Skøn

Udrensning: Lær om lymfesystemet

Foto: Shutterstock
8. marts 2021

Kredsløb, blodet og lymfen. Hvad har det med hudens skønhed at gøre og velvære i det hele taget? Hvorfor er det vigtigt at styrke blodcirkulationen i huden, og hvad gør lymfedrænage godt for? 

Lymfedrænage er et emne, jeg elsker at vende tilbage til, fordi det kan gøre sådan en stor forskel både for ens velvære og skønhed, at blodcirkulation fungerer og lymfen renser.

At vores store udrensningsorganer fungerer, er vigtigt for vores sundhed, energi, immunforsvar – og også for hudens skønhed. Huden er vores største udrensningsorgan, som kroppen meget gerne vil deponere affaldsstoffer på, hvis de andre udgange ikke fungerer.

Vores blodkredsløb pumpes af hjertet ud til alt væv med masser af næringsstoffer og ikke mindst ilt. Det er smukt i sig selv og giver udstråling, når man får friske røde kinder af motion og frisk luft. I gamle dage kneb man sig lidt i kinderne for at kalde blodet ud i kapillærerne i kinderne for et friskt ungpigelook. Blodets bedste ven er lymfesystemet. De to systemer er i konstant udveksling, så vi undgår en masse væske uhensigtsmæssige steder i vævet og ikke mindst nede om anklerne.

Bremser en masse i opløbet

Lymfesystemet er en lidt ubesunget helt. Det findes i hele kroppen og er også en vigtig del af immunforsvaret. Før mente man f.eks., at blindtarmen var ligegyldig. Nu ved vi, den er fyldt med lymfevæv, der er med til at kontrollere, at uønskede stoffer bliver bremset og sendt mod udgangen. Man kan leve uden blindtarmen, men den er ikke ligegyldig. På samme måde består mandlerne i halsen af lymfevæv, der også kan bremse en masse i opløbet.

Lymferne på halsen er særligt nemme at mærke, hvis de bliver ømme og hævede ved infektion. Derfor trykker lægen på halsen som test.

Hvis kredsløb og lymfe ikke fungerer særligt godt pga. belastende kost eller et sløvere kredsløb og lymfekredsløb, bliver affaldsstoffer ikke blive ledt væk, men deponeret i vævet. Det kan både opleves som væske, cellulitis og hævelser.

Et vitalt sundhedsfundament

Fremmende for lymfekredsløbet er bl.a. gåture, hvor man bare svinger armene normalt. Ved at svinge med armene ved gang bliver lymfen allerede aktiveret. Det er også godt at få pulsen op med jævne mellemrum, ligesom det er stimulerende med forskellige massageformer, tørbørstning, gua sha, kosttilskud og naturligvis kosten. Det vender vi tilbage til.

Måltider med økologiske grøntsager, som har masser af farver og dermed er sprængfyldt med antioxidanter, loadet med næring og byggesten til vores sundhedsfundament. Flet bitre grøntsager ind også, da de stimulerer leveren til bedre at rense.

Bare tænk på, hvor travlt leveren har med at rense. Samtidig har den andre opgaver som f.eks. at hjælpe huden med at omdanne solens D-vitaminstråler til det hormonlignende stof, der er så essentielt for vores immunforsvar og humør. Leveren er vigtig for vores kolesterolbalance og for det vigtige coenzym Q10, der også dannes i leveren og findes i alle kroppens celler.

Lige præcis Q10, der optages i tyndtarmen, føres først til tarmens lymfesystem og derefter til blodet. Det fungerer som en vigtig antioxidant i blod og lymfe, og det deltager i alle cellers energiproduktion. Men det er også et naturligt energiboost for huden. Både indefra som tilskud og som ingrediens i serum og cremer.

Jeg anbefaler kosttilskud indeholdende E-vitamin og C-vitamin, gerne så food state som muligt, og dertil Q10 – særligt hvis man nærmer sig de 50 og derefter. Pycnogenol har en antioxidant og støtter kredsløbet, bl.a. ved at beskytte E- og C-vitaminerne.

Udrensning – indre forårsrengøring

Lav gerne en generel udrensning en til to gange om året. Gerne forår og efterår. Evt. med Detox Kit fra Heel, der fremmer udrensningen i alle de store udrensningsorganer, men derudover også er lymferensende. Det er en 14 dages-kur, og man kan leve, som man plejer. Men med stor fordel i perioden skære ned eller slukke for sukker, alkohol og de andre sager, vi godt ved, står i vejen for optimal udrensning.

Andre gode muligheder er BioDrain fra New Nordic, der også har tabletter med bl.a. granatæble, rosmarin, zink og echinacea. Eller Hudpleje fra Natur-Drogeriet, der også har teer og andre udrensende og styrkende muligheder.

Serum, olier og cremer

Serum kommer dybere ned i hudens lag, og ved at bruge såkaldt aktiv serum til hverdag under din creme eller olie kan du stimulere blodcirkulation, næringsstoffer osv. Hvis du i perioder har meget sart hud, skal du bruge en serum, der beroliger og støtter hudens mikrobiom til genopretning af den naturlige barriere.

