Krop

Tør i munden om natten

Brevkassen er åben! En læser spørger: Hvorfor er jeg så tør i munden om natten?

Foto: Shutterstock
5. april 2023

? Jeg har ikke min livmoder mere. Jeg bliver MEGET tør i munden om natten (osse tungen, som kan blive knastør). Jeg mener, jeg drikker nok væske, så hvad kan det skyldes?

Den 63-årige

! Natlig mundtørhed skyldes oftest, at man trækker vejret gennem munden og ikke via næsen om natten. Herved udtørres slimhinderne og tungen.

For at komme det til livs er det vigtigt at kigge ind i årsagerne til mundåndingen. Er din næse måske blokeret, har du en kæbeproblematik, er det blot en dårlig vane, som du også ubevidst udøver i dagtimerne – eller måske flere ting på en gang. At finde og behandle den rigtige årsag er essentielt.

Min erfaring er, at rigtig mange mennesker har gavn af at træne vejrtrækning gennem næsen også i løbet af dagtimerne. Man kan eventuelt sætte et lille stykke plaster for munden i en kort periode og på denne måde få støtte og opmærksomhed på det. Foruden at afhjælpe de tørre slimhinder giver det en større ro i nervesystemet at trække vejret på denne måde og beskytter dine luftveje, da luftpassagen gennem næsen filtrerer og varmer luften på en anden måde end ved vejrtrækning gennem munden. Derudover giver det mindre snorken, hvilket medfører en bedre søvn og mindre fysiologisk stress i kroppen.

God bedring
Maria Langbak, Naturlægen.com

Forrige artikelBetablokker og Ginkgo Biloba

Næste artikelEr det muskelgigt eller overgangsalder?

Maria Pinderup Langbak

Læge og heilpraktiker
Skribent på Naturli siden 2019.