Udrensende tang: Kan det virkelig spises?

Redaktionen

2. juni 2013

Ja, tang er meget mere end det, vi møder på stranden og måske ikke har den store kærlighed til. Faktisk er det en rigtig god ide at inddrage tang i kosten, hvis du ikke allerede har gjort det. Tang har gode afgiftende egenskaber, men bruges også som geleringsmiddel i fødevarer, kosmetik, cremer og tandpasta.

Modedille?

Tang i madlavningen er blevet mere udbredt de senere år, men for de fleste nok mest i forbindelse med sushi. Den populære nordiske mad anvender dog også tang, men er det så banebrydende nyt at bruge tang i maden? Nej, må det korte svar være. Arkæologiske fund viser, at tang er blevet brugt som føde i Chile og Japan 12.000 f.Kr. Men også i Europa har tang i kystområderne indgået i kosten. Alligevel er tang ikke så udbredt i de danske køkkener, men det er måske ved at ændre sig?

Efter at have læst bogen ‘Tang – Grøntsager fra Havet’ og snakket med bogens forfatter Ole G. Mouritsen, er det tydeligt, at han med sin store viden inden for området gør meget til at udbrede budskabet om at bruge tang i madlavningen.

Hvad er tang?

Noget af det første Ole G. Mouritsen gerne vil slå fast er, at tang er en meget bred fælles betegnelse for alger. At bruge betegnelsen tang er det samme som at bruge betegnelsen planter om alt fra træer til gulerødder. Tang-arter er meget forskellige.

Men tang er alger, og alger findes både i ferskvand, saltvand og på landjorden. Tang adskiller sig fra planter ved, at de ikke har blomster, frø eller slår rødder. De kan flyde frit i vandet eller fæstne sig til klipper og sten. De optager næring direkte fra vandet og slår derfor ikke rod. Tang er for havet, hvad buske, skove og krat er for landjorden. De sørger for ilt til omgivelserne og er levested for mange organismer.

Tang – et overflødighedshorn af næring

Tang har et stort indhold af vitaminer f.eks. A-, B-, C- og E-vitaminer. For veganere og vegetarer er det værd at bide mærke i, at tang også indeholder B12, som ellers kun fås fra animalske produkter. Tang har ligeledes et højt indhold af mineraler som jod, calcium, magnesium, jern, kalium, fosfor, natrium og klor. Spormineralerne selen, zink, kobber, krom, molybdæn og mangan får man også ved at spise tang. Og ikke nok med det – tang er en god kilde til klorofyl, fibre, proteiner (herunder essentielle aminosyrer) samt sunde fedtsyrer, særligt omega-3. Indholdet af stofferne er afhængig af tang-arten.

Set i lyset heraf er det ikke svært at forstå, at den traditionelle japanske og kinesiske medicin har brugt forskellige typer af tang til at behandle sår, ormeinfektioner, forkølelse, gigt, tuberkulose og mange andre ubehageligheder.

Tørret tang = frisk tang

Ja, det lyder som en selvmodsigelse, men ikke desto mindre hænger det sådan sammen. Vi skal væk fra tankegangen med at friske råvarer er bedre end tørrede, når det gælder tang, siger Ole G. Mourtisen. Tang er nok den eneste fødevare, som kan tørres og herefter blødes op og så være næsten lige så frisk, som da den blev høstet. Det trick kan ikke gøres efter med soltørrede tomater!

Får man for meget jod af at spise tang?

Flere tangarter har et pænt indhold af jod – eksempelvis kombu-tang, som er den mest jodholdige tang-art. Jod er nødvendigt for, at stofskifteprocesserne i kroppen fungerer. Ved jodmangel hæmmes skjoldbruskkirtlens funktion, og der kan opstå struma, træthed, depression samt lavt stofskifte; ofte med overvægt til følge.

Overdosering af jod kan ligeledes hæmme skjoldbruskkirtlen. Derfor skal man naturligvis tænke over, hvor meget tang man indtager – særligt, hvis man har problemer med skjoldbruskkirtlen. Men man skal ikke afholde sig fra at spise tang pga. jodinholdet. At vi på den konto kan have forbehold over for tang, hænger sammen med manglende kendskab og erfaring med tang, siger Ole G. Mouritsen. Vi skal tilberede det rigtigt og veksle mellem de forskellige slags.

Indholdet af jod mindskes ved at koge tangen og smide kogevandet væk. Modsat kombu-tang indeholder nori-tang næsten ingen jod. Som sidebemærkning kan nævnes, at almindeligt bordsalt er tilsat jod for at undgå jodmangel.

