Ukrudt er den største udfordring for planteavlere. Men ukrudtet kan bekæmpes uden kemi eller benzinslugere, viser forskning fra Københavns Universitet.
Økologer og konventionelle landmænd har hver deres bekæmpelsesstrategier overfor ukrudt, der enten kræver brug af benzinslugende, CO2-producerende maskiner eller miljøskadelig kemi. Men krigen mod ukrudtet kan foregå langt mere bæredygtigt ved at ændre så-mønstret og afstanden mellem afgrøderne på marken.
Kemi eller CO2 til ukrudtsbekæmpelse
Det konventionelle jordbrug bekæmper ukrudtet ved at sprøjte med herbicider, som påvirker miljøet negativt. Økologerne bekæmper fjenden ved at bruge maskiner, som sluger benzin, producerer CO2 og ødelægger jordens struktur under dækkenes tryk. Nye forskningsresultater fra Institut for Plante- og Miljøvidenskab på Københavns Universitet viser, at ukrudtet får langt sværere ved at vinde kampen mod afgrøder som majs, korn og bønner, hvis landmanden ændrer måden, han sår.
– Vores resultater viser, at ukrudtsbekæmpelsen på marken bliver forstærket blot ved at droppe den traditionelle måde at så sine afgrøder på. Landmænd verden over sår primært deres afgrøder i rækker. Vores forsøg med hvede og majs viser, at såning ved høj tæthed i et ensartet gitter-agtigt mønster fører til, at ukrudtet bliver undertrykket. Det giver større høstudbytte på marker med meget ukrudt, forklarer planteøkolog og professor Jacob Weiner.
Højere høstudbytte og mindre ukrudt
Forskningsforsøg på danske hvedemarker og nye studier af majs på colombianske marker viser, at ændrede så-mønstre og afgrøde-tæthed medfører en reduktion i ukrudtets samlede masse, såkaldt biomasse. Mængden af ukrudt bliver kraftigt reduceret – helt op til 72 pct., mens kornudbyttet stiger med mere end 45 pct. Fidusen er at styrke afgrødens forspring i vækst, så den får en konkurrencefordel i forhold til ukrudtet.
Større bæredygtighed
– Vores resultater bidrager til, at landbruget kan blive langt mere bæredygtigt samtidig med at erhvervet bibeholder en høj produktion af korn. Det vil dog kræve nye billige teknologier, der kan håndtere det i praksis på marken. Og vi kan opnå endnu bedre metoder til at udkonkurrere ukrudt, hvis vi får mere viden om samspillet mellem planter, siger Jacob Weiner.
Forskningsresultaterne er offentliggjort i det anerkendte videnskabelige tidsskrift Weed Research og udspringer af et samarbejde mellem Jorge Tadeo Lozano University i Columbia og Københavns Universitet.
Kilde: KU.dk
Forrige artikelSundhedsstyrelsen vil ikke fjerne D2 trods kritik
Næste artikelLidt kan gøre meget for hjertesundheden