Sind

Udrensning for sindet

7. marts 2013

Trænger du til at få ryddet effektivt op i begrænsende overbevisninger, mentale blokeringer og negative mønstre, så skulle du måske overveje at rejse tilbage, møde dig selv i forskellige udgaver og få ryddet op. Det gjorde Naturli’s journalist.

Det er dag ét i en fire dages lang rejse, som på ingen måder minder om en badeferie i Caribien eller en weekendtur til New York. Jeg skal ikke blot rejse tilbage i mit liv. Nej, jeg har fået at vide, at jeg skal helt tilbage til tidligere liv og møde mig selv i forskellige udgaver for at få ryddet op og renset ud i gammel bagage, der ikke længere tjener mig.

Det handler om at få opløst gamle restriktive erindringer, overbevisninger og konklusioner.

Alt foregår på energiplan, så jeg kan godt slå hovedet fra.

Vel ikke så underligt, at jeg er spændt. Om jeg tror på, at det er muligt, ved jeg egentlig ikke, men jeg er åben overfor at prøve.

Annegrethe Sørensen, der er uddannet i multi-inkarnations-metoden på The Light Institute i USA, og som skal være min guide på rejsen, forklarer, at troen på tidligere liv, også kaldet inkarnationer, ikke er afgørende.

– Du skal bare være villig til at gå ind i processen og lade dig guide af dig selv i din højeste udgave, siger hun.

Det er jeg, så vi går i gang.

Mit indre barn

Mine øjne er lukkede. Jeg ligger på en briks med et par tæpper over mig. Bag mig sidder Annegrethe og guider mig. Hun har guidet tusinder af mennesker igennem den her proces, så jeg føler mig helt tryg og afslappet. Her første dag skal jeg møde mit såkaldte indre barn, et begreb som psykologien også opererer med – og mit højere selv, som er mig i min allerbedste udgave, og et velkendt begreb indenfor coaching. De to skal hjælpe mig med at få adgang til tidligere liv.

Med sin rolige stemme får Annegrethe mig med sine spørgsmål guidet ind til en smuk og saftig græsplet fyldt med blomster. Duften og lydene er som på en smuk sommerdag. På græsset sidder en lille pige på tre-fire år. Hende arme og ben er buttede. Hun har rottehaler med hvide sløjfer i det tykke, gyldne og krøllede hår. Hendes kjole er kort med tern i mørkerøde nuancer. I munden er en sut. Hendes øjne er store og klare, og hendes energi er glad og tillidsfuld.

Vi leger tag-fat. Hun elsker at løbe stærkt. Det er sjovt, og vi griner meget. Hun spørger mig, hvorfor jeg ikke kommer her noget oftere, når det nu er det bedste sted i hele verden, hvor vi bare kan lege, grine og have det sjovt?

Ups! Det spørgsmål ramte plet. Jeg leger og griner alt for lidt i mit liv.

Mit højere selv

Senere i sessionen er jeg tilbage i min barndom og oplever situationer med min mor, hvor ét tema går igen; Jeg føler mig forladt af min mor både psykisk og fysisk. Det tema rammer også plet. Som voksen har jeg bakset meget med den følelse i mine parforhold.

Annegrethe spørger undervejs i hvert enkelt erindringsglimt, hvor i kroppen min følelse af at være alene og forladt sidder. I den ene sidder det i maven, i det andet sidder det i hjertet. Hun spørger også, hvilken farve kroppen skal bruge for at hele de negative følelser. I maven er det forårsgrøn, som fluks melder sig, i hjertet er det en meget smuk gammelrosa.

– Jeg sidder og lytter til tankemønstre, overbevisninger og blokeringer undervejs, når klienten fortæller. Når der dukker nogle op, spørger jeg, hvor i kroppen de sidder, og hvilken farve der kan hele dem. Alt ligger lagret i kroppen, og farver kan rense på et energimæssigt plan, så de tanker, overbevisninger og blokeringer, klienten har, opløses og forsvinder, forklarer hun.

