Sind

Tid til status – med og uden krise

26. januar 2010

Status – uanset om det er den årlige, den over et kapitel i livet eller ved midtvejen – har ofte en snert af krise over sig. Men du kan sagtens lave status uden at være tvunget, faktisk bør vi kigge på livet og vælge, før det vælger for os.

Der bliver gjort status mange steder lige nu. Virksomheder skærer ned eller ruster sig, medarbejdere må finde nye jobs – og måske helt nye fag, miljøet er sat til regnskab, og starten af året er altid oplagt til at tænke over det forgangne. Nåede du det hele – eller lurer der også en krise hos dig?

Krise er et fænomen, som opstår for mange mennesker. En psykisk nedtur. Det kan vise sig forskelligt, lige fra opgivenhed, frustration, indeklemt vrede – til en slags oprør, måske endnu værre end i puberteten.

For mange kommer der pludselig en vending i livet, tankerne, følelserne. Du bliver måske træt af den måde, du lever på. Vil noget andet. Men lader det sig gøre, hvis man sidder godt fast i parforhold måske med børn? Hvor er du selv blevet af i alt det?

Mange frygter situationen, når de mærker, der er optræk til krise. Tænker, at noget er ved at briste. Man skjuler en sådan indre forandring og forstår ikke, hvorfor de tanker og følelser kommer.

Men spørgsmålet er: Kan udsigtet til en krise være et fingerpeg eller en advarsel om et eller andet? Kan det endda være et sundhedstegn? Og i bedste fald: Kan du bruge krisen til noget?

De store spørgsmål i livet

Et stykke inde i voksenlivet opstår ofte spørgsmål som: Har jeg nået det, jeg ville? Er jeg i gang med det, jeg har ønsket mig i livet? Har jeg været de steder og søgt de udfordringer, jeg ønskede engang? Har jeg lært det, jeg gerne ville? Er jeg tilfreds med min dagligdag? Lever jeg i det parforhold, jeg ønsker? Har jeg kærlighed i mit liv? Hvis ikke, kan jeg da gøre noget ved det? Vil jeg? Tør jeg?

Disse spørgsmål svarer for mange nej til. Og skønt de indrømmer, at deres tilværelse føles tom og meningsløs, tror de ikke, situationen kan ændres.

Forandringer er mange så bange for, at de hellere bliver hængende i et utilfredsstillende liv. Man fortsætter, lader som om, alt er i orden, og lever på overfladen. Måske fordi man tror, at handler man pludselig anderledes end ellers, mister man omgivelsernes kærlighed.

Føler du dig låst fast, da kommer du i krise. En del vælger i den situation beroligende piller for at sløre udsynet til det, man ikke tror, man kan opnå. Eller man bryder sammen.

Tør vi gøre en forandring?

Det er ikke nødvendigt at komme i krise, når du bliver bevidst om, at den måde, du lever på, ikke er ønskelig. Forandringer i tanker og følelser kan være noget sundt. Et startskud til, at du begynder at tage dine egne behov alvorligt, gør status og foretager de ændringer, der skal til.

Men at gøre status er gavnligt. Også i parforholdet ville vi have stor gavn af jævnligt at gøre status. Er vi efterhånden blevet en pest for hinanden? Er svaret ”ja”, var det måske tiden at gøre noget ved det i stedet for at tænke: Der er intet at gøre.

Der er altid noget at gøre. En del forudser et skift i livet som en slags afslutning. Man tror, det betyder tab af kærlighed, hvis man begynder at vise andre sider af sig selv. Hvad det bestemt ikke behøver. Hvad nu, hvis det i stedet kunne betyde en ny, god start på et bedre liv?

Tingene bliver, som vi tror, de bliver. Det hele starter i tankerne. Derfor er det vigtigt at arbejde med at styre tankerne mod det ønskede mål.

At gøre status

De færreste gør status uden kriser. Gør man det alligevel, handler man ikke altid efter det resultat, man kommer til. Forandring kan virke skræmmende, fordi mange er låst fast i et bestemt billede af deres liv.

