Nyheder

Tilsætningsstoffer: Kunstige eller naturlige?

24. august 2016

Det kan være svært at hitte rundt i det hav af E-numre, der findes i vores mad. Her får du et overblik over de kunstige tilsætningsstoffer, du helst skal undgå, men også de naturlige, du roligt kan fylde i kurven.

 

Lightprodukter

Lightprodukter indeholder mindre energi, end den almindelige udgave af varen. I lightsodavand erstatter man f.eks. det energiholdige sukker med sødestoffer som aspartam. Selvom du dermed indtager mindre sukker, gør det ikke lighprodukterne sundere. Sødestofferne snyder kroppen, så den tror, at den har fået rigtig sukker, og derfor bliver den endnu mere sukker-sulten.
Derfor er det ofte bedre at spise eller drikke den rigtige vare og så skære ned på indtaget.

Kunstige sødestoffer har E-numrene E 950 til E 967.

 

Farvestoffer i slik

Det meste slik indeholder farvestoffer. Noget slik indeholder kunstigt producerede azofarvestoffer, der er mistænkt for at påvirke koncentrationsevnen, give uro i kroppen og give risiko for allergi.

Heldigvis findes der også slik med naturlige farvestoffer, der f.eks. kommer fra rødbeder eller gulerødder.

Undgå E-numrene E 100 og E 180.

 

Overfladebehandling af frugt og slik

Overfladebehandling bruges til at få din mad til at se mere appetitlig og indbydende ud. Når frugterne f.eks. skal vaskes efter, de er plukket, kan den naturlige voks, der sidder på overfladen, forsvinde. Det betyder, at frugten lettere tørrer ud og holder kortere tid. Her bruger man ofte bivoks, som er fremstillet af resterne af bikager til at erstatte den naturlige voks. E-nummeret for bivoks er 901.

I vingummier bruges shellak ofte til at give en blank og modstandsdygtig overflade. Shellak bruges også til at forsegle knaster eller som polish til møbler. Lakken fremstilles af harpiks ved hjælp af en speciel luseart, der sekrerer stoffet. Shellak har E-nummeret 904.

 

Konsistensmidler

Marmelade, bearnaisesauce og kakaomælk har en tyk og cremet konsistens. Det skyldes konsistensmidlerne E 400 til 495. Heldigvis er mange af disse tilsætningsstoffer naturligt fremstillet. Pektin er f.eks. det mest anvendte stof i marmelade, og stoffet er fremstillet af appelsin- og citronskaller. Derfor er det også tilladt at bruge pektin i økologisk marmelade.
Pektin har E-nummeret 440.

 

Sprøjtegifte

Godt nok betegnes sprøjtegifte ikke som tilsætningsstoffer, men det betyder også, at du ikke kan se, om din frugt og grøntsager indeholder sprøjtegifte og pesticider. Derfor er det en god idé altid at vaske varerne, før du sætter tænderne i dem. Frugt og grøntsager kan også have sprøjtegifte indeni, så hvis du vil være helt sikker på at undgå mange sprøjtegifte, så køb økologisk.

 

Kilder:  kemienidinhverdag.dk og Taenk.dk

 

 

Forrige artikelSmør madpakken uden kemi

Næste artikelUnge topatleter dør tidligere