såvel indvortes som udvortes, og er derfor god altid at have ved hånden. Det er det bedste fedtstof, du kan stege og bage i, det hjælper dig til en bedre tarmflora og er også suveræn mod tørre slimhinder. Jomfrukokosolie kan hjælpe dig til hvidere tænder og en sundere mundflora. Du skal blot tage 1 spsk. jomfrukokosolie i munden, lige når du er stået op om morgenen, og før du spiser noget eller børster tænder. Kør kokosolien rundt i munden i cirka 20 minutter og spyt den derefter ud. Det renser og er virkelig effektivt.
Du kan også anvende jomfrukokosolien, som den er, til en god ansigtsmaske, og du kan tage 4 spsk. jomfrukokosolie og blande med 1 spsk. honning og anvende det som en effektiv hårkur. Du kan varme det let op i en gryde og gnide det ind i håret. Lad det sidde i håret i 20 minutter og vask så håret i en god shampoo. Kuren nærer håret og får det til at skinne og blive smukt blankt.
Der findes ikke noget smukkere end et smil og ikke noget sundere end et godt grin. Et smil aktiverer i hundredevis af ansigtsmuskler, gør dig smukkere og i bedre humør. Det allerbedste er måske alligevel, at smil smitter. Prøv at lægge mærke til, når du smiler til andre mennesker, så smiler de fleste tilbage til dig. På den måde gør du noget godt for dig selv og andre, for smil aktiverer automatisk de steder i hjernen, som gør dig gladere.
Du kan også med fordel benytte enhver lejlighed til at få et godt grin, for det er i den grad sundhedsfremmende og aktiverer dannelsen af sundhedsfremmende stoffer i hjernen. Du kan hjælpe smilene og det gode humør på vej med en humørsmoothie, der også nærer din hud og dit hår. Rigtig god sommer !
Humørsmoothie
2 prs.
Du skal bruge:
1 kop jordbær
1 kop hindbær
1 stykke agurk
1 lille rødbede
1 banan
Kerner fra ½ granatæble eller usødet granatæblesaft
1 rød grape, skrællet
Lidt friskrevet ingefær
Lidt vanillepulver
½ spsk. jomfrukokosolie (kan udelades)
Lidt mandelmælk og/eller vand, som du bruger til at justere konsistensen med
Sådan gør du:
Det hele blendes grundigt. Du kan fint supplere med 2 spsk. hampefrøolie samt lidt hampeproteinpulver, så har du et fuldtnærende måltid. Husk at blende frugt, bær og grønt først og derefter tilsættes olie og proteinpulver forsigtigt. Vælger du at tilsætte olie, skal du drikke smoothien med det samme.