Jo længere vi lever med corona, des mere lærer vi. En af de ting, der kommer mere og mere evidens for, er, at infektionen kan have langt strækkende effekter. Vi har både hørt om det herhjemme, og i udenlandsk forskning bliver det faktum også mere og mere afdækket.
Unge mennesker, der oplever, at de får åndenød af simple opgaver flere måneder efter, at de er blevet raske igen. Voksne mennesker, der dør på en løbetur, efter at have været ramt af corona. En overvægt af patienter, som efterfølgende har betændelse i hjertemusklen.
[relateredehistorier]
Den slags vidste man ikke noget om i starten. Men den nye viden får flere amerikanske læger til at råbe vagt i gevær. En af dem er sportslæge Dr. Jordan D. Metzl fra New York. Han har altid sagt til sine patienter, at det var godt at komme ud at træne efter sygdom, og at det var sundt at få gang i kroppen igen. Den anbefaling trækker han i land, når det kommer til fysisk aktivitet efter en coronainfektion.
Det er en kombination af de enkeltstående tilfælde, hvor nu raske coronapatienter falder om og dør på en løbetur af en blodprop, og forskningsresultaterne, der viser en sammenhæng mellem eksempelvis corona og betændelse i hjertemusklen, der får Dr. Jordan Metzl til at opfordre til forsigtighed.
Han har sammen med andre læger lavet en række anbefalinger til, hvordan man skal gribe det an, når man skal i gang med at være aktiv efter at have været syg. Og en vigtig pointe er her, at anbefalingerne gælder alle – uanset hvor god form, man var i inde, og uanset hvor slemt forløbet med corona har været. Man kan nemlig på nuværende tidspunkt ikke konkluderer, at det er de værste sygdomsforløb, der får de voldsomste eftervirkninger. Faktisk kan mennesker, som har været næsten symptomfri også blive ramt af åndenød, sløvhed, og potentielt farlige virkninger.
Derfor opfordrer han alle til at lytte til deres krop. Selv dem, som ikke er blevet testet, og derfor potentielt kan have været smittet, men uden symptomer. Som han skriver i The New York Times, så kender hver enkelt sin krop bedst, og det er vigtigt for hver og en af os at lytte til dens signaler. Særligt i disse tider.
Dr. Jordan Metzl og de øvrige læger opstiller en række anbefalinger, herunder, at man venter med at gå i gang med at træne, til man er helt symptomfri. Når symptomerne er forsvundet, anbefaler de, at man venter i hvert fald en uge med at tage løbeskoene på, og selv da, så start med at træn på 50 procent af den intensitet, du trænede med inden. Hvis symptomerne vender tilbage, bør du stoppe træningen med det samme.
Har man oplevet smerter i brystet, åndenød eller udpræget træthed under sygdomsforløbet, er det en god ide at opsøge en læge, inden man kaster sig ud i hårdere fysisk aktivitet. Det kan være, at der er betændelse i hjertemusklen, som skal undersøges, inden det er forsvarligt at begynde at dyrke sport eller lignende igen.
De opfordrer også alle til at blive testet for corona, hvis de har den mindste mistanke om, at de kan være smittet, og i samme ombæring tage en snak med lægen om, hvordan man sikkert kan komme tilbage til sit fysisk aktive liv. Han understreger derudover endnu en gang, at det er helt afgørende, at man ikke agerer i strid med kroppens signaler og presser sig selv unødigt efter sygdom. Det kan have fatale konsekvenser.