Lune retter og masser af kokke. Julemad og julefrokost er en fest for bakterier, men med nogle få forholdsregler kan du slippe for dårlig mave.
December måneds madorgier kulminerer i mange familier i juledagene. Juleaften og juledagene skal ikke mangle noget, hverken i mængder eller udbud. Desværre betyder den megen mad – udover en akut fare for overspisning – at bakterier får gode forhold, og at vi risikerer at tilbringe dagene op til nytår med dårlig mave.
Derfor har fødevarestyrelsen samlet en runde gode råd til alle køkkenbestyrere i de danske hjem, der skal forhindre, at vi sender gæsterne hjem med dårlig mave.
Både anden juleaften eller alle de lune retter til julefrokosten skal være ordentligt tilberedt. For at undgå dårlig mave skal bakterierne slås ihjel og det bliver de ved 75 grader. Det betyder, at rester også skal varmes helt op igen og ikke bare lunes.
Hverken lune eller kolde retter skal stå for længe på spisebordet. Når temperaturen falder i de lune eller stiger i de kolde, opnår de en temperatur, hvor bakterier trives bedst. Server gerne retterne i rækkefølge, så du kan få dem af bordet og kølet ned, hvis du har tænkt dig at nyde resterne.
Hvis du har lavet nogle af retterne til julefrokosten i forvejen gælder samme regel: køl retten ned hurtigt ned, så den ikke giver grobund for dårlig mave.
Få styr på temperaturen i dit køleskab. Alt kød, pålæg, middags- og frokostretter skal højst opbevares ved 5ºC. Bakterier, som giver dårlig mave trives ikke, når temperaturen er 5ºC eller derunder.
Det kan være svært at finde plads til al maden i køleskabet, så julen er et oplagt tidspunkt at få ryddet op i det. Ligesom det er en god idé at få gjort rent og taget livet af eventuelle bakterier, der kan give dårlig mave. I stedet for at mase alt maden ind, kan du sortere det fra, der ikke nødvendigvis behøver være i køleskabet. Konserves, øl, sodavand, frugt og grønt kan du garanteret finde et andet køligt sted til i denne tid.
Især bakterier fra råt fjerkræ, kød, fisk og æg er farlige at få blandet med tilberedt mad – her kan de hurtigt formere sig og give dårlig mave, og det der er værre. Skærebræt, som har haft råt kød på sig, skal rengøres effektivt. Hæld kogende vand over dem efter brug og vask dem grundigt.
Når du har haft fingrene nede i én råvare eller ret, skal du vaske hænder, før du går videre til næste. Derfor er det en god idé at tilberede en ret ad gangen. Alle redskaber skal ligeledes vaskes grundigt, før de tages i brug til nye råvarer og retter – så har du gjort dit for at forhindre dårlig mave i juledagene.
Kilde: foedevarestyrelsen.dk
(Oprettet den 21. december 2010)