Vores skribenter

Til kamp imod uren hud

Døjer du med uren hud på ryggen og hovedbund? Læs, hvad skønhedskonsulent Tine Juul Andersen foreslår, du kan gøre ved det.

5. juli 2022

Spørgsmål:

Jeg døjer med uren hud på ryggen og hovedbund – tager regelmæssigt kosttilskud samt urtete, så ved ikke hvad jeg mere skal gøre. Jeg har også på ansigtet (men det går op og ned)

Jeg indtager:

Zink
Silica
Shahtavari
D-vitamin
Magnesium
E-vitamin
B12

Drikker brændenældete samt hindbærte. Hvad mangler jeg?

Venlige hilsner S

Svar:

Mange tak for spørgsmålet og jeg vil starte med at sige at jeg synes faktisk det er en virkelig god sammensætning du allerede har valgt.

Hovedbund og ryggen/ansigt kan hænge sammen, men kan også være mere uafhængige – uanset kan det have glæde af de samme ting indefra.

F.eks. kunne ryg og ansigt være primært hormonelt betinget og/eller tørhed – hovedbunden kunne f.eks. være påvirket af meget kalk i vandet, hårprodukter man ikke tåler, for hyppig hårvask i for varmt vand mm.

De tilskud, du bruger, ville jeg foreslå at fortsætte med. Shahtavari skulle bidrage til hormonbalancen, og ansigt/ryg kunne godt være relateret til hormonbalancen. Så i første omgang vil jeg foreslå at fortsætte med det også.

Derudover vil jeg foreslå flere fedtsyrer. Især omega-3, fra f.eks. hørfrø, fisk eller alger, som er med til at transportere hormonerne rundt i kroppen (og meget andet). Men jeg ville også tilføje omega-6 fra kæmpenatlysolie, fordi en af udfordringerne i huden kunne være tørhed, og det ville den kunne hjælpe med indefra.

En multivitamin, som kan suppleres med ekstra A-vitamin, B-vitaminer mm, kan du prøve i en periode på 3-6 måneder, om det ikke vil støtte bredere op på hudens vej tilbage i balance.

Af teer ville jeg i en periode erstatte hindbærteen med en blanding af løvetand (mælkebøtte) og marietidsel. Det vil støtte op om leveren og bl.a. dens evne til at rense, men også til at omsætte fedtstoffer (hvis du allerede er i gang med at blande, kunne du tilføje burrerod og agerpadderokke)

Udefra til huden på ryggen, peeling der ikke kradser – f.eks. enzympeelinger. Og/eller vaske med røllikesæbe og derudover forsøge med en balancerende “tørolie” som f.eks. hybenkerneolie, der både balancerer og reparerer, eller riscinusolie (det samme som castor oil) eller et tyndt lag ren arganolie. Riscinusolie kan du også smøre i hovedbunden. Generelt brug helst ikke for varmt vand, vask ikke for hyppigt og vær opmærksom på, om du benytter de rette plejeprodukter udefra også 🙂

Bedste hilsner 

Tine Juul Andersen

Forrige artikelCreamy dreamy fibercreme

Næste artikel5 tips til at undgå syreskader

Tine Juul Andersen

Skønhedskonsulent
Skribent på Naturli siden 2012.