Ved hjælp af en pet-scanner er det muligt at identificere de patienter med svage kognitive problemer, som er i risikogruppen for at udvikle Alzheimers sygdom.
Det viser en undersøgelse offentliggjort i tidsskriftet Neurobiology of Aging.
Svage kognitive problemer er almindeligt forekommende, men langtfra alle udvikler Alzheimers. Derfor vil tidlig identifikation af personer i risikogruppen, og dermed også tidlig behandling, være et væsentligt fremskridt. I undersøgelsen anvendte svenske forskere en pet-scanner til at undersøge niveauerne af amyloid i hjernen hos 21 patienter med svage kognitive problemer.
I en subgruppe med syv patienter, der havde høje niveauer af amyloid, havde alle udviklet Alzheimers, da de igen blev undersøgt to år senere. De øvrige patienter, der ikke havde lige så forhøjede værdier af amyloid, havde ikke udviklet sygdommen.
Kilde: Dagens Medicin