Nyheder

Udendørsarbejdere skal passe på sol og tobak

19. juni 2009

Arbejdsdagen startede usædvanligt for kirkegårdsgravere, grønne bude og andre københavnske udendørsarbejdere, som i dag fik besøg af 3F’s sundhedsbus. I samarbejde med Kræftens Bekæmpelse og Folkesundhed København ønsker de at sætte fokus på sol og tobaksrøg, som udgør nogle af de store risikofaktorer for udendørsarbejderes helbred.

Første stop på sundhedsbussens rute var Bispebjerg Kirkegård, hvor gravere og gartnere i morges kunne få gode råd om rygestop og solbeskyttelse. Herefter gik turen videre til Vestre Kirkegård i Valby og sluttede af hos De grønne Bude på Gammel Torv i København.

-Med den her event forsøger vi at få fat i mændene og særligt dem, som arbejder udendørs.

Kvinderne har været hurtigere til at tage budskaberne om solbeskyttelse til sig end mændene. Mænd går ikke så højt op i deres hud, krop og udseende, siger Anja Philip, der er projektchef i Kræftens Bekæmpelse.

Men det har de god grund til at gøre. Mange timer udendørs hver dag øger risikoen for hudkræft og statistikken viser, at udendørsarbejdere oftere får læbekræft end ansatte i andre erhverv.

Sundhed på arbejdspladsen Arrangementet sker i anledningen af, at det i denne uge er Men’s Health Week, hvor mændenes sundhed er i fokus. Fokus er i år mænd og kræft.

-To tredjedele af medlemmerne i 3F er mænd, som næsten alle sammen har udsatte jobs og derfor udgør en særlig sårbar gruppe. Derfor er det vigtigt, at 3F deltager aktivt i ugen, udtaler næstformand i 3F Jane Korczak og forsætter:

-Arbejdspladsen er omdrejningspunktet for vores medlemmers hverdag, så ved at gøre en indsats her, kan vi virkelig rykke og få skabt opmærksomhed omkring problemet. Det er vigtigt, at flere mænd bliver opmærksomme på deres helbred og får lyst til at leve sundere.

Arrangementet giver udendørsarbejderne mulighed for at få en snak med solambassadører fra Kræftens Bekæmpelse og professionelle rygestoprådgivere fra Folkesundhed København.

Der vil blive uddelt kasketter, læbepomader med solfaktor, forskellige former for materiale, kolde drikkevarer m.m. Derudover kan rygere få foretaget en kuliltetest og høre mere om gratis rygestopaktiviteter i København.

Men's Health Week er en international sundhedsuge for mænd. Kræftens Bekæmpelse og en række organisationer arrangerer i uge 25 aktiviteter for at skabe opmærksomhed om mænd og kræft.

Mænd har en større risiko for at få stort set alle kræftsygdomme, og antallet af mænd med prostatakræft er steget markant. Derudover kan mænd blive bedre til at reagere på symptomer og opsøge læge.

Kilde: cancer.dk

(oprettet 22. juni 2009)

Forrige artikelCøliaki – glutenintolerans

Næste artikelHvilken stress-type er du?