Nyheder

Ti måder at undgå kræft

5. april 2011

Kræft er en skræmmende sygdom, der synes at ramme i flæng. Vi giver dig ti gode bud på, hvordan du bedst nedsætter risikoen for at få den frygtede sygdom.

Sunde mennesker får også kræft. Det er desværre en sandhed uden de store modifikationer. Vi kender vel alle til kræftramte, hvor sygdommen synes særlig uforståelig. Ham med lungekræft, der aldrig har røget – eller hende med lymfekræft, der altid har været sporty, slank og sund.

 

Men nærlæser man statistikkerne, er der alligevel en nøje sammenhæng mellem livsstil og kræft. En langt mere synlig sammenhæng end ved andre livstruende sygdomme. Så der er faktisk god grund til at lytte til – og efterleve – de ti europæiske kræftråd. Man kan aldrig nogen sinde være sikker på at undgå kræft, så man skal altid tage de nødvendige forholdsregler og bemærke faresignaler, så kræften opdages og behandles i tide. Men hvis du efterlever følgende ti råd, er risikoen for kræft statistisk stærkt nedsat.

 

1: Ryg ikke

Det første råd kommer næppe som en overraskelse. Men rygning er også den væsentligste årsag til kræft og den last, der koster flest menneskeliv om året. Årsagen skal findes i, at de kræftformer, rygning forårsager, er svære at helbrede. Kun ca. fem pct. af lungekræftilfældene kan helbredes. Derudover kan rygning være årsag til kræft i læber, mund, svælg, strube, spiserør, urinblære, bugspytkirtel, nyre, mavesæk og livmoderhals. Hvert år rammes ca. 4000 danskere af lungekræft. Omtrent 90 pct. af patienterne har været aktive rygere.

 

2: Undgå passiv rygning

Ifølge verdenssundhedsorganisationen WHO’s kræft-forskningscenter er passiv rygning at sammenstille med asbestarbejde, når det gælder indvirkningen på helbredet. Hverken voksne eller børn bør opholde sig i rum, hvor der ryges – eller hvor der har været røget.

 

3: Undgå overvægt

Overvægtige får lettere kræft, og kræften er sværere at behandle, hvis patienten er overvægtig.

 

4: Begræns alkoholindtaget

Mænd bør højst drikke to genstande dagligt, og kvinder bør højst drikke én. Overdrevent alkoholindtag øger risikoen for kræft i mundhule, svælg, strubehoved, spiserør, tarm og lever.

 

5: Undgå kræftfremkaldende stoffer

Det giver vel sig selv, eller gør det? For har du egentlig helt tjek på, hvilke stoffer, der menes at være kræftfremkaldende? Det er ikke helt så enkelt, som man kunne tro. Der findes nogle enkelte stoffer, som man med sikkerhed ved, kan virke kræftfremkaldende på mennesker, men der er en del andre stoffer, man har under mistanke. Men blandt de stoffer, man med sikkerhed ved er kræftfremkaldende, findes sod, formaldehyd, cadmium, asbest, aflatoksiner. Det er UV-stråling fra solarier og solen, det er tobaksrøg og det er den såkaldte radonstråling i boliger.

 

6: Spis sundt

Mere frugt, grønt og fuldkorn – og mindre kød fra firbenede dyr

Fuldkorn og grønt fylder godt i maven og bidrager til en god tarmfunktion, mens kød fra okse, svin og lam menes at være kræftfremkaldende – dels pga de stoffer, der skabes ved hård grillning eller stegning, og dels fordi kødet i forvejen indeholder stoffer, der er kræftfremkaldende.

 

7: Bevæg dig

Mindst 30 minutter til en time dagligt

Fysisk aktivitet svarende til rask gang eller hurtig cykling en halv til en hel time dagligt, kombineret med en times mere krævende træning et par gange om ugen, nedsætter risikoen for kræft i tyktarm, bryst, livmoder og prostata betragteligt. Husk, at du godt kan lave den daglige, halve times motion i flere etaper – har du f.eks. 15 minutters hurtig gang til og fra arbejde, dækker det fint behovet.

 

8: Skru ned for solen

Undgå solen mellem kl. 12 og 15 og gå ikke i solarium

Sørg for solbeskyttelse. Hud- og modermærkekræft er desværre blevet de hyppigste kræftformer i Danmark pga. danskernes smag for sol og brun hud. Hvert år får 9000 danskere kræft i huden, og hvert år dør omkring 350 af sygdommen. Det er dog modermærkekræften, der er den farligste. Gå omgående til læge, hvis et modermærke ændrer farve, facon eller danner sårskorpe.

 

9: Kvinder bør blive vaccineret mod HPV

Vaccinen mod livsmoderhalskræft beskytter mod de to typer HPV, der tilsammen er skyld i 70 pct. af alle livmoderhalskræft-tilfælde i Danmark. Det er bedst at få vaccinen før den seksuelle debut, men seksuelt aktive kvinder kan også have glæde af vaccinen. Men husk, at vaccinen ikke er en garanti mod livmoderhalskræft – slet ikke hvis du slækker på den sunde kost og en ansvarlig livsstil.

 

10: Vær opmærksom

Deltag i screening, når den tilbydes. Der er foreløbig screening til bestemte aldersgrupper for bryst- og livmoderhalskræft, men også screening for tarmkræft er på vej. Men lyt til din krop og opfat faresignaler. Der findes kræftformer, der er svære at spotte i tide, men de fleste kræftsygdomme kan opdages i et tidligt stadium, hvis du er opmærksom og reagerer på signalerne. Netop tid kan være altafgørende, når kræft skal helbredes.

 

Kilde: cancer.dk

Forrige artikelTom Kha suppe

Næste artikelSvedtendens