Nyheder

Udenlandske badedyr med ftalater

12. juli 2010

Hvorfor ikke forkæle ungerne med et oppusteligt badedyr i udlandet? Fordi mere end hvert tredje er fyldt med de hormonforstyrrende ftalater.

At ligge og drive på en luftmadras eller hoppe ud på en vild krokodille – baderinge, badedyr og madrasser er populære ved de europæiske feriesteder, så selvfølgelig kan du få vandlegetøjet i alle former, farver og afskygninger.

Men producenterne er knapt så bekymrede for børnenes sundhed, som vi kunne ønske. Faktisk viser en undersøgelse, som det tyske TÜV Rheinland har lavet, at mere end hvert tredje badedyr indeholder hormonforstyrrende kemikalier.

Ulovlige badedyr

De testede badedyr blev købt direkte på stranden ved populære feriesteder i Frankrig, Italien og Holland. Selvom legetøj til børn under 14 år ikke må være blødgjort med seks navngivne ftalater, indeholdt over en tredjedel af badeudstyret altså høje niveauer af netop ftalater.

– Det er bekymrende, at så mange produkter ikke lever op til lovgivningen. Specielt når man tænker på, at børnene putter badelegetøjet i munden, f.eks. når de skal puste dem op, siger miljø- og sundhedsfaglig medarbejder Maria Hansen fra Informationscenter for Miljø & Sundhed.

Derved kan børnene optage kemikalierne fra deres badedyr. De navngivne ftalater er enten anerkendt hormonforstyrrende eller mistænkt for at være det – ligesom kemikalierne kan virke kræftfremkaldende.

Farlige badedyr

Badeudstyret blev også testet for, om de levede op til EU’s sikkerhedskrav til legetøj, hvilket hver anden faktisk ikke gjorde.

Bl.a. indeholdt nogle badedyr små dele, der kunne rives af og dermed sluges – til fare for mindre børn. TÜV Rheinland fandt også såkaldte baby-svømmestole, der er ulovlige at sælge i EU. Derfor pointerer de også i undersøgelsen at badedyr og -udstyr ikke har betydning for badesikkerheden, men kun er til legebrug.

Hvordan du finder badedyr

Gode råd, hvis du er på udkig efter badedyr, men gerne vil undgå ftalater:

– Lad være med at købe badedyr af PVC – eller vinyl, som det også kaldes. Udover at udgøre et miljøproblem er PVC ofte blødgjort med ftalater.

– CE-mærket fortæller, at produktet opfylder EU’s lovgivning, så se efter mærket.

– Det er kun i Danmark, at vi har et totalforbud mod ftalater i legetøj til børn under tre pr. I EU i øvrigt er det kun de seks navngivne ftalater, der er forbudt.

– Skal du bruge svømmevinger, kan du købe dem i PE-plast.

– Du kan kigge efter svømmeudstyr af skumgummi.

Kilde: Miljoeogsundhed.dk

(Oprettet den 13. juli 2010)

Forrige artikelVitaminer får medløb af forskningen

Næste artikelHjælp dit barn med at passe ryggen

Bliv medlem af Naturli+
helt gratis

 

Få tips og hacks til et lykkeligt liv med naturlig sundhed.

Velkommen du er nu tilmeldt Naturli+ klubben.