Mange par har opgivet at tale sammen, lige bortset fra samtaler om praktiske ting. Men løses konflikter ikke løbende, vokser de. Det samme gælder med tavsheden omkring ting, der burde være sagt.

Det er ikke nødvendigt at låse sig fast i et liv, man engang har valgt, hvis det ikke mere føles godt. Tal om det, og det bliver mere synligt og mindre farligt. Det bliver mere ”lovligt” at føle det, man føler, og at stoppe med at lade som om. Gennem god kommunikation kan de nærmeste følge med. Det gør det lettere at være i forandring og acceptere hinandens forskelligheder.

Ærlighed – et værktøj til frihed

Vi kan undgå at komme i krise, hvis vi tør være ærlige og slippe skrækken for ikke at have tjek på hinanden. Kriserne kommer, når du viser ét, men føler noget andet. Da er du to i én. To hænder, der tager fat i hinanden og river hver sin vej. Du er nødt til at vælge i dit eget liv, også selv om det kan betyde forandringer.

Forandringer kan være gode og udviklende. Men synker du sammen og nægter at tage valg, da vælger livet for dig. Og så kunne resultatet blive anderledes, end du ønsker. »Hører du til dem, der føjer andre for fredens skyld? Den slags giver bare ikke fred. Kun noget, der ligner.

Du kan føle dig presset og samtidig tro, du gør andre en tjeneste ved at lade som om, alt er i orden. Men at lade som om, er aldrig det bedste. Det er altid det værste. En slags falskhed, der bevirker, at du aldrig får dit virkelige ansigt frem.

Ingen kan livet igennem klare at gå med på noget, de ikke har lyst til. Når man en dag mærker, ballonen er ved at revne, er det tiden at stå af.

Snyd krisen

Det er selvfølgelig ikke let at gøre en stor forandring, når et livsmønster er lagt. Men det er sværere at leve et liv, vi ikke føler for.

Det er muligt at gøre en forandring. Det kan nemmere håndteres, hvis vi ikke forventer, at alt skal være let, men i stedet arbejder på at løse de opgaver, der nu engang bliver vores. Har du i forvejen sagt til dig selv: Det her vil jeg klare på allerbedste måde, da sker det på allerbedste måde.

Vær nysgerrig efter at se, hvad du forandrer dig til – og lev så forandringerne. Alt for mange frygter, hvad der gemmer sig i vores inderste. Fordi vi tror, det ikke er i ærlig udfoldelse, andre ønsker at se os.

Alle har vi et stærkt behov for at udfolde os individuelt uden konstant at tænke på, om andre kan lide os sådan eller ej. Men ingen udvikler sig ens, det ved alle – inderst inde. Handling må der til, så livet ikke går i stå. Gør man forandringen, når livet kører skævt, kommer man måske nok ind i problemer i overgangen. Men det varer ikke ved. Man begynder at arbejde hen imod sine egne mål, skønt det kan give skrammer. De skrammer er dog for intet at regne mod den glæde, det giver at tage hånd om eget liv.

Du kan undgå krise, når du begynder at lytte til din indre stemme. Lyt til din intuition. Den har altid ret. Det vil bevirke, at du hen ad vejen bliver respekteret af andre, og du vil respektere dig selv.

Det er først i det øjeblik, du fortæller dig selv, at du er magtesløs, du kommer i krise. Så længe du ser lys forude, vil du arbejde dig fremad. Da er en krise ikke nødvendig.

På den måde kan du snyde krisen. Lad den finde sig et andet offer. Hvis du bestemmer, at du, ved at tage dine følelser alvorligt, ikke tillader krisen at få tag i dig, er du allerede godt på vej til at undgå den.

Læs flere artikler
Irma Lauridsen er forfatter, foredragsholder og brevkasseskribent. Du kan læse flere artikler på www.irmalauridsen.dk

Forrige artikelKnoglebrød

Næste artikelSikkert at indtage vitaminer, mineraler og kosttilskud