Danske forskere og kokke har netop fundet umami i dansk tang. Kender du ikke i forvejen den femte grundsmag, er der god grund til at læse videre. Umami er nemlig med til at gøre din mad velsmagende, så du ikke får lyst til kaffe og chokolade, når du har spist op.
Sødt, surt, salt, bittert … umami?!
Hvad er det, der får dig og dine smagsløg til at sige ”uhhhmmm”. Svaret er sikkert: velsmagende mad, og det er helt bogstaveligt en videnskab for sig. Rundt omkring i verden forskes der i hvert fald i, hvordan man bedst muligt tilfredsstiller sine smagsløg. Deres behov skal nemlig være opfyldt, for at vi ikke f.eks. får lyst til kaffe og chokolade efter måltidet. Smagsløgenes livret er, at der både er sødt, surt, salt, bittert og umami til stede i retten. Det giver nemlig en komplet smagsoplevelse, når alle fem smagsvarianter får lov at boltre sig på din tunge.
Du behøver ikke at læse tykke kogebøger for at kunne lave mad med et balanceret indhold af de fem smagsvarianter. De fleste mennesker bruger nemlig automatisk tre eller fire af smagene, når de kokkererer. For egentlig ved vi jo allerede, hvad vi synes, der smager godt.
Opdagelsen af umami i nordiske tangarter blev for nyligt udgivet i tidsskriftet Flavour, og den danske tangart søl kan faktisk måle sig med japansk konbu-tang på indholdet af glutamat. Det japanske køkken har faktisk altid været meget opmærksomme på umami, som den japansk kemiker Kikunae Ikeda navngav i 1909, da han havde isoleret stoffet glutamat fra en japansk tangart. Navnet har følgende betydninger: velsmagende, rart, sanselig smag, kødagtig, krydret, essens og inderste væsen.
Løber dine tænder i vand ved tanken om den velsmagende mad, så har professor i biofysik Ole G. Mouritsen, som er en af de danske forskere også skrevet bogen ´Umami – gourmetaben og den femte smag´. Bogen indeholder både opskrifter og gode råd til, hvordan man kan bruge umami i eget køkken.
Kilder: information.dk, politiken.dk, videnskab.dk, umamibog.dk