Mad

Ukrudt til blender og juicer

1. april 2013

Den danske natur er året rundt proppet med mange forskellige slags ukrudt, urter og spiselige planter. Alle med hver deres smag, fascinerende udseende og ernæringsmæssige power.

Dette er nogle af de planter Danmarks juicemester Mads Bo peger på, som du med fordel kan plukke og putte i juicer eller blender og få rigtig meget sund power ud af:

Vejbred har fået sit navn, fordi den vokser og breder sig langs veje og stier. Den findes i naturen fra tidlig forår og smutter først, når frosten kommer. Der findes forskellige arter, men den mest almindelige er glat vejbred, som har store, ægformede grønne blade. Bladene er glatte og brede og har fremtrædende bueformede strenge. Uanset art, er de alle spiselige. I juicer og smoothies giver vejbred en meget spinatagtig smag og konsistens. Vejbred er efter sigende god ved jernmangel og skulle have en positiv effekt på diabetes. Som en lille bonus kan jeg fortælle, at saften fra vejbred kan dulme kløe og smerter efter insektstik.

Skovsyre er en slags vild krydderurt, der findes de fleste steder i landet. Den foretrækker skyggefulde voksesteder med fugtig, let sur og ret næringsfattig jord, som fugtig nåleskovsbund. Bladene er hjerteformede, og oppefra kan det godt ligne et kløverblad. Blade og stilk har en meget frisk, syrlig og delikat smag. Ud over juice og smoothies, gør den sig rigtig godt i salater og som pynt i al mad.

Ukrudt fra haven

Mælkebøtter hører nok til blandt noget af det mest kendte ukrudt. Faktisk er det også noget af det sundeste. Der findes ca. 300 forskellige sorter, hvoraf alle kan spises. Dvs. der findes ikke nogen giftige mælkebøtter. Mælkebøtter kan være ret bitre, men jo mindre bladene er, desto mildere er de i smagen. I England og Rusland blev mælkebøtten dyrket under anden verdenskrig, som et værdifuldt næringsmiddel. Mælkebøttens bitterstoffer stimulerer galde og leverveje og sikrer en god fordøjelse.

Brændenælder er en alsidig urt, som gror overalt i Danmark. Den er fremragende i juice og smoothies, og smager forbavsende neutral. Brændenælder virker lindrende på led og gigtsmerter og kan have en positiv effekt på forstørret prostata. Efter sigende skulle den også være god ved blodmangel og dårligt kredsløb. I flere lærebøger om ukrudt, kan man læse, at den overgår alle andre lægeplanter i kraft og dyd. Udfordringen ved brændenælden er, at det kan være en blandet fornøjelse at plukke og bruge den. Derfor er det en god idé, at plukke dem med handske, skylle dem i en skål med vand og snuppe dem med en pølsetang… så fandt jeg også et formål med den

Skvalderkål er en meget almindelig plante, som heldigvis er meget svær at udrydde. Den vokser overalt i skove, haver, parker, langs hække og læhegn. Både stilk og blade kan bruges til juicer og smoothies, og så er bladene i øvrigt helt eminente til pesto. Skvalderkålen er i familie med dild, persille, selleri og kørvel. Den skulle efter sigende have en positiv effekt på gigtlidelser, ømme led og menstruationsbesvær.

Fra buske og læhegn

Hyben er en anden kærkommen frugt i mine smoothies. Hyben er som regel modne og klar til høst i juni til september. Pluk dem gerne, mens de er orange, altså inden de bliver mørkerøde og helt modne. Dette trick gør det nemlig meget nemmere at skære dem midt over og skrabe kernerne ud, da det er selve skallen man spiser eller blender. Hyben er ekstrem sunde og indeholder især store mængder A- og C -vitamin.

Faktisk indeholder hyben 21 gange så meget A -vitamin og seks gange så meget C-vitamin som broccoli. Hyben anses for at afhjælpe – eller i hvert fald mildne – gigtsmerter i leddene. Hyben er vitterligt en af de mest undervurderede og oversete frugter, vi kan finde i naturen. Egentlig burde hyben kategoriseres under det skamredne udtryk “superfood”. Hey, hvem gider at spise dyre gojibær, når man kan gå ud i naturen og plukke sine egen superfoods – GRATIS! Som en lille bonus, kan jeg fortælle, at danske hyben er særlig gode. Jo koldere et klima hyben vokser i, desto mere C-vitamin indeholder bærrene. 

Vigtigt om at plukke ukrudt

 Selvom der er ubeskrivelig mange sundhedsmæssige fordele ved at indtage ’vild mad’, kan der også være nogle farer forbundet hermed. Nogle planter kan gøre os alvorligt syge og i få tilfælde slå os ihjel. Hav derfor respekt og tag dig tiden til at sætte dig grundigt ind i, hvad der er spiseligt, og hvad der ikke er. At gå på ’indkøb’ i naturen kan nemlig både være sundt, sjovt og sikkert, når det bliver gjort på den rigtige måde.

Ovenstående ukrudt er svært at tage fejl af, men husk, at hvis du nogensinde er i tvivl, om noget er spiseligt eller ej, så lad altid tvivlen komme dig til gode. Der findes masser af gode artikler, videoer og fotos på internettet, som kan være til stor hjælp.

Ligeledes kan jeg anbefale bøger som ’Naturens spisekammer’ af Anette Eckmann, ’Vild mad’ og ’Spis din ukrudt’ af Anemette Olesen.

Rigtig god tur i det grønne, hvor der med sikkerhed vil åbne sig en helt ny verden af vitalitet og velsmag. Måske kommer du både til at drikke strandkål, døvnælde, tusindefryd og diverse blade fra bærbuske. Det er slet ikke til at stoppe, når man først kommer i gang.

 

Super grønne juicer og smoothies

Juicemester og smoothiespusher, Mads Bo, har samlet sine erfaringer med at tilsætte sine smoothies og juicer ukrudt og vilde planter i ‘Super grønne juicer og smoothies’. Bogen indeholder også 30 skønne opskrifter. Læs mere om bogen ‘Super grønne juicer og smoothies – drik dit ukrudt og dine grøntsager’ på Highonlife.dk.

Find smagsprøver og mere om bogen i artiklen Spir, pluk og drik!

Forrige artikelFakta: Tine

Næste artikelADHD – en modediagnose?