Inden den første dags session slutter, guider Annegrethe mig til at møde mit højere selv. WOW, det er fantastisk.

Det smukkeste væsen i florlette næsten gennemsigtige gevandter glider graciøst ned gennem luften i min indre film og lander uden en lyd foran mig. Hun rører mig ved hjertet og på maven, imens altfavnende kærlighed gennemsyrer hele situationen.

Annegrethe spørger, hvad mit højere selvs budskab til mig er. ‘Giv slip’, lyder svaret.

Igen rammer budskabet ind i kernen. Jeg har brug for at give slip på mit oldgamle mønster med at gemme mig bag mit beskyttende panser, når jeg møder følelsen af ensomhed og forladthed – og i stedet praktisere tillid.

Gamle temaer

Vi er nået til dag to. I dag og i morgen skal det handle om at dykke ned i gamle temaer, som er opstået i relationer i tidligere liv, forklarer Annegrethe.

– Vi bruger tidligere liv som metaforer for, hvad der sker i klientens liv i dag. I takt med, at historierne fortælles, frigives følelser, tankeformer og konklusioner. Det, klienten ikke længere har brug for, bliver renset ud, og parallellerne til klientens nuværende liv bliver tydelige. Det kan være skyld, kontrol, magtesløshed, økonomi, synlighed, angst eller et andet tema, som fylder i klientens liv lige nu og måske har gjort det hele livet. Når vi renser ud i det følelsesmæssige legemes gamle mønstre, kan klienten holde op med at gentage de mønstre, hun ikke bryder sig om, eller som er uhensigtsmæssige for hende.

Jeg møver mig spændt til rette på briksen. Klar til endnu en forunderlig rejsedag, hvor jeg skal møde mig selv i to tidligere liv.

En afstumpet mand

Annegrethe spørger mig, hvordan mit højere selv ser ud i dag. Slank, flagrende, lys, smuk energi, kvinde, er de ord, der kommer ud af min mund. Hun beder mig nu lade mit højere selv føre mig tilbage til et tidligere liv. Med ét står jeg midt i den mørkeste middelalder. Alt omkring mig er brunt og dystert. Jeg ser en stor, hæslig, grov, firskåren og skræmmende mand. Det er mig! Jeg føler mig afstumpet, voldsom og krævende. Jeg tager, hvad jeg vil have. Voldtager kvinder, og slår mænd ihjel med de bare næver. Det rager mig en høstblomst. Men jeg rører aldrig børn. Aldrig. Men de andre har fortjent det. Jeg finder mig ikke i noget!

Senere i historien bliver det tydeligt, at den voldelige og afstumpede mand selv fik masser af bank af sin far som barn. Moderen var svag og uden vilje til at gribe ind. Senere i livet tog han livet af sin far og forsumpede mere og mere i sin ensomhed. Han elskede en uopnåelig og smuk kvinde. Til slut begik han selvmord. Slået af livet.

Nu spørger Annegrethe, om jeg lavede en pagt med mig selv i det liv? ‘Ja,’ svarer jeg. Jeg besluttede, at jeg var den eneste, der kunne passe på mig, og at jeg ville gøre det, der skulle til. At jeg aldrig ville kunne vise mig svag.’

Bingo. Den følelse kender jeg godt, og det er et tema, jeg har arbejdet med længe. Efter sessionen er jeg meget påvirket af den voldsomhed og kraft, den usympatiske mand i min historie havde. Den er genkendelig, men selvfølgelig og heldigvis med et helt andet udtryk i mit liv end i historien. Jeg har meget kraft i mig, og er tit lidt usikker på, hvor meget jeg tør lade det fylde overfor andre mennesker.

