Tilgivelse – for din egen skyld!

Når du slæber rundt på gammelt nag, er det i virkeligheden dig selv, det går mest ud over. At blive såret er en del af det menneskelige samvær – kun ensomme mennesker bliver aldrig trådt over tæerne.

Kender du følelsen af, at du måske bruger for meget tid på at gå og ruge over nogle ting, der for længst burde være begravet og bilagt? Men du kan bare ikke få over dit hjerte at acceptere – endsige tilgive – den formastelige. Du er ikke den eneste, der kan føle sådan, men det er ingen undskyldning for at blive ved med at slæbe rundt på gammel bagage. Tværtimod ønsker de færreste af os jo at ende som forbitrede, sure og ubarmhjertige medmennesker.

– Vi må indse, at mennesker ikke kan være sammen, uden at vi på et tidspunkt sårer hinanden eller gør hinanden ondt. Vi kan selvfølgelig vælge at forlade mennesker, der sårer os eller at forkaste dem. Men det er i de fleste tilfælde en dårlig måde at behandle en konflikt. Hvis du forlader alle, der sårer dig, ender du med at blive ret ensom til sidst, siger Birgit Petersson. Hun er uddannet læge og familieterapeut og har bl.a. skrevet bøgerne “Misundelse og Kærlighed” og “Tilgivelse”. Tilgivelse betyder, at du er nødt til at reflektere over, hvad der skete og forholde dig til det menneske, der gjorde det. En oplagt grund til at få gang i den dialog, som mange savner i hverdagen.

– Vi skulle jo gerne have dialogen i dagligdagen, men desværre skal mange ud i en form for krise, før dialogen kommer. For så er vi tvunget til det, siger Birgit Petersson.

Forsoning eller tilgivelse

Tilgivelse er ifølge Birgit Petersson en kærlighedserklæring, hvor man slår en streg over det, der er sket.

– Det er vigtigt at lære – at slå en streg over. Der er f.eks. alt for mange ægtepar, der hiver gamle sager op og kaster dem i hovedet på hinanden, når de skændes. Tilgivelse betyder, at du er i stand til at rumme det, der er sket, så du lader være med at smække det op igen.

Tilgivelse er på den måde skridtet videre end forsoning. Hvis du forsoner dig med nogen eller noget, glemmer du ikke det skete, men lærer at leve videre med dem og det, der skete, i fred og fordragelighed.

– Forsoning betyder, at mennesker efter stridigheder f.eks. kan leve sammen på en vej, uden at de behøver være tætte venner. Et mere barskt eksempel er, at vi må forsone os med, at der blev slået mennesker ihjel i koncentrationslejre, men vi må huske det, for at det ikke gentager sig. Så det er en form for tilgivelse – men uden at slå stregen over det skete.

Den gennemførte tilgivelse kan være svær, ikke mindst fordi man skal forholde sig til sine egne svagheder – og tage stilling til, hvorvidt man ikke selv kunne have været den sårende part.

– For eksempel i tilfælde af utroskab, der er du som den sårede part, nødt til at kunne rumme, hvad der er sket, hvis du vil fortsætte i ægteskabet. Du er både nødt til at lave en aftale med din partner om nye regler, men at rumme det, handler også om at erkende, at du måske selv kunne være faldet i og have gjort det samme.

BLÅ BOG Birgit Petersson er lektor og afdelingsleder for Afdeling for Medicinsk Kvinde- og kønsforskning på Institut for Folkesundhed. Hun er uddannet familieterapeut fra Kempler Instituttet. Har autorisation som speciallæge i psykiatri.

Vores egen dommer

Det er lettere sagt end gjort, for mange har endnu sværere ved at tilgive sig selv end andre. Vi stiller høje krav til os selv, og det kan være svært at indse, at vi kan begå fejl eller træffe valg, der strider mod vores moral.

– Tilgivelse er i høj grad også at kunne tilgive sig selv. Hvis vi ikke er i stand til det, kan det i længden give os psykiske problemer. Vores egne krav om ordentlighed og moral rammer os jo ind imellem bagfra, siger Birgit Petersson.

