Ny forskning afdækker, hvordan træning påvirker immunsystemet, så det er bedre rustet til at bekæmpe kræftceller. Det lader nemlig til, at fysisk aktivitet sætter gang i en række reaktioner, der styrker udvalgte immunceller også længe efter, træningen er stoppet.
Træning og fysisk aktivitet er sundt. Det er det på mange måder, og er som sådan langtfra ny viden. Heller ikke når det kommer til risikoen for at dø af forskellige kræftsygdomme. Flere epidemiologiske studier og forskningsartikler har tidligere afdækket, at mennesker, som er fysisk aktive, har en væsentlig mindre risiko for at dø af en række kræftformer, end dem, der lever inaktivt.
Hvad, man dog indtil nu har været usikker på i forskningsverdenen, er, hvordan træningen fysisk mindsker risikoen for at dø af kræft. Altså hvilke mekanismer, der er på spil, og om man kan finde nogen kropslig forklaring på de tendenser, man kan se i samfundet.
[relateredehistorier]
Det har en række svenske forskere nu forsøgt at finde svar på. De har nemlig undersøgt forskellige immunceller og blod hos gnavere der henholdsvis var aktive og inaktive. Og selvom undersøgelsen ikke er foretaget på mennesker, lader det til, at man har afdækket nogle afgørende brikker i forståelsen.
Hvordan træning påvirker kroppen og risikoen for at dø af kræft er en smule teknisk, og vi skal helt ind i det inderste for at forstå sammenhængen.
Immunsystemet er sat sammen af flere mange forskellige celler, hvoraf nogle er særligt gode til at bekæmpe kræftceller og tumorer. Kræftceller, skal det også lige slås fast, er ikke en samlet masse, men mange kræftsygdomme skyldes én bestemt type af de syge celler. Netop disse celler skal især bekæmpes af de krigere fra immunsystemet, som hedder CD8+ T-celler. Det lyder meget teknisk, men tænk på dem som den særlige indsatsstyrke mod kræftcellerne, som blandt andet giver brystkræft.
Den her indsatsstyrke skal naturligvis gerne være så toptunet som muligt, når den skal i krig, og det er her, at fysisk aktivitet kommer ind i billedet.
Forskerne fra Karolinska Instituttet i Sverige undersøgte nemlig, hvordan de her CD8+ T-celler – indsatsstyrken – opførte sig hos gnavere, der enten var aktive eller inaktive. Begge grupper havde kræftceller i kroppen. Indsatsstyrken hos de aktive gnavere var klart mere effektive i forhold til at hæmme tumorvæksten.
For at sikre sig, at det ikke var et tilfældigt fund undersøgte forskerne også, hvad der skete, hvis de hæmmede CD8+ T-cellerne hos de aktive gnavere. I det scenarie voksede tumoren. De prøvede også at overføre CD8+ T-celler fra aktive dyr til de inaktive. Her fandt de, at cellerne stadig var mere effektive i bekæmpelsen af kræftcellerne, hvilket tyder på, at træningen påvirkede cellerne på længere sigt.
Det stod altså klart, at træningen påvirkede kroppens indsatsstyrke mod visse kræftceller. Herefter så forskerne på, hvad der så kunne forklare dette fænomen. På blodprøver fra de to grupper identificerede de klare forskelle i niveauerne af forskellige stoffer. Særligt mælkesyre skildte sig ud. Det tyder altså på, at indsatsstyrken bliver stærkere af at blive udsat for mælkesyre, som dannes ved fysisk aktivitet. Forskerne efterprøvede denne teori med andre analyser, og fandt samme resultat.
At træning er godt er som sådan langtfra ny viden. Men den nye forskning giver altså konkret viden om, hvordan og hvorfor fysisk aktivitet kan være særlig godt, når det kommer til at mindske risikoen for at dø af kræft. Viden, som måske er særlig vigtigt nu, hvor mange lever et meget inaktivt liv. Faktisk er cirka 25 procent af voksne og fire ud af fem unge på verdensplan ikke tilstrækkeligt aktive. Det betyder, at inaktivitet næsten er lige så stor en dræber som rygning.
Forrige artikelKvinders helbred påvirkes af social isolation
Næste artikelTræn med omtanke efter corona