Nyheder

Undgå fedt de forkerte steder

9. oktober 2012

Måske kan type 2-diabetes forebygges og behandles ved at få fedtet til at sætte sig de rette steder. Svenske forskere er ved at udvikle en ny behandlingsform.

Forskere ved Karolinska Institutet i Stockholm har opdaget en helt ny måde at behandle type 2-diabetes. Metoden går ud på at blokere signaleringen af proteinet VEGF-B, så fedtet ikke lagres på organer og muskler, hvor det er mest sundhedsskadeligt. I stedet transporteres fedtet til mindre skadelige områder i kroppen, og samtidig undgår man at udvikle insulinresistens.

VEGF-B-proteinet er måske nøglen til diabetesgåden

Det er foreløbig forsøg på mus og rotter med forstadier til type 2-diabetes, det såkaldt metaboliske syndrom, der har resulteret i opsigtsvækkende resultater.

Studiet er omtalt i det anerkendte videnskabstidsskrift Nature og beskrives her som et gennembrud i diabetesforskningen. Forskningen er blevet til i et samarbejde mellem Karolinska Institutet, Ludwiginstitutet for cancerforskning og medicinalvirksomheden CSL Limited.

– Det er helt fantastisk at kunne præsentere dette resultat. Vi opdagede VEGF-B-proteinet tilbage i 1995, og siden har projektet været en ørkenvandring, men nu sker der omsider noget. I det aktuelle studie har vi vist, at det kan lade sig gøre at hæmme VEGF-B for at forebygge og behandle type 2-diabetes. Og det lader sig gøre med medicin, siger Ulf Eriksson, professor ved institutionen for medicinsk biokemi og biofysik på Karolinska Institutet.

Svækkelse af VEGF-B-proteinet kan forhindre insulinresistens

Ofte resulterer type 2-diabetes i insulinresistens, der betyder, at kroppens celler producerer for lidt insulin, hvorved blodsukkeret stiger. Et for højt blodsukker over længere tid kan føre til alvorlige komplikationer såsom nervebetændelse og blindhed. Insulinresistensen opstår tilsyneladende som følge af, at kroppen har skabt fedtdepoter på uheldige steder såsom hjerte, lever og muskler. Man har ikke fundet ud af, hvordan det præcist hænger sammen, men man kan se de uhensigtsmæssige fedtaflejringer hos de fleste patienter med type 2-diabetes og insulinresistens.

Type 2-diabetes er et verdensomspændende problem

I dag behandles type 2-diabetes med livsstilsændringer og kostomlægninger i første omgang. Patienterne får som oftest også en medicin, der kan øge insulinfølsomheden, så blodsukkeret holdes nede. Men for omkring en tredjedel af patienterne er det ikke nok, og de vil efter nogle år udvikle egentlig insulinresistens hvorefter de skal tage insulintilskud. Type 2-diabetes er et verdensomspændende problem, og ifølge verdenssundhedsorganisationen WHO vil omkring 500 millioner mennesker på verdensplan lide af sygdommen i 2030.

Kilde: ki.se

Forrige artikelPas din power! – Guide til styrketræning

Næste artikelSpis tomater dagligt