Nyheder

Tinnitus: Hjernen fungerer som lyddæmper

20. marts 2012

Ny behandling har potentiale til at hjælpe millionvis af tinnitus-ramte ved at få hjernen til at holde op med at lave fantomlyde

 

Om lidt bliver her stille…

Det er i hvert fald tyske forskeres ambition for tinnitusramte. Forskere ved det tyske Forschungszentrum Jülich har nemlig fundet en metode, som halverede fantomlydenes intensitet hos 70 % af forsøgspersonerne.

 

Ingen lyd i virkeligheden

Brummen, susen, ringen eller hylen. Disse ord bruges til at beskrive, hvordan tinnitus lyder, selvom der i virkeligheden, ingen lyd er. Bag fantomlyden står de såkaldt auditive hjerneceller, der narrer sin ejermand og giver opfattelsen af, at han eller hun hører en reel lyd.

 

Forskere narrer tinnitus

Ved at spille den samme tone for den ramte, som dennes hjerne selv producerede, narrede forskerne de auditive hjerneceller til at skrue ned for volumen. Det svarer til, at din nabo skruer ned for musikken, hvis du spiller den samme sang. Og han skruer ikke op igen, selvom du slukker. Det er især en gevinst, hvis man lider af tinnitus.

 

Hver sin tinnitus-tone

I praksis foregik forsøget således, at forsøgspersonernes blev matchet med deres egen specifikke tinnitus-tone, som de skulle høre i 4-6 timer hver dag i 12 uger, derefter fik ørerne 4 ugers pause og så kom yderligere 22 uger, hvor personerne periodevis skulle lytte til tonen.

 

Hver tiende dansker ramt

I Danmark har vi ingen nøjagtige tal for, hvor mange der er ramt af tinnitus, for ifølge dansk lov må man ikke registrere folk pga. sygdom. Dog anslår Høreforeningen, at 10 % af danskerne lider af tinnitus i generende grad, hvilket også gælder for England, som vi sammenligner os med.

 

Dyrt at slippe for larm

Lige nu er behandlingen, der kaldes Acoustic Coordinated Reset, eller blot ACR, bl.a. tilgængelig på The Tinnitus Clinic i London, der tager cirka 40.000 danske kroner for at lægge en dæmper på tinnitussen.

 

 

Kilder: telegraph.co.uk, Høreforeningen.

Forrige artikelPas godt på dine bakterier

Næste artikelSådan undgår du forårsforkølelsen