Nyheder

Tidligt tegn på kræft er identificeret

28. februar 2007

Forskere i Kræftens Bekæmpelse har sporet et gen, som driver den tidlige udvikling af kræft hos op mod 30 pct. af alle kræftpatienter. Opdagelsen kan skabe grobund for at udvikle nye metoder, der kan spore kræftsygdomme på et så tidligt stadie, at de vil være nemmere at behandle.

Ved at efterligne den kræftudvikling, som rammer næsten hver tredje kræftpatient, har forskere i Kræftens Bekæmpelses identificeret et gen, som er absolut nødvendigt, hvis en normal celle skal udvikle sig til en kræftcelle. Genet hedder JNK-2. – Vi har opdaget, at hvis vi fjerner genet fra normale celler, så kan vi ikke få dem til at udvikle sig til kræftceller. Det betyder altså med andre ord, at genet skal være der og være aktivt for, at en normal celle kan udvikle sig til en kræftcelle, siger cand. scient. Christina Nielsen, som har stået i spidsen for undersøgelsen. Ny brik i kræftpuslespillet er lagtMed den nye viden er forskerne kommet et skridt videre i at forklare, hvorfor kræft opstår. Forskerne håber, at den ny viden kan skabe grobund for at udvikle nye metoder, som kan bruges til at spore sygdommen på et tidligere tidspunkt, end det er muligt i dag. – Et stort dilemma i kræftbehandlingen er, at sygdommen først bliver opdaget på et fremskredent stadie. Jo mere vi ved om kræftens tidlige udvikling des større bliver chancen for, at vi snart får fingrene i noget, der kan afsløre sygdommen på et tidligt stadie. F.eks. gennem en simpel blodprøve. Det håber vi vores opdagelse kan skabe en stærk grobund for, siger Christina Nielsen. Opdagelsen er netop blevet offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Cancer Research. Arbejdet er foregået under ledelse af ph.d., docent Tuula Kallunki i Apoptose Laboratoriet, Kræftens Bekæmpelse. Kilde: www.cancer.dk

Forrige artikelDanske unge drikker stadig for meget

Næste artikelStop sygdom i at spredes – åben et vindue!