Ønsker du på et andet tidspunkt en øget aktiv effekt, kan du starte op et par gange om ugen og siden trappe op. Altid med en creme eller olie ovenpå til at give beskyttelse og ekstra pleje til huden.

Ny serum fra det norske mærke RÅ er Multi-Active Serum med bl.a. Niacinamide (B3), Ubiquinone (Q10) og peptider. En lækker og aktiv fornemmelse i huden under f.eks. natcreme, der kan virke, mens man sover.

Mellisas Anti-Age Serum med grapefrugt, der renser og stimulerer. Forskellige vitaminer samt ginkgo biloba styrker fugtbalancen, grøn alge virker opstrammende og øger hudens elasticitet.

Olier og cremer er særligt velegnede, når man masserer eller laver gua sha. Huden må som nævnt ikke være for tør, så man ikke hiver og trækker i den, men så huden smidigt følger bevægelserne. Samtidig kan massagen massere olie eller cremen dybere ind både gennem varmen i hænderne og den øgede blodcirkulation. Det kan være en virkelig mindful oplevelse, og huden vil takke i glød og velvære.

Granatæble, vindruekerneekstrakt og gotu kola er blandt de naturlige ingredienser, der er værd at holde øje med til sin cirkulationsfremmende hudpleje.

Grøn te styrker blodet og fordøjelsen

Der er så mange skønne muligheder. Velkendt for mange er grøn te. God for hele kroppen og også for huden! Hvis man samtidig vil understøtte sin forbrænding og understøtte både blodets rensesystem og fordøjelsen generelt, er grøn te med citron velsmagende og virksomt over tid.

Når man laver grøn te, skal vandet koge men siden ned på ca 85 grader, inden det hældes over de grønne blade, uanset om det er i et tebrev eller som løs te. For koldt vand frigiver ikke de aktive stoffer i grøn te, og for varmt vand ødelægger næringsstofferne. Lad teen trække ca. 10 min under låg, hvorefter tebrevet tages fra og 3 skiver frisk økologisk citron tilsættes i 20 minutter med låg over igen. Citronen skal først tilsættes efter 10 minutter, fordi C-vitamin ødelægges, hvis vandet stadig er for varmt. Efter de 20 minutter er teen drikkeklar – ikke på tom mave, men f.eks. efter måltiderne to gange om dagen.

Grøn te indeholder også naturligt koffein, men det frigives meget langsommere end ved et hurtigt kaffe-rush – der har sin egen charme indimellem. Grøn te er en af de teer, der indeholder det højeste niveau af antioxidanter.

Af andre meget velegnede hudteer er også Roiboos te.

Tørbørstning af huden

Lymfesystemet, der består af lymfevæske, lymfekar og lymfeknuder, støtter kredsløbet ved at dræne overskydende væske og proteiner fra bindevævet tilbage i blodet, så man undgår hævelser og væske i bindevævet. Blodkredsløbet har hjertet til at pumpe med tryk ud i blodårerne og kapillærerne, hvor der sker en udskiftning og rensning af lymfe. Blodet bliver derefter med venerne sendt tilbage til hjertet. Lymfesystemet har ingen pumpe, men fungerer som venerne med små klapper i lymfevæggene. Derfor er det vigtigt og smart ved både tørbørstning og gua sha, at bevægelserne går mod hjertet, så det understøtter lymfens udrensning.

Tørbørstning har flere fordele. Det fjerner døde hudceller og sætter gang i både blodkredsløbet og lymfeudrensningen. Du kan bruge hamp eller sisalhandsker, og der findes nogle meget fine og lækre børster med kobbertråde, der samtidig fremmer negative ioner, som er så gode for os.

Har du ikke gjort det før, så start forsigtigt ud for hudens skyld. Tørbørst gerne før badet, så det netop bliver en tørbørstning.

Gua sha

Vi har tidligere beskrevet gua Sha og facerollers. Uanset om du for effekt og æstetik går efter krystaller eller har valgt en blød, flad, rund sten på stranden, er selve massagen skøn og ses.

Åbn først op for lymfepunkterne omkring kraveben. Derefter føres bevægelserne opad og i panden på tværs. Afsluttes med at køre nedad på halsen, så lymfedrænagen bevæger sig mod lymfeknuderne og videre udrensning. Gua Sha er traditionelt brugt også til kroppen. Man har i Kina efter hårdt arbejde masseret de ømme muskler i lange strøg nedefra mod hjertet.

Birkegrene eller hoppe i en sø

En meget nordisk metode er at få blodcirkulationen i gang ved at “piske sig” med birkegrene i saunaen for derefter at rulle sig i sneen eller hoppe i en kold sø, som giver den fantastiske varme/kulde-vekselvirkning oveni. Man kan også vælge vinterbadning, gerne med sauna først for større kontrast. Man kan derefter smøre sig med Weledas Birch Cellulite Oil, der alene pga. indholdet af birk er skøn for blodcirkulationen og udrensningen i bindevævet, men også bare blødgør huden og dufter som en frisk skov.

Forrige artikelAnanas “Hanoi”

Næste artikelGrøn – og sort – mad i bålet

Tine Juul Andersen

Skønhedskonsulent
Skribent på Naturli siden 2012.