Hun bruger abortspørgsmålet som et eksempel. Hvis du altid har været kategorisk modstander af abort og udtalt dig imod det, kan det være endnu sværere selv at stå i en situation, hvor det kan være en nødvendighed. Hvis du har været. meget fordømmende over for andre, kan det være en bitter pille at sluge selv at måtte træffe valget. – Men du er nødt til at komme videre. Selvom det ikke er rart i situationen, så er det jo også en chance for at blive klogere. Alle har mulighed for at blive klogere. Derfor mener jeg heller ikke, at det er et gode at undgå ubehagelige ting gennem et liv. For det er i krisen, vi bliver klogere og rummeligere.

Birgit Petersson mener ikke bare, at det er dobbeltmoral at tage et nyt standpunkt – tværtimod viser det bare, at vi vokser som mennesker.

– Vi har brug for kriserne, fordi vi alt for let bliver kategoriske omkring forhold, vi ikke har tæt på. Det er jo lettere at dømme, når det er andres fejl eller problemer.

Større tilfredshed

På spørgsmålet om, hvordan vi trækker grænsen og finder ud af, hvornår vi skal tilgive, og hvordan vi kommer videre, hvis vi har svært ved at tilgive, anbefaler hun dialog og samtale.

– Tag det op og diskuter det med andre – venner eller familie. Nogen gange kan det selvfølgelig være så barskt, belastende eller skamfuldt, at du er nødt til at opsøge professionelle. Det kan være en psykolog eller en præst – alt efter temperament. Præster har en religiøs tilgang til tilgivelse, og det har nogen glæde af at bruge.

Vi skal altså lære at tilgive for at kunne leve sammen, alternativet er at blive forbitrede, vrede, sårede og ubarmhjertige. Det er en af grundene til, at Birgit Petersson arbejder med området – hun kan lide at se den forandring, tilgivelse kan føre til for nogle mennesker.

– Man bliver faktisk et mere tilfreds menneske – et mere rummeligt menneske. Det er spændende at se folk gå fra at være forkrampede og tvangsprægede, til at være mere tilfredse. Jeg har lært, at man kan få mennesket til at blomstre.

Lykken for hende selv er at få lov til både at forske, have et lægeliv og have folk i terapi, fordi hun lærer nyt hver dag. Og hun har været tvunget til at se på sig selv og at blive rummeligere.

– Der er selvfølgelig ting, der kan være umulige at tilgive. Store ting som drab og incest for eksempel. Alligevel sker det for nogen. For eksempel mødte moderen til en ung dræbt pige en af hendes drabsmænd. De fik en dialog omkring hændelsen, og hun endte med at tilgive ham. Det er klart, at det langt fra sker altid, når gerningsmænd og ofre mødes, men for nogen gør det altså.

BØGER Birgit Petersson har bl.a. skrevet bøgerne: “Misundelse og kærlighed”, LogR, 2003 “De fire årstider”, om kvinder og seksualitet, LogR, 2002 “Jagten på det sunde liv”, L&R-Fakta, 2000 “Tilgivelse”, Aschehoug, 1999

En værdifuld gave

For flertallet af os bør det være overkommeligt at lære at tilgive, blive modne og mere rummelige – men for nogle kan det være et næsten umenneskeligt skridt.

– Hvis du er blevet udsat for svigt på svigt på svigt – så kan det være svært at give slip og tilgive. Eller modsat reagerer nogle svigtede ved slet ikke at kunne sætte grænser og tilgiver uforbeholdent. Andre er gennem deres opdragelse blevet præget til at være så stolte, at de ender med at blive meget rigide.

Tilgivelse er som sagt en kærlighedserklæring, så i et parforhold er det en central egenskab at besidde.

– I et ægteskab, hvor man ikke er i stand til at tilgive, risikerer parret hurtigt at blive forbitrede og anklagende – og i sidste ende venneløse. Man kan selvfølgelig vælge at gå fra hinanden, men det lærer man sjældent noget af – tilgivelse er en modningsproces.

En tilgivelse kræver selvfølgelig, at den, der modtager tilgivelsen, er i stand til at leve op til de krav, der følger med tilgivelsen. For tilgivelsen skal ikke forveksles med et fripas til at opføre sig dårligt.

– Tilgivelsen er en gave, som den tilgivede bør vise sig værdig til. Men den største gave giver man sig selv ved at tilgive: Evnen til at modnes og vokse sig mere rummelig.