Ny dansk forskning sår tvivl om sundheden i fisk. Nu foreslår forskerne, at fisk øger risikoen for blodpropper.
Siden 1970’erne har anbefalingen ellers været, at især fed fisk mindsker risikoen for hjertekarsygdomme. De aktuelle anbefalinger fra Fødevarestyrelsen er, at vi bør spise 200-300 gram fed og mager fisk om ugen. Det er blandt andet fiskenes indhold af sunde omega 3-fedtsyrer, der er den væsentligste årsag til anbefalingen.
Men nu sår ny forskning altså tvivl om det velkendte og velfunderede råd.
Forskerne fra Aalborg har taget blodprøver hos 535 grønlændere i alderen 50-69. Deltagerne i undersøgelsen tilhørte dermed alle den aldersgruppe, hvor risikoen for blodpropper i hjertet statistisk er størst. Samtidig havde man bedt dem udfylde detaljerede spørgeskemaer om kostvaner.
Resultatet blev det modsatte af det forventede.
– Vi har målt inflammationen i blodet hos grønlændere, og resultatet er stinkende sikkert: Den traditionelle grønlandske kost med masser af fisk øger inflammation. Det stik modsatte af det, vi forventede. Inflammation og blodpropper i hjertet hænger sammen. Jo mere inflammation, jo højere forekomst af blodpropper,” siger Stig Andersen, der er forskningsansvarlig overlæge og leder af Center for Grønlandsforskning på Aalborg Universitetshospital til Jyllands-Posten.
Forskningsprojektet blev udført med hjælp fra Herlev Hospital og Københavns Universitet.
Forskerne målte på to markører for betændelsestilstande (inflammation), YKL-40 og hsCRP, og det viste sig – højst overraskende – at grønlændere, der primært levede af fisk, sæl og hval havde mere inflammation i kroppen end grønlændere, der i højere grad levede af importeret mad. Selv når forskerne korrigerede tallene for BMI, køn, alder, rygning og alkoholforbrug, der alle kan have betydning for inflammation, øgede den fiskerige kost tilsyneladende inflammationen.
– Selvom der i de sidste 40 år er lavet utallige undersøgelser om fiskeolies forebyggende virkning på blodpropper i hjertet, er der aldrig fundet et entydigt bevis på, at det har en effekt. Måske er det her med, at fede fisk beskytter mod hjertekarsygdom en skrøne, siger Stig Andersen til Jyllands-Posten.
Forskningschef i Hjerteforeningen, Gorm B. Jensen, er dog ikke så sikker på de nødvendige konsekvenser af undersøgelsens konklusion.
-Resultaterne er spændende fund, men der er stadig langt fra, at man finder såkaldte inflammatoriske markører til selve sygdommen. Jeg mener ikke, der er grundlag for at ændre på rådene om at spise fisk, som vi siger i de gældende kostråd. Hvis vi skal ændre på dem, så skal der foreligge undersøgelser, der direkte påviser blodpropper og dødsfald, og det er jo ikke tilfældet, siger Gorm B. Jensen til dr.dk.
Forskerne skal nu til at undersøge, om der kan være andre årsager til den øgede inflammation. Det kan f.eks. være forurening af de grønlandske fisk, der er den egentlige årsag.
I mellemtiden må vi tage undersøgelsens resultater med et gran salt. Det skulle være mærkeligt, om et enkelt forskningsprojekt baseret på 535 grønlændere kan lægge 40 års forskningsresultater i graven. Selvom der aldrig har været ført endegyldigt bevis for fiskeoliens gavnlige effekt mod hjertekarsygdomme, er der dog en række ret kraftige indikationer i den retning.
Kilder: jp.dk, dr.dk, altomkost.dk
Forrige artikelFedme behandles bedst af tykke læger
Næste artikelRødt kød øger risiko for type 2-diabetes