Sind

Tid til forandring: Hvad holder dig tilbage?

17. februar 2013

Hvem drømmer ikke ind imellem om et liv med mere eventyr, selvstændighed, sjovere udfordringer og mindre hverdag? Hvordan ved du, hvornår du er nødt til at lytte til drømmen og smide forsigtigheden over bord? Og hvordan tager du mod til dig?

Som en del af mit arbejde er jeg så heldig at beskæftige mig med mennesker, der ønsker at skabe forandringer i deres liv og udvikle sig som menneske. De kommer til mig, fordi de vil fremad, have resultater, og ikke gider ‘vente’ mere på, at der sker noget. Det kan være alt – lige fra at ville have et bedre forhold til familien eller partneren, et bedre selvværd, slippe angst, fobier og uønskede mønstre og vaner – til at de ønsker et konkret skift i tilværelsen: nyt job, flytning, uddannelse eller eget firma.

Uanset om du vil smide cigaretterne, genopdage dit parforhold eller starte egen virksomhed, er der ét træk, som er gennemgående for alle, der søger mig: De drømmer om et andet liv – i det store eller små, på det ydre eller det indre plan. Og det er helt fantastisk at få lov til at være ‘fødselshjælper’ for et menneske, der er ved at tage eller har taget en beslutning om, at NU skal der ske noget.

Ingen garantier – men masser af benarbejde

Forud for at du tager beslutningen om, at NU skal der ske en forandring, ligger der ofte mange, mange timers overvejelser, ærgrelser, dagdrømme, vågne nætter og måske flere tilløb. Spørgsmålet er, hvad der holder dig tilbage?

Ofte vil en større forandring være forbundet med en hel del sommerfugle i maven – det kan være forbehold, der handler om mulige konsekvenser (mister jeg penge, konen/manden, vil det lykkes?). Der følger ingen garantier med en stor forandring, men hvis du tager arbejdstøjet på og gør dit forarbejde, kan du foregribe de værste og mest unødvendige fejltrin ved at bruge denne guide:

Start din forandring

  • 1) Skriv ned, hvad du er bange for.
  • 2) Indsaml praktisk viden: Hvad kræver det, hvad koster det, hvem kan lære mig noget om, hvordan man gør?
  • 3) Forbered “den vigtige snak”: Hvordan vil du præsentere din idé (for konen, familien, chefen, banken…)? Husk at fortælle, hvad du vil opnå med forandringen/din drøm – det er vigtigt, at din evt. ‘modpart’ forstår, hvorfor du vil forfølge din drøm. Overvej evt. hvilke FORDELE, som din modpart evt. kan have af, at du forsøger at realisere din drøm.

At stå alene med forandring, eller…

Når du kaster dig ud i en forandring, kan du meget let føle dig meget alene om det – og for rigtigt mange gør det chancerne for at fuldføre drømmen færre.

Derfor er “den vigtige snak” ovenfor væsentlig, så du ikke tumler rundt med alt for mange forstyrrende tanker om potentielle følger og konflikter, inden du overhovedet er kommet i gang.

Når du bevæger dig længere ind i beslutningsfasen, skal du også overveje, om du behøver at være så alene med dine konkrete tanker og idéer. Det er en stor fordel at inddrage andre, relevante personer i dit projekt – enhver har brug for en væg at spille bold op ad, så at sige. At bolden kommer tilbage og tilbage og tilbage fra stadig nye vinkler.

Som coach deltager jeg bl.a. i iværksætterarrangementer, hvor potentielle iværksættere kan komme hen og ‘vende’ bolden med mig. I første omgang handler det ofte om at høre sig selv sige, hvad projektet handler om – allerede her fanger mange sig selv i eventuelle huller (i idéen, planen, beslutningen, den følelsesmæssige afklaring). Derefter stiller jeg nogle relevante spørgsmål, som hjælper den enkelte til at konkretisere planen, skærpe idéen og få flere perspektiver med. Denne funktion kan venner, familie, kolleger, interessefæller også have – OPSØG DEM – bed dem om deres feedback.

Husk lige faldskærmen…

Når du slipper din drøm fri og deler dine tanker med andre, risikerer du på et tidspunkt, at der ikke er nogen vej tilbage. Alternativet – ikke at forsøge at skabe forandringen og realisere din drøm – er utænkelig. Beslutningen har taget sig selv. Og det er det allerbedste udgangspunkt, du kan have for enhver forandring!

Dette punkt – point of no return – er berusende og skræmmende på samme tid – som frit fald. MEN: Husk lige faldskærmen! Det gør turen og udsigten meget lettere at nyde og overskue…

Igen gælder det om at alliere sig med personer, som kan hjælpe, støtte og bidrage. Det kan være alt lige fra moralsk støtte, viden, erfaring og konkret hjælp til praktisk eller mental ‘træning’. Med coachen som eksempel: Du skal have en hånd at gribe ud efter, når du er ved at snuble, og en hånd, der skubber dig i ryggen, når du bliver for ‘forsigtig’ eller mister modet. GRIB UD efter hjælpen. Det handler om at bruge ALT, hvad der kan trække dig fremad mod dit mål. Læg en plan, hvor du nedskriver henholdsvis, hvilke svære ting du forudser, OG hvem du vil kontakte/hvordan du vil håndtere dem, når de kommer.

Når du har sådan en plan og et arsenal af hjælpere og tricks/viden om, hvordan du klarer de udfordringer, du vil møde – så er det meget lettere at tage skridtet fuldt ud og ikke længere holde dig selv tilbage.

Forrige artikelFyldte pandekage-kurve

Næste artikelHusker du selen?