Fra modermælk i retning mod familiens mad.
Læs også: Sund og styrkende mad til baby og mor – på budget
Overgangen fra modermælk eller modermælkserstatning til at kunne spise ligesom resten af familien er en vigtig milepæl i din babys udvikling. Det en spændende tid, men det kan også give anledning til en masse spørgsmål. Vi ser på her, hvordan I kan komme godt i gang med den faste føde og samtidig styrke babys sundhed og udvikling.
Det første skridt i at introducere fast føde til din baby er at vente, indtil barnet er fysisk og udviklingsmæssigt klar. Spædbørn bør som udgangspunkt starte på fast føde omkring 6 måneders alderen. Vent gerne, indtil dit barn viser tegn på modenhed, såsom at kunne sidde oprejst med støtte og have kontrol over hovedet og nakken. Dette vil hjælpe barnet med at håndtere fast føde mere sikkert, og det vil hjælpe fordøjelsen til at være klar.
Nogle babyer oplever at blive forstoppede i forbindelse med overgangskosten. Det er mere krævende for fordøjelsen at skulle håndtere fast føde end modermælk og modermælkserstatning. Der skal produceres andre enzymer i bugspytkirtlen og leveren. Derfor er det en god ide ikke at starte for tidligt og også at starte op med små mængder, som øges langsomt i starten.
Når barnet er klar, er det vigtigt at vælge passende fødevarer til introduktion. Start med bløde, letfordøjelige fødevarer, såsom mosede grøntsager og lind grød f.eks. af hirse eller boghvede eventuelt tilsat lidt frugtmos. Begynd gerne med én type fødevare ad gangen, og introducer en ny type ca. hver 3. dag. Så kan barnets fordøjelse følge med, og du kan holde øje med eventuelle reaktioner på fødevarer.
Det er vigtigt at introducere mange forskellige fødevarer hen ad vejen. Det hjælper dels din baby med at få dækket sine behov for forskellige næringsstoffer. Det ser også ud til at forebygge allergi, hvis din baby bliver introduceret for forskellige madvarer fra starten. Det er for eksempel undersøgt, at babyer, der får peanutbutter som en del af overgangskosten, har mindre risiko for peanutallergi senere.
Start med meget tynde og flydende puréer og øg gradvist konsistensen. Det hjælper din baby med at tilpasse sig og løbende med at udvikle sin mundmotorik, som også er vigtigt for udvikling af tale.
Lav gerne din babys mad selv, så du kan justere konsistensen løbende.
Din babys reaktioner og signaler under måltiderne er vigtige. Vær opmærksom på appetit og mæthedsfornemmelse. Hvis din baby viser interesse formaden og er nysgerrig, kan du fortsætte. Hvis din baby derimod viser tegn på afvisning eller utryghed, skal du respektere dets tempo og behov. Se efter, om baby vender hovedet væk eller lukker munden. Det er tegn på, at baby ikke har lyst til mere mad.
Husk også, at det tager tid at vænne sig til nye smage. Fortsæt derfor med at tilbyde forskellig mad, også selvom det ikke lige er et hit den første dag.
At få andre til at bidrage til overgangen fra modermælk til fast føde er en god idé for at lette byrden på den ammende mor og skabe en tættere forbindelse mellem begge forældre og baby.
Deltag i måltiderne
Lad begge forælder deltage aktivt i måltiderne med barnet. Dette kan omfatte madlavning, selve måltidet og rengøringen bagefter. Dette giver begge mulighed for at opbygge en særlig forbindelse med barnet og aflaste hinanden.
Lær om ernæring
Begge kan tage sig tid til at lære om babys ernæringsbehov og sunde spisevaner. Dette vil gøre det lettere for begge at træffe sunde kostvalg og støtte barnets udvikling.
Vær tålmodig og støttende
Overgangen til fast føde kan være udfordrende, og det er vigtigt, at begge forældre er tålmodige og støttende.
Begge kan deltage i beslutningsprocessen om, hvilke fødevarer der skal introduceres, og hjælpe med at skabe en positiv spiseoplevelse for barnet.
Introducér fast føde gradvist
Når du begynder at introducere fast føde til dit barn, er det vigtigt at gøre det gradvist. Start med bløde og letfordøjelige fødevarer som mosede grøntsager og lind grød eventuelt tilsat lidt frugtmos. Start med helt små mængder i form af en til to teskefulde. Dette giver barnets mave og fordøjelse tid til at vænne sig til den nye kost. Efterhånden, som barnet vænner sig til fast føde, kan du introducere større mængder og mere varieret mad, herunder kød, fisk og forskellige grøntsager og frugt.