Fyldt med historier

Vi er nået til dag fire. Når jeg tænker tilbage til de tre foregående dage, bliver jeg helt forpustet. Historierne er nærmest væltet ud af mig. Jeg har haft det ene mere fascinerende møde efter det andet med mig selv i forskellige udgaver. Jeg har været en sorgramt fiskerenke i Irland, en succesfuld mandlig redaktør i New York, en udstødt og ensom dreng i et anonymt liv og en eventyrlysten bikertøs i USA med hang til frihed. Uanset historierne er der en rød tråd i de temaer, der træder frem. Jeg er især glad for at få set på min tendens til at holde mig tilbage, min overansvarlighed og mit behov for at le og lege mere i mit liv.

Hver gang et tema er dukket op, har jeg med Annegrethes hjælp renset og helet ved hjælp af energi- og farveteknikker.

– Det er en fuldkommen sikker rejse, som ikke indebærer nogen risiko. Der vil ikke komme noget frem, som klienten ikke kan klare, eller som ikke har noget med hende at gøre. Alt, hvad der sker, er en masse forståelse, lettelse og healing, siger hun.

Åbne for det positive

Nu skal jeg have min sidste session. Den har jeg set meget frem til, for i dag skal jeg møde mig selv i tidligere liv, hvor jeg har haft ubetinget tillid til mit højere selv og har ladet mig guide af den som en anden GPS.

– Det handler om at få åbnet op for alle de positive oplevelser, der ligger lagret og indkapslet i klienten, så hun kan få adgang til dem i sit liv. Kroppen kender allerede essensen af kærlighed, samhørighed, glæde, frihed, indre fred, overflod og så videre, men ofte sker der det, at det negative bliver så overvældende, at vi glemmer det positive, forklarer Annegrethe.

Jeg står på en vippe i en svømmehal. Jeg er syv år. Er virkelig bange. Rædselslagen. Nogle af mine kammerater siger; ‘Kom nu. Du kan godt.’ De mener det godt. Jeg har panisk rædsel for at komme under vandet. Pludselig sker der noget. Jeg bliver ramt af et lys, som fylder mig fuldstændigt op indeni. En stemme i mit hoved siger; ‘Du kan være fuldstændig tryg. Det vil være en smuk oplevelse. Du vil glide fint gennem vandet. Jeg hopper sammen med dig.’

Jeg står der i min orange badedragt. Mine venner siger ikke en lyd. De kan mærke en forandring hos mig. Jeg tager et dybt åndedrag og laver et graciøst spring. Føler mig som en delfin, der glider gennem vandet. Helt naturligt. Det er sandt. Der er ingen frygt under vandet. Fra det øjeblik blev jeg en vandhund. Jeg fik givet slip på angsten.

Mit livs rejse

Da ugen er omme, kan jeg konstatere, at jeg har været på intet mindre end mit livs rejse. Jeg har mødt mig selv som mand, kvinde, dreng, barn, ung og gammel i de mest fantastiske historier, som den ene efter den anden har overvældet mig. Hvor de kom fra, ved jeg ikke. Var det oplevelser fra tidligere liv, eller var det min egen psykologi, der skabte dem? Jeg tror nok mest på det sidste. Men det gør ikke metoden mindre brugbar.

Her uger senere mærker jeg, hvordan gamle mønstre er begyndt at knirke, og hvordan tidligere blokeringer er væk. Jeg griner helt klart mere. Har sluppet noget ansvar og føler mig mere modig og fri i min kraftfuldhed.

 

Om Multi Inkarnations metoden

Metoden er udviklet af amerikanske Chris Griscom, der er internationalt anerkendt spirituel lærer og forfatter, og som står bag The Light Institute i New Mexico. Af hendes bøger er blandt andre ‘Tiden er en illusion’, ‘Befri dine følelser’ og ‘Psykogenetik’ udgivet på dansk. www.lightinstitute.com/site

 

 

Om Annegrethe Sørensen

Hun er den eneste i Skandinavien, der er uddannet hos Chris Griscom som professionel Light Institute facilitator. Giver sessioner i Grenå og København.

Forrige artikelDet vidste du måske ikke om olivenolie

Næste artikelDerfor gør kolesterol-medicin ondt