Nyheder

Undgå bakterier i julemaden

10. december 2008

Både bakterier og mennesker elsker at boltre sig i de lune retter ved julefrokosterne. Læs hvordan du undgår bakterierne.

Så er der fuld gang i julefrokosterne, men det er ikke kun de spisende, som fester. Også bakterier boltrer sig gerne i de lune retter. Fødevarestyrelsen disker derfor op med en række tips til, hvordan man undgår at blive syg af silden og skinken. Fyr op under de lune retter og gør plads i køleskabet. December står i madens og julehyggens tegn, men spiselige traditioner indebærer også en risiko for at blive syg af bakterier. En af julebordets specialiteter – de lune retter – er et godt voksested for bakterier, hvis maden står for længe på spisebordet, advarer Fødevarestyrelsen, som serverer seks sæsonaktuelle råd på hjemmesiden www.altomkost.dk: 1. Varm maden igennem Ingen julefrokost uden lune retter – men retterne bør serveres rygende varme. Når maden varmes ordentligt igennem, dræbes eventuelle skadelige bakterier. Hvis rester af lune retter skal spises dagen efter, skal de ikke blot lunes lidt, men igen serveres rygende varme. 2. Sæt rester hurtigt på køl Både de lune retter og de kolde anretninger som sild og laks må ikke stå for længe på spisebordet, fordi maden hurtigt opnår en temperatur, hvor bakterier trives bedst. Hvis du vil gemme rester, bør retterne serveres i rækkefølge og sættes i køleskab, så snart maden er serveret for sidste gang. Skal du have en større julefrokost hjemme, forbereder du sikkert nogle af retterne dagen før. Hvis du f.eks. bager leverpostej, koger skinke eller laver risengrød til risalamanden, skal du sørge for at nedkøle retterne hurtigt. Sæt derfor maden i køleskabet, lige efter at den er dampet af. Store portioner mad kan fordeles i mindre portioner, inden de nedkøles. Det kan være en god ide at nedkøle maden i iskoldt vandbad, inden den sættes på køl. 3. Tjek temperaturen i køleskabet Letfordærvelige fødevarer som kød, pålæg og middags- og frokostretter bør altid opbevares i køleskabet ved højst 5 grader, fordi de fleste bakterier ikke kan vokse, når temperaturen er 5 grader eller derunder. Køber du stort ind, skal du passe på, at varerne ikke kommer til at ligge for tæt i køleskabet. I et overfyldt køleskab er der for lidt luftcirkulation, og det kan medføre, at temperaturen stiger. Hold øje med temperaturen i køleskabet. Hvis den overskrider 5 grader, skal der skrues op for kulden på termostaten. 4. Ryd op i køleskabet Hvis det kniber med pladsen i køleskabet til den megen mad, er det en god idé at starte juleforberedelserne med at gøre rent og rydde op i køleskabet. En del ting skal ikke nødvendigvis opbevares på køl eller kan opbevares køligt et andet sted end i køleskabet. Det gælder f.eks. konservesdåser, øl, sodavand, frugt og grønsager. 5. Hold råvarer og spiseklar mad adskilt Når julefrokosten eller julemiddagen tilberedes, skal råvarerne holdes adskilt fra den færdige mad. Det er især vigtigt at undgå, at der kommer bakterier fra råt kød, fjerkræ, fisk eller æg over på mad, som spises uden at blive varmet yderligere op. F.eks. skal den rå frikadellefars holdes adskilt fra de stegte frikadeller. 6. Husk at vaske hænder Det er bedst at tilberede én ret ad gangen og at vaske hænder og skærebræt, knive og andre redskaber mellem håndtering af de forskellige råvarer og retter. På den måde kan man undgå at sprede bakterier via hænder og redskaber.
Kilde: Politiken

Forrige artikelSådan bliver du lykkeligere på jobbet

Næste artikelMotion gør det lettere at kvitte smøgerne