Følg barnets tegn
Hvert barn udvikler sig i sit eget tempo, så det er vigtigt at følge barnets tegn og behov. Nogle børn vil være ivrige efter at prøve fast føde, mens andre kan være mere tilbageholdende. Vær opmærksom på barnets signaler og reaktioner under måltiderne. Hvis barnet viser interesse og er nysgerrigt, kan du fortsætte med at introducere nye fødevarer. Hvis barnet derimod viser tegn på at være utryg eller afvise maden, skal du ikke presse det. Giv dit barn masser af tryghed ved at sidde med det på skødet til de første måltider.
Sund og varieret kost
Når du introducerer fast føde, er det vigtigt at tilbyde en sund og varieret kost. Dette sikrer, at dit barn får de nødvendige næringsstoffer for en sund vækst og stærkt immunforsvar. Vær bevidst om at vælge mad, der har forskellige smage også for eksempel bitter, surt og med forskellige krydderier tilsat. Jo mere din babys smagsløg vænner sig til fra starten, jo mere sundt og varieret vil det spise senere hen.
UNDGÅ:
Tvunget madindtag
Det er vigtigt at undgå at tvinge dit barn til at spise eller lokke dit barn til at spise mere ved at søde maden. Tvunget madindtag kan skabe en negativ oplevelse omkring måltiderne og føre til en dårlig relation til mad. Hvis dit barn ikke har lyst til at spise en bestemt fødevare, er det bedre at have tålmodighed og servere det mange gange, så dit barn vænner sig til smagen stille og roligt.
Meget forarbejdet mad
Hvide ris, pasta og hvedemel bidrager ikke til dit barns sundhed – tværtimod. Det samme gælder olier, som ikke er koldpressede. Giv dit barn grøntsager og fuldkorn (ikke hele kerner). Brug økologiske koldpressede olier.
For konkret viden om, hvilke fødevarer du må give hvornår og hvor meget.
Sundhed og ernæring spiller en stor rolle i overgangen til fast føde. Det er vigtigt at tilbyde en varieret kost, der dækker barnets behov for næring og som støtter udviklingen og immunforsvaret.
Undgå sukkerholdige fødevarer og forarbejdede produkter. Prioriter økologiske, naturlige og sunde fødevarer for at give din baby en sund start. Tilsæt en god økologisk koldpresset olie, når du selv laver mad til din baby. Olivenolie, kokosolie, hørfrøolie, hampefrøolie er gode at skifte imellem.
Server gerne en lille smule fermenterede grøntsager som en del af maden. Det tager lidt tid at vænne sig til den syrlige smag, så start med meget små mængder. Fermenterede grøntsager styrker den naturlige bakteriebalance i babys tarme, som har stor betydning for immunforsvaret.
Din baby har fortsat brug for sit D-vitamin tilskud. Tidligere anbefalede man jerntilskud til babyer fra 6 måneder. I dag anbefaler man i stedet, at baby kommer i gang med at spise kød og fisk. Hvis ikke I spiser, eller kun sjældent spiser, kød/fisk i jeres familie, så kan et tilskud af letoptagelige jerndråber eller mixtur være et godt valg. Hvis I lever vegansk, anbefales en knust multivitamin til baby fra 6 måneders alderen.
Din baby har i høj grad brug for de vigtige omega-3 fedtsyrer DHA og EPA, der kommer fra fisk og alger. Hvis ikke din baby spiser fisk flere gange om ugen, så kan et tilskud af fiske- eller algeolie være en mulighed.
En sund bakteriebalance i tarmen er afgørende vigtigt for, at din babys fordøjelse fungerer, samt også for immunforsvaret og for hjernen. Du har mulighed for at give tilskud af probiotika/mælkesyrebakterier til din baby.
Få individuel rådgivning omkring kosttilskud til babyer.
At introducere fast føde til din baby er en betydningsfuld fase i barnets udvikling. Det kræver forældrenes opmærksomhed, tålmodighed og støtte. Husk, at det ikke er et mål i sig selv, at din baby hurtigt skal spise store portioner. Det er langt vigtigere at starte stille og roligt op, så fordøjelsen kan følge med.
Hvis store mængder er målet, så kan det være fristende at søde maden med større mængder frugtmos for at få baby til at spise mere. Det kan give udfordringer med at vænne sig til smagen af grøntsager.
Hav i stedet tålmodighed og lad din baby spise små mængder, mens det vænner sig til forskellige smage.