Nyheder

Træning giver blodpropramte et bedre liv

7. januar 2009

Ny forskning fra Århus Sygehus viser, at personer som er blevet ramt af en blodprop i hjernen kan få et bedre liv.

Selvom man er blevet ramt af en blodprop i hjernen, er livet langt fra forbi. Det viser forskning fra Århus Sygehus, hvor læge Kåre Severinsen fra Neurologisk afdeling har stået bag et stort forskningsprojekt, hvor 42 personer tre gange ugentligt over en periode på 12 uger gik til enten konditræning eller styrketræning hos en fysioterapeut.
De tre ugentlige besøg i fysioterapeutens træningscenter hjalp nemlig patienterne til at kunne gå længere, hurtigere og mere sikkert.
Ca. 12.000 danskere rammes hvert år af en blodprop i hjernen eller en hjerneblødning, og ifølge Kåre Severinsen kan kommunerne bruge den nye viden.
»Kommunerne kan med en beskeden indsats forbedre livsvilkårene væsentligt for de mennesker, der har nedsat funktion efter en blodprop i hjernen. De tilbagemeldinger, jeg har fået fra deltagerne i projektet, viser, at der er stor forskel på, hvad kommunen tilbyder personer med apopleksi. I nogle kommuner er det helt obligatorisk, at patienterne får et tilbud om træning, når de kommer hjem fra hospitalet, mens andre kommuner har ordninger, hvor patienterne selv skal henvende sig. Endelig er der en del kommuner, der kun har meget sparsomme tilbud,« siger Kåre Severinsen.
Træne benmuskler
Både styrke- og konditræning gavner patienterne, og hos de patienter, der styrketrænede, viste det sig, at de kunne træne benmusklerne op til normal styrke.
»Undersøgelsen viser, at man ikke må opgive eller glemme apopleksipatienterne. Selv to-tre år efter blodproppen i hjernen har ramt en patient, kan den pågældende stadig trænes op til en bedre tilværelse. Det er billigt for kommunerne at organisere et simpelt tilbud hos den lokale fysioterapeut, og der er omvendt mange penge at spare, hvis de apopleksipatienterne trænes op til at blive mere selvhjulpne,« siger Kåre Severinsen.
Kilde: Jyllands-Posten

Forrige artikelSilikonestof dominerer i deodoranter

Næste artikelBlodprøve afslører knogleskørhed