Der sker mange ting med en kvindes krop, når hun går i overgangsalderen. Blandt andet at østrogenproduktionen daler, hvilket kan være en del af forklaringen på, hvorfor tidlig menopause er forbundet til øget risiko for demens i nyt studie. Men livsstil kan afhjælpe problematikken.
Overgangsalderen kan være fyldt med ubehageligheder, og sætter den ind tidligt, ser det altså ud til, at man kan tilføje endnu et minus til listen.
I et nyt studie har forskere nemlig sammenholdt tidspunktet for overgangsalderens indtog med forekomsten af demens blandt mere end 153.000 kvinder i Storbritannien, skriver CNN. Her fandt forskerne, at der var en øget forekomst blandt kvinder, som var gået tidligt i overgangsalder – det vil sige før de fyldt 45 år. Den gennemsnitlige alder for danske kvinder er 51 år.
Forklaringerne bag sammenhængen er endnu usikre, men forskerne spekulerer i, om den dalende østrogenproduktion spiller en rolle. Det er veldokumenteret, at fraværet af østrogen over tid øger oxidativt stress – oxidativt stress opstår, når mængden af frie radikaler overstiger mængden af antioxidanter i kroppen.
Man kan ikke undgå at have frie radikaler i kroppen, da de blandt andet opstår som et biprodukt af cellernes energiomsætning. Men man kan undgå, at de bliver et problem i form af oxidativt stress ved at fodre kroppen med antioxidanter, som man kan få gennem kosten især i form af E-vitamin, betakaroten, C-vitamin og selen.
En teori kan derfor være, at det er en særlig god ide at indtage rigeligt med antioxidanter, hvis man går tidligt i overgangsalderen og gerne vil undgå at udvikle demens, inden man fylder 65 år. Men det er altså indtil videre kun en teori.
Derudover peger Dr. Donald Lloyd-Jones, formand for den amerikanske Hjerteforening, som ikke var involveret i studiet, på, at man kan bruge den tidlige overgangsalder som et tegn og sætte ind med alle de tiltag, som man ellers ved, virker demenshæmmende.
– Præcis ligesom vi bruger andre parametre som markører, skal vi også se tidlig overgangsalder som en indikator på, at der er tale om en kvinde, som er i øget risiko for at udvikle problemer med sit hjerte eller hjerne. Lad os bruge den viden til at sætte ind, hvor vi kan, med kost, fysisk aktivitet, vægtkontrol, rygestop, livsstil og medicin, hvis det er nødvendigt, siger han.