Hvorfor gå og ærgre sig over ukrudtet og ubudne vækster i haven, når du i stedet kan se det som et supplement til kosten?
Skvalderkål, mælkebøtter og brændenælder er ikke de mest velkomne gæster i mange haver. Men du kan faktisk sagtens spise de tre kendte ukrudtsplanter – det er oven i købet sundt og delikat.
Skvalderkål – ukrudtet for maven
Lige nu, hvor spirene kommer op, er skvalderkålen allermest delikat. Men du kan finde friske skud af ukrudtet helt frem til september. De
friske, sprøde skvalderkålsskud smager lidt af gulerod og peber.
Skvalderkål kan erstatte krydderurter eller spinat i de fleste retter – og så er de fulde af vitaminer – bl.a. C-vitamin og B-vitaminer.
Skvalderkål har gennem tiden været brugt mod fordøjelsesbesvær og blærelidelser. Du tørrer den afskårne plante og bruger 3 teskefulde, som du udtrækker i 2 glas kogende vand i 10 minutter. Si udtrækket og drik det i løbet af dagen.
Mælkebøtte – ukrudtet, der renser
Rigtig mange har allerede fået øjnene op for, at vores mest kendte ukrudtsplante i græsplænen kan bruges til salater. Både de friske grønne blade og blomsterne pynter og smager i salaten.
Saften fra stænglerne kan give grimme pletter på tøjet, men faktisk er mælkebøttesaft meget gavnligt for leveren og nyrerne. Hele planten indeholder saft, der er kendt for at hjælpe på gigt- og hudlidelser, netop fordi lever, galdeblæren og nyrerne bliver stimuleret til at rense ud.
Rødderne kan ristes og bruges som kaffeerstatning, og du kan tørre bladene, hvis du ønsker at lave en basisk te. Således kan hele mælkebøtten bruges, og ukrudtet er fyldt med mineraler og vitaminer.
Brændenælder – ukrudtet mod betændelse
Brændenælden har et højt indhold af flavonoider, der kan bekæmpe betændelsestilstande. Derfor bliver ukrudtet også brugt mod gigtlidelser. Gennem historien har brændenælden været brugt til alt fra bedre blodomløb og urinvejslidelser. Men planten indeholder også rigtig mange mineraler og vitaminer til gavn for kroppen.
Du kan tilberede ukrudtet til brændenældesuppe og som erstatning for spinat – faktisk er brændenælden en knoglevenlig erstatning.
Husk handsker, når du plukker brændenælder. Du kan brække stilkene af lige over jorden og derved undgå at brænde dig. Alligevel er det værd at beskytte sig med lange ærmer og handsker. Efter plukning kan du lægge brændenælderne i lunkent vand – en halv times tid efter brænder de næsten ikke.
(Oprettet den 28. april 2010)