Tibetansk kredsløb med base i Alperne

Af: Malene Tonnung

Foto: Padma

Et kendskab til urter, og hvad de gør ved kroppen, er baggrunden for kosttilskud fra schweiziske Padma. Firmaet har siden starten centreret sit virke om den tibetanske tilgang til kroppen og dens behov. Og det er der kommet nogle ret overbevisende produkter ud af.

For mere end 50 år siden blev naturmiddel-virksomheden Padma grundlagt i Schweiz. Et bjergland, som ikke kun med sine bjergtinder minder lidt om Tibet, men som også var i stand til at rumme de tibetanske munke, der efter flugten fra hjemlandet slog sig ned i Europa.

Men dette er ikke historien om overgreb og folkemord. Dette er en historie om, hvordan opskrifter på effektive urtesammensætninger kan overleve turen fra de fjerne tinder i Tibet gennem store dele af Asien, det meste af Rusland til Østeuropa for at lande i Zurich mere end 200 år efter.

Her var farmaceuten Karl Lutz i 1950’erne blevet fascineret af tibetansk urtemedicin, tankerne og tilgangen bag. Han modtog i 1960 en række opskrifter på tibetansk urtemedicin fra en russer af tibetansk afstamning – Dr. Peter Badmajew. Det skulle blive startskuddet på Padma i 1969 – tibetansk viden om urtemedicin udsat for vestlige fremstillingsmetoder.

Kredsløbsmiddel testet i Vesten

En af de bedst kendte opskrifter, der siden har vundet stor hævd inden for naturmidler, er Padma Plus (tidligere kendt som Padma 28). Mere end 20 urter er her sammensat for at fremme kredsløbet, og midlet er især skattet af folk, der lider af dårligt kredsløb – fra kolde fødder og hænder til smerter i benene ved gang – såkaldt vindueskiggersyndrom.

Men også andre tilstande, som er opstået på grund af dårlig blodcirkulation, påvirkes af urterne – f.eks. inflammation.

En schweizisk meta-analyse fra 2006 ”Treating intermittent claudication with Tibetan medicine Padma 28: Does it work?” bekræfter, at urterne har effekt. Analysen konkluderede en signifikant og klinisk relevant forlængelse af den maksimale gangstrækning med mere end 100 meter efter fire måneders behandling hos 20 pct. af patienterne, der tog Padma 28 i modsætning til omkring 2 pct. af patienter, der modtog placebo.

Tibetanske bedeflag og ro

For Karl Lutz var det dog hele tankegangen i den tibetanske medicin, der var fascinerende. Tibetansk medicin har en del tilfælles med kinesisk medicin og ayurveda. Hvis man kender til tankerne om kølende og varmende urter, der påvirker os forskelligt alt efter, hvilken type vi selv er, eller hvilke svagheder og styrker vi har osv., så går man ikke helt galt i byen. Der er dog mere viden bag, hvis man skal forstå hele filosofien, end vi har til rådighed her.

Ikke langt fra Padmas hovedkvarter i Schweiz ligger det største tibetanske kloster i Europa – mellem bjergsider og alpekøer med bjælder – finder man de karakteristiske bedeflag spændt ud mellem træerne om klostret.

Her mødes man af munkenes gæstfrihed og en klassisk buddhistisk ro og funderen over tilværelsen. Alting hænger sammen – og denne viden gennemsyrer forholdet mellem naturmiddelproducenten og eksilmunkene. Båndene er fortsat store mellem klostrets medlemmer og Padma, som fortsætter med at forske i den tibetanske medicin.

Overbevisende puls-diagnostik

På Padmas hovedkvarter er Karl Lutz forlængst afløst af Dr. Herbert Schwabl, der er biofysiker, og det er fortsat viden og research, som er i centrum for firmaet. Det understreges bl.a. af de endeløse rækker af bogreoler på hele kontoret – uanset hvilken afdeling, man har forvildet sig ind i. Padmas produktsortiment er en del større her i Schweiz, hvor flere af urtemidlerne har status af at være lægemidler.

En tibetansk læge, der kan lave puls-diagnostik, fuldender billedet af en virksomhed, der nok er moderne, men som kender sine rødder. Selv den mest hardcore skeptiker overfor alternative medicinske metoder bliver overbevist om, at han mestrer sit håndværk.

Blot ved at mærke på pulsen kan han fortælle om helt forskellige forhold, som hedeture om natten, tendens til sure opstød, problemer med kredsløb eller noget helt fjerde samt anbefale kost og livsstil, der ville passe bedst muligt til den type patient, han sidder overfor. Det er nemlig ikke kun sygdommen, der diagnosticeres, men hele mennesket, der får sin type bestemt i en puls-diagnose.

Kold eller varm?

I den tibetanske medicin er vi alle sammensat af tre energier fra fem elementer – vand, jord, luft, ild og rum. Det gør os til en type, som man kender det fra ayurveda, der enten er kold eller varm i sig selv, og gerne skal afbalanceres af det modsatte. Forskellige typer har forskellige karaktertræk og tendens til at få forskellige sygdomme, hvis vi ikke er i balance.

Det er her urterne og deres egenskaber kommer ind – de skal nemlig også afbalanceres i forhold til hinanden og de tilstande, de skal have en effekt på f.eks. virke varmende eller kølende. Derfor er tibetansk medicin en hel videnskab i sig selv, men også en videnskab, der via urtemedicinen har bredt sig og vundet indpas i Vesten. Den bedste medicin er trods alt den, der virker.

(Boks)

Ny mental balance

Seneste skud på Padma-stammen er NervoTib, som også er kommet til Danmark nu. Det er urter og mineraler med en balancerende effekt på nervesystemet.

Hvis du f.eks. føler uro i hverdagen, er træt og passiv, men har tankemylder, kan urterne i NervoTib have en balancerende effekt.

Skriv din mening - ikke til spørgsmål, send dem gennem brevkassen i stedet.

Skriv et svar

Husk at krydse af her!Denne anordning er desværre nødvendig, da vores inbox ellers oversvømmes af spam-mails, afsendt automatisk fra såkaldte mailrobotter.

*