Hvor meget tang kan det så anbefales at spise? Ifølge Ole G. Mourtisen er et dagligt gennemsnitligt indtag på 5 g. passende (tørret vægt). Det lyder måske ikke af meget, men tang vejer lidt og fylder meget og svulmer desuden, når det opblødes. Spis hellere lidt ad gangen end en stor portion, da det kan kræve tilvænning for fordøjelsen at nedbryde tang. Med tang som med al anden mad handler det om at variere sin kost og undgå at spise én type fødevare i for store mængder.

Tangs afgiftende egenskaber

Ud over varieret og sund kost, som i sig selv virker afgiftende, kan tang være en yderligere afgiftningsfaktor. Den afgiftende effekt i kroppen skyldes tangs komplekse sammensætning af indholdsstoffer. Fiberindholdet spiller en vigtig rolle i at binde affaldsstoffer, miljøgifte, tungmetaller og brugte hormoner, så de udskilles med afføringen. Særligt alginaterne (en slags kostfibre) i brunalger som kombu, arame, hijiki og wakame, fremhæves for sine evner til at binde og udskille tungmetaller.

Indholdet af omega-3 og vitamin- og mineralindholdet har stor indvirkning på leverens afgiftningsprocesser. Klorofylindholdet kan virke blodrensende, og sidst– men ikke mindst, kan indholdet af mineralet jod beskytte skjoldbruskkirtlen mod radioaktivt jod.

Chlorella er en type af planteplankton, som skal have særlig god evne til at binde tungmetaller. Hvad der helt præcist giver chlorella sin afgiftende virkning er svært at sige. Det menes at have forbindelse til chlorellas opbygning. Chlorella har en 3-laget cellevæg, som virker som en slags si, hvor de skadelige stoffer bliver hængende og føres med ud via tarmsystemet.

Bog om tang

Har du fået lyst til at læse mere om tang, kan Ole G. Mouritsens skønne og meget lærerige bog “Tang – Grøntsager fra havet” varmt anbefales.

Ole G. Mouritsen er dr. scient og professor i biofysik. Ansat ved Syddansk Universitet og har udover “Tang- Grøntsager fra havet” udgivet bogen “Sushi. Lidenskab, videnskab og sundhed”.

Ole G. Mouritsens gode råd til at bruge tang:

• varier mellem tang-arterne og husk, at tang ikke er en hovedret, men en skøn ingrediens at tilsætte sine retter.

• brug tang som erstatning for salt og som krydderi.

• brug tang i det mad, du plejer at lave som supper, salater og brød.

• rist tang som nori eller wakame og spis det som snack.

Kombu – også kaldet bladtang, er den tangart, der indeholder mest jod, og derfor skal det ikke spises hver dag. Den har et højt indhold af mineralerne kalium, jern, magnesium og calcium samt sporstofferne chrom, kobber, mangan og zink. Nogle mener, det er en fordel at koge bælgfrugter med kombu, da det afkorter kogetiden, og bælgfrugterne bliver blødere og lettere at fordøje.

Nori kender vi fra sushi og indeholder en del B- og A-vitamin. A-vitaminindholdet i et enkelt noriblad er lige så højt som i ca. 3 æg. Noritang indeholder meget protein – ca. 35 pct.

Wakamé bruges ofte til tangsalater. Den har et højt indhold af omega-3-fedtstoffer særligt EPA.

Arame er mild og sødere i smagen end de øvrige tangarter. Den er velegnet til salater og supper og indeholder en del calcium.

Hijiki/hiziki har en mild og nøddeagtig smag, som godt kan tåle at blive piftet op med sojasauce. Indholdet af omega-3-fedtstoffer og calcium er højt. Hijiki indeholder arsen, som er giftigt og kan påvirke nervesystemet. Derfor skal den koges, og kogevandet smides væk, så arsenindholdet nedbringes. Det er ikke farligt at spise hijiki, når man tilbereder det korrekt og husker at variere med andre tang-arter.

Agar, alginater og carrageenan egner sig godt til geleringsmiddel, da det er smagsneutralt og uden farve. Kan bruges som erstatning for gelatine. Algerne kan være opgivet som E-numre på varedeklarationen. E-400-405 er alginater, E-406 er agar og E-407 er carrageenan.

Spirulina er en blågrøn alge nærmere bestemt en cyanobakterie. Den indeholder de essentielle aminosyrer og har et proteinindhold på op over 60 pct. Spirulina er en god kilde til omega-6-fedtsyren GLA.

Chlorella er en blågrøn alge med mange helseskabende egenskaber. Den indeholder alle essentielle aminosyrer, mange vitaminer (f.eks. B12) og mineraler, antioxidanter, fibre samt sunde fedtsyrer. Chlorella er en god kilde til omega-3-fedtsyren DHA. Chlorella er særlig anvendelig ved udrensning af og beskyttelse mod tungmetaller og miljøgifte, men har også positiv indvirkning på immunforsvaret, fordøjelsen